Summa Summering
For uendeligt længe siden spurgte jeg, om der var noget, i gerne ville høre om. Emner, der var gledet i glemslen uden passende uddybning, nysgerrighed eller ønsker til indlæg.
Nadja mindede mig om, at hvor i alle spillede en stor rolle i mit følelsesliv, da vi lavede en intervention på min far, hjalp ham i behandling, tog med ham til behandling, støttede ham, trøstede ham, fik ribbet op i nogle gamle sår og gjorde os selv sårbare, så har i hørt meget lidt om ham siden.
Måske er det stadig fordi, den gode fortælling har lidt hjertesmerte. Måske er det fordi, jeg ikke har samme behov for luft, når alt går godt. Men sådan skal det ikke være. Når jeg kan krænge min sjæl ud om alt, der er hårdt for mig, kan jeg også huske at fortælle, når noget er godt.
For det er godt, kære læsere. Noget så godt.
Da vi satte os ned for at tale alvorligt med far den 21. januar i år, var et af min brors argumenter, at så længe vores far drak ville han aldrig få lov til at være alene med sit kommende barnebarn. Wille ankom i april og min far har allerede én gang været booket som barnepige, mens damerne og de unge skulle ud og slå sig løs.
Mor troede, at far ville vælge flasken. Hun var så angst for, at alt hvad hun havde gjort for at holde sammen på vores familie i tyve år skulle ramle sammen, fordi min bror og jeg satte noget i gang, vi måske ikke kunne gennemføre. Hun var i starten villig til at lade tingene forblive, som de var, for ikke at gå det ukendte i møde.
Men efter et år, hvor hun har været igennem to kikkert-operationer i hjertet, hvor den ene smadrede hendes veneklapper i lysken, hvorefter hun så skulle igennem en større operation for at flytte raske veneklapper fra anklen og op i låret. Et år, hvor hun i flere uger ikke har kunnet gå eller handle ind. Køre bil eller passe sit elskede arbejde. Efter sådan et år, siger hun selv nu, at timingen for hendes mands ædruelighed ikke kunne have været bedre.
Jeg selv, spørger du?
Jeg er bare glad. Jeg er glad for at min nevø har en farfar – noget min bror og jeg aldrig selv har haft. Jeg er glad for at min far er til stede nu. At jeg kan se ømheden i hans øjne, når han leger med Wille. At jeg har set ham græde uden at bedøve følelserne væk.
Jeg er glad, når min far går forbi min mor i køkkenet, og lige skal gramse hende lidt på brysterne, fordi han tror, vi ikke kigger. Jeg er glad, når han stadig kan tage på jagt med sine venner, der alle som én sørger for at have pepsi max på lager, så der er noget til ham, når de andre skal have en øl.
Jeg har fået min far. Og fundet min far. Han er stadig en mand og samtalen kan stadig godt dø ud på nogle underlige tidspunkter, fordi han løber tør for ting at sige. Men han er min far. Og en delesmøg i tavshed under garagetaget i regnvejr er blevet et velfortjent pusterum i vores samvær.
Om et par år planlægger vi en tur til Alaska, hvor vi vil ride på hesteryg og vandre i bjergene. Bare os to.
Jeg kan ikke love en: Og de levede lykkeligt til deres dages ende – men vi er fandeme godt på vej.
27. november 2012 @ 11:32
Alaska! GID det var mig. Også at have en far. Godt, I intervenerede.
27. november 2012 @ 12:58
Jeg vil også have en far.
Bah, det er hårdt på tude måden at læse om, at du faktisk har en far der vælger dig i stedet for flasken. Tænk at det kan stikke sådan i mig. Det er meget lettere, når jeg bare forstår andre der også blev valgt fra. At læse om dem der bliver valgt til, får mine ønsker, om det samme, til at pible frem. Men for sent, det er hvad det er.
Men jeg er så glad, så glad, på dine vegne. I gjorde det fandme. Jeg er stolt af dig og din lille familie på Fyn.
27. november 2012 @ 14:44
Og ved du hvad Pille? Jeg ved godt, at det ikke får din far til at vælge anderledes eller handle bedre. Jeg ved godt, at min lykke er en ringe trøst for, at du ikke fik det samme. Men jeg havde måske aldrig fået det, hvis ikke du havde sat min fars misbrug i perspektiv – det ved du godt, ikke? Hele familien var jo så medafhængig, at jeg ikke har nogen anelse om, om vi nogen sinde havde forsøgt at bryde ud af vores destruktive mønster, hvis ikke du havde slået fast med syvtommersøm, at mit ‘så slemt er det ikke’ var løgn.
27. november 2012 @ 13:47
Kæft det er fint og rørende! Hvor er det godt, I turde gøre en forskel!!
27. november 2012 @ 13:50
ÅH, hvor er det dejligt at høre! Tak for update! 😀
27. november 2012 @ 14:44
Tak Teresa og Cecilie.
27. november 2012 @ 15:31
Jeg ved det, Trix, og jeg er sgu himmelglad over at mine erfaringer faktisk kan hjælpe andre. Jeg havde slet ikke set det komme, og det er sgu ægte rart, at det faktisk giver mig en lille mening med det hele.
For første gang er jeg faktisk glad (var det allerede dengang du sendte mig mailen) over, at jeg er så rapkæftet, for hvis jeg ikke havde været det, så havde vi jo aldrig sat gang jeres erkendelser. Tænk en gang; Der kan komme noget godt ud af at være barn af en misbruger!
27. november 2012 @ 19:36
Ihhh, tudning! Sikke en smuk far-historie!
29. november 2012 @ 19:16
Trix, jeg er så glad på dine vegne. Tillykke med at få din far tilbage. Men jeg har et spørgsmål.
Har du bare uden videre kunne give slip på hadet, vreden og dit sårede hjerte? For det er nemlig et af mine problemer. At jeg ikke kan give slip på de ting, fordi de stadig er uretfærdige. Fordi alkoholen stadig blev valgt over mine søstre og jeg. Så fortæl mig, please – hvordan gør du det? Blev du bare voksen omkring det? (For det tror jeg altså ikke jeg kan!)
Tak for en god blog!
29. november 2012 @ 20:52
Jeg ved det ikke, Sarah. Det kan godt være, jeg stadig er frygteligt vred eller ked af det indeni uden at kunne mærke det. Men det kan jeg jo ikke mærke. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis jeg begynder at kradse rundt efter noget – for eksempel hos en psykolog – skal der nok ligge nogle daddy issues, årsager til et helt livs overvægt, vrede, manglende evne til at fuldføre ting eller noget helt andet. Og det kan også godt være, at jeg leder efter det en dag eller at det dukker op af sig selv. Men som jeg har det nu, kan jeg godt have det resten af livet og være glad. Jeg tror, at den kendsgerning, at min far valgte os til, da vi av ham valget har formildet mig. OG je véd, (helt ustyrligt egocentreret) at jeg føler mig ekstra overskudsagtig omkring det, fordi det var mig, der fik det til at ske. Ikke min mor, ikke min bror, ikke min far. Mig. Det var aldrig sket uden mig. Så jeg er lidt en helt, tænker jeg om mig selv. Og det hjælper. Jeg har reddet far fra sig selv, så kan man ikke være sur, vel?