Søndag med sol i ryggen
Vi er fire på kontoret. Jeg har ikke præsteret det store endnu. Har da spist min morgenmad. Hentet en kop kaffe. Men rent journalistisk har jeg ikke imponeret mig selv.
Var også på job i går. En anstrengende vagt. Ikke fordi, jeg fik lavet en masse. Jeg elsker, når der er artikler at skrive, folk at ringe til og tanker at tænke. Så går tiden meget hurtigere, end når jeg bare sidder og glor ud i luften (eller blogger, glor på facebook og drikker for meget kaffe).
Men i går var min sidemand en person, som jeg ikke tidligere har arbejdet sammen med en hel dag. Bevares, jeg har i det små luret, at han var en træls type. Den meget snakkende, bedrevidende, informerende overfor folk, der ikke vil informeres-typen, ‘min erfaring er at…’-typen, den langtordsbrugende, øjnene let lukkede og mimrende øjenlågs, når jeg siger noget, som jeg mener er klogere, end det du siger-typen. Den larmende type. Den manglende social intelligens og evne til at aflæse, hvornår min monolog og/eller diskussionslyst er blevet akavet for alle andre-typen.
Ham. Kender du ham?
Ham sad jeg ved siden af hele dagen i går. Hans opførsel så febrilsk og overgearet, at den minder mig om følelsen, jeg får i kroppen, hvis jeg drikker tre espressoer, mens jeg er nervøs.
Han tale i telefonen så overstrømmende og anspændt, at redaktøren fangede mit blik, mens hun prøvede at undertrykke et smil. Han gav sig til at diskutere rygning, rygebokse, rygerrettigheder og rygerlunger med en kollega, så højt og længe at folk bemærkede det, da han var gået. Og kollegaer igen fangede mine øjne med et ironisk løftet øjenbryn – ja, der var nærmest helt hipsterstemning på kontoret.
Hans facon, tilstedeværelse og opførsel er som en elefant i en glasbutik. Og jeg ville sige det til ham pænt og roligt, hvis jeg kunne lide ham. For alle mennesker fortjener at få en håndsrækning, hvis de ikke selv er klar over, at de forstyrrer andre mennesker og gør sig til skudmål for indforståede blikke og slet, skjulte smil.
Men jeg kan ikke lide ham. For det føles sgu næsten som om, han gør det med vilje. Og som om han synes, han er klogere end mig. Bedre end mig. Så det vil jeg lade ham være i fred. Go ahead. Make my day.
28. oktober 2012 @ 10:38
Jeg er sådan en lærer lige nu, som siger til elevenerne, at de forstyrrer hinanden. De er nød til at blive opmærksomme på andet end dem selv nogle gange. Fx at de gør af andre mister vigtig koncentration.
Hold kæft, dem jeg siger det til, de kan ikke lide mig et par timer efter. Men det gør ikke noget, for det lille tak der blev mimet til mig, fra én der blev forstyrret, gør at jeg ved, at jeg gør det rigtige.
Måske et lille pip til gårsdagens sidemand kan redde andre kolleger fra en forstyrret dag?
28. oktober 2012 @ 11:13
Prøvede med det voksne ‘schhh’, når jeg sad med kilde i røret eller skulle høre noget lavt optaget i mine høretelefoner. Desværre holdt det så kort tid.
28. oktober 2012 @ 11:28
hmmm. En ægte spade.
28. oktober 2012 @ 11:47
Indeed. Jeg ville egentlig gerne, at i alle kunne møde ham. Så jeg ikke bare lyder sur og judgemental, men så i kan se, at der er noget om snakken. For jeg kan normalt godt lide mennesker. Rigtig godt endda.
29. oktober 2012 @ 13:24
Kære trixy
Hvor må det være dejligt at have så gode sociale kompetencer som dig. Jeg er virkelig glad på dine vegne, og så er jeg også lidt misundelig. Jeg kender ikke dig eller din kollega, men jeg tror måske jeg ved hvordan det er at være inden i ham. Det kan nemlig godt for nogen af os være rigtig svært at læse andre mennesker. Vi kan godt fornemme at det vi gør socialt er forkert og vi opdager når andre vender os ryggen. Vi ved bare ikke hvordan vi skal gøre i stedet. Din kollega minder ikke bare lidt om mig, han minder også om min søn på 11. Der er en del børn i skolen der har det som du med min dreng. De synes det er pisseirriterende at han bliver ved med at snakke om ting de finder uinteressante. Og så er børn jo dejligt umiddelbare ved vi. De nøjes ikke med at rulle med øjnene på deres blog (og måske en lille smule ude i virkeligheden), nej han bliver mobbet. Fordi han ikke har sociale kompetencer på omgangshøjde.
