Soon
I morgen kommer den Sunde og Raske Fyr.
Jeg har ikke set ham i 14 dage. Er helt skræmt over, hvor meget man kan savne et andet menneske. I hvor stor grad min lykke afhænger af ham og hans nærvær. Og hvor utrolig blindt jeg lader mig selv elske ham.
I bund og grund stoler jeg jo på ham. All the way. And back again. Han skal nok passe på mit hjerte, så jeg tør godt kaste det op i luften på den skydebane, de kalder kærlighed. Jeg ved, at han kan kende mit hjerte i mængden, og passer på det, så det ikke bliver skudt ned som en tilfældig lerdue.
Som så mange andre hjerter bliver hver dag. Og som mit også er blevet før. Endda et par gange. Og hver gang har det sviet lidt mere at vide, at det var mig selv der kastede hjertet op i luften. Kun for at få det skudt ned.
Og hver gang har det varet lidt længere inden jeg kunne kaste det op igen. Og været lidt sværere at samle mod til at gøre det. Både blandt nye venner og nye mere-end-venner. Nogle gange overvejede man, om det overhovedet var det værd. Skulle man ikke bare trække de mennesker man havde tæt ind til brystet, og aldrig give slip eller lukke andre ind? Så var man i det mindste i sikkerhed.
Men kærlighed og sikkerhed går bare ikke hånd i hånd. For hjertet skal kastes op i luften for at kunne slå vildt og voldsomt. Og gøre mig svimmel og rød i kinderne. Jeg skal se om det kan flyve, for at vide om det falder.
Det er skidefarligt det dér kærlighed. Men ham den Sunde og Raske Fyr, ik’? Han passer godt på mit hjerte. Og selvom det dingler rundt et sted i atmosfæren, hvor vi ikke altid kan nå det fra landjorden, så føler jeg mig endelig sikker
Jeg tror det er dét de kalder ‘kærlighed’.
25. marts 2011 @ 00:46
Er lidt misundelig. Tror bare, jeg er så træt i armen, at jeg ikke orker at kaste mere. Vrøvl. Er bange for at blive skudt ned. Nu jeg tænker over det. Øv.
25. marts 2011 @ 01:26
Det er nok både det ene og det andet. Og ja, ret nedslående mht. at få det gjort. Altså kastet.Men vent i det mindste, til der er en at kaste efter.Hvis jeg var mig for et år siden og så mig nu, tror jeg måske at jeg ville hade mig…Så tak fordi du 'bare' er misundelig.
25. marts 2011 @ 13:03
Jeg kender alt for godt følelsen af frygten for at blive skudt ned, kæmper selv med den dagligt. Fandt engang dette lille digt, som jeg nu har hængende på væggen som en påmindelse om, hvorfor det er så vigtigt, at jeg alligevel ser frygten i øjnene og forsøger at tage chancen. Dejligt at følge med din blog og dermed se, hvad man kan opleve, hvis blot man tør."Love anything and your heart will be wrung and possibly broken. If you want to make sure of keeping it intact you must give it to no one, not even an animal. Wrap it carefully round with hobbies and little luxuries; avoid all entanglements. Lock it up safe in a casket or coffin of your selfishness. But in that casket or coffin, safe, dark, motionless, airless, it will change. It will not be broken, it will become unbreakable, impenetrable, irredemable. To love is to be vulnerable."- C. S. Lewis