Stiv ved et uheld
Jeg blev stiv i går. Af hvad er jeg ikke sikker på. Kan med sikkerhed tælle 7 øl i løbet af aftenen, kan man blive stiv af det?
Skulle bare lige hygge med nogle damer. På en irriterende bar, med irriterende mange mennesker, elendig musik og intet sted at lægge jakken.
Vandt tre spil bordfodbold med Malene. Og fik lov til at forære en fremmed fyr en cigaret for min sejr. Ja, det gav mening på daværende tidspunkt? Knægten sagde, jeg var pæn. Det sagde jeg mange tak for. Så sagde han:
‘Kom lige herhen, jeg skal hviske dig noget’.
Jeg svarede i ren refleks:
‘Du skal IKKE kysse mig!’. Så gad han ikke snakke med mig mere? Har det nogensinde virket det der med at lade som om man liige ville hviske noget, og så forsøge at snave staklen man snakker med?
Måske ville han slet ikke kysse mig. Kan godt have ret høje tanker om mig selv. Men igår sagde både venner og fremmede mennesker, at jeg så pissegodt ud, endda en ekspedient på 7/11, der solgte mig gyldne damer. Så det solede jeg mig i hele aftenen, også da jeg stjal en sagesløs persons bycykel, og slingrede over for rødt uden lys på, lige ud i midten af krydset, hvor en politibil holdt. Hoppede hurtigt af og gav mig til at trække. Marthina flygtede tilbage til den anden side af gaden. Sara frøs som et rådyr i et par billygter. Manden i bilen brød ud i latter og kørte videre. Vi var åbenbart ikke kriminelle nok til hans smag.
Sluttede aftenen af på cirkuskroen. Et sted med en dekoration der kan give alle mareridt. Også dem, der ikke er bange for klovne. Her diskuterede jeg verden og livet med Malene og nogle fremmede mennesker. Indtil jeg pludselig blev opmærksom på, at jeg schnøwlede lidt, å ikke taalte schå tydlight såm tidir’.
Min bycykel var blevet stjålet, så jeg tog en taxa hjem. Med en fin iraker, der præsenterede sig som ny-amerikaner, kaldte sit land den 54. stat. Sjov var han. Og flink. Han stoppede taxameteret, når vi holdt for rødt.
Der ligger cheerios rundt omkring i min lejlighed idag. Jeg ved ikke, hvorfor.