Jeg er glad og stolt over at leve i et land hvor man på de fleste arbejdspladser behandler folk med små afvigelser (små fysiske handicaps, ordblindhed, allergier) som man behandler alle andre. Jeg glæder mig til den dag, hvor det er lige så OK at halte lidt på de sociale kompetencer (så er der jo så meget andet man er god til), som det er at være ordblind. Eller venstrehåndet.
I mellemtiden kunne det være fedt med nogle tip til hvor du har lært dine gode sociale kompetencer? Jeg synes der er rigtig meget både min søn og jeg kan, men jeg kan også godt se hvad det er der tæller. Så hvis der fandtes et eller andet kursus?
Jeg ved ikke hvordan din kollega har det med dig, men mit gæt er at han godt kan regne ud at du er sur på ham. Han ved bare ikke hvad han skal gøre ved det…
29. oktober 2012 @ 13:44
Kære Marie.
For det første tak for din meget fine og sobre kommentar. Jeg tænkte, at jeg havde gjort mig fortjent til en langt mere håndgribelig ørefigen ved det indlæg. For du har ret, jeg ved ikke, hvordan det er ikke at kunne begå sig blandt andre. Jeg kan altid dække usikkerhed med humor, uvidenhed med tavshed eller forvirring med spørgsmål.
Og du har ret i, at vi alle skal hjælpe hinanden. Jeg har enkelte venner og veninder, som kæmper med store flokke, small talk eller følelsen af at gå i et med tapetet. Ærligt talt, tror jeg, at vi alle gør det nogen gange, men enkelte ved, som du så fint beskriver det, ikke, hvordan de skal ændre situationen. Men fordi de er mine venner, har jeg en langt højere tolerance for meget ærlige udmeldinger, tavshed eller behovet for at snakke om, hvordan man kan begå sig.
Jeg ville sådan ønske, at min kollega havde nogle venner, der kunne gøre det samme for ham. For vi er ikke venner. Og ærlig talt, hvis han sagde de ting, han siger i en mere rolig tone, frygter jeg, at jeg stadig ville lade mig irritere af ham. Jeg er ikke særlig pædagogisk omkring bedrevidenhed, selvom jeg garanteret selv gør mig skyldig i det ofte. Nogle gange tror jeg, at de ting vi afskyr mest ved andre, er de karaktertræk, som vi kan genkende fra os selv, men skammer os over.
Nu skal jeg ikke væve for meget mere. Jeg tror, at din selverkendelse omkring du og din søn gør meget af arbejdet for jer. Det, at i ved det. Jeg oplever, at det som virker for mennesker, som altid havner i den der akavede tavshed er at dyrke akavetheden lidt. Mærke efter, om det egentlig er så slemt. Jeg ved, at det ingenlunde hjælper din søn. Børn er onde. Jeg håber bare, at han ikke samtidig er overvægtig og/eller har et navn der rimer på fisse. Men de skal nok finde noget – det gør de altid. Det ved jeg ikke, hvad man kan gøre ved.
Min tætteste veninde, der har lidt svært ved store flokke, mange mennesker eller folk, som har markant anderledes holdninger end hende selv gør to ting, som jeg beundrer. 1. Hun står ved sig selv og sin holdning og undskylder ikke, hvis den anden person er lige så slem. Bare fordi hun har svært ved det sociale, er det ikke nødvendigvis hendes skyld, når en situation bliver betændt. 2. Hun er ærlig. Hun kan godt svare ‘jeg ved ikke, hvad jeg skal sige’ eller ‘Nu skal du stoppe mig, hvis jeg taler for meget’.
Det blev en smøre og jeg ved ikke engang, hvor jeg vil hen med det.
30. oktober 2012 @ 09:05
SKulle til at skrive noget sarkastisk om, at Aspergere da også er besværlige for alle de “normale”, og kunne de ikke bare holde sig for sig selv, men jeg orker ikke.
Det er et fint svar, Marie skriver, og selvom den støjende og kantede kollega formodentlig ikke vil opdage, hvad der sker ved at I forstår ham (skulle I nogensinde komme dertil), kunne det måske give jer lidt overskud til ikke at rulle h-e-l-t så meget med øjnene af ham.
30. oktober 2012 @ 09:31
Totally. Det faldt mig aldrig ind, at det kunne være Aspergers. Konstaterede bare, at det larmede.