Vi skal til det igen. Selv om jeg hænger lidt i bloggerbremsen i disse uger og ikke helt får skrevet, så meget som jeg gerne vil, er jeg heldigvis ikke for travl til at dumme mig. Gentagne gange om ugen.

Højdepunkterne fra sidste uger er:

Tirsdag blev dagen, hvor jeg endelig efter måneder og uger og dovenskab og manglende tag-mig-sammenhed endelig igen pakkede tasken og tog til træning. Forklaringen? Jeg vågnede med ondt i det GODE knæ.

Fredag havde jeg egentlig planlagt at tage til fredagsbar med jobbet. Men jeg blev hjemme og læste bog i stedet. Rigtig hyggeligt, men også så roligt, at jeg blev rastløs lørdag og følte, at der skulle ske noget. Sendte en sms til en veninde og spurgte, om hun ’tilfældigvis var inde i selve København og frisk på vin’. Succes-raten på den slags beskeder er jo minimal, men hun ringede tilbage og var fandme: 1) 15 minutter væk på en cykel 2) til et arrangement med mennesker jeg kender og holder af 3) de havde fået et par afbud, så der var kuverter i overskud til en treretters menu med vin. Sjældent er jeg så hurtigt kommet ud af døren, og sjældent er jeg blevet så ulideligt fuld.

Da jeg forlod Psykopaten ved to-tiden om natten, anede jeg ikke hvor min ven var, jeg kunne ikke styre min hikke og jeg måtte tage en taxi hjem med cyklen bagpå. Så fuld var jeg.

Takket være min uendelige fuