Sommerdage
Velkommen til det nye look. Her skal nok ske ændringer efterhånden, men først og fremmest skal jeg holde op med at panikke, hver gang jeg åbner bloggen, og den ikke er lilla. Giv mig tid.
Tid. Det har jeg masser af for tiden.
Det er det her sommer. De lange lyse dage. Dem som gør, at vi ikke flytter væk, selvom jeg seriøst overvejer det hver evig eneste vinter. Hvert år i januar tænker jeg ‘Der er fandme ikke noget, der er de her måneder værd. Hvorfor helvede flytter jeg ikke bare til Sparta?’.
Men når dagene så kommer. Som nu. Så ved jeg jo godt, at det har været det hele værd endnu et år.
Nyder et par fridage i ugens løb, fordi jeg har en del weekendvagter for tiden. Og sådan en torsdag uden formål har virkelig givet mig ro i sjælen og et smil på læben.
Stine kom allerede i går. Vi kan aldrig rigtigt styre vores samvær. Først skulle vi bare træne sammen i dag. Så spurgte jeg, om vi ikke også skulle ligge lidt i park. Så toppede Stine med, at der var lukket for vandet hos hende i dag, så hun ville egentlig gerne være her hele dagen. Resultatet blev, at jeg overtalte hende til allerede at komme i går og sove her. For hvem gider vågne op i en lejlighed uden vand?
Hun er i bad nu efter træningen. Den Sunde og Raske knokler foran skærmen. Vi har grillet lækker mad og gennem den åbne altandør kan jeg høre naboer, underboer og hundeluftere småsludre i den lune skygge der er opstået, efter husmuren i den anden ende af parken har skærmet af for solen.
Det spænder i mine kinder efter solen i dag. Og over røven har jeg en meget charmerende rød stribe, hvor jeg ikke lige fik smurt solcremen helt ned til bikinikanten. Det føles som sommer.
Faktisk kan det næsten ikke blive bedre. Jeg har det sådan hér indeni.
-Trix
på nye eventyr...
6. juni 2013 @ 20:36
Her er vel nok fint, rart og ikke truende, tungt lilla! Ah, jeg læner mig tilbage og nyder endnu mere Trix!
muttilove
7. juni 2013 @ 15:55
hmm jooo, altså jeg synes godt lokket ku’ være liiidt mere funky???!!
-men det er fantastisk, det virker og det er lækkert med uden reklamer:-)
kh Muttilove (du er absolut on my mind, men den rigtige røde er ikke umiddelbart tilgængelig i den rette kvalitet;-)
muttilove
7. juni 2013 @ 15:56
og det var loOket, der godt ku’ klare lidt funk<3
Trix
7. juni 2013 @ 20:10
Mutti: Jeg venter gerne på den rigtige røde. Don’t you worry. Og ja – et eller andet fest og farver skal der da til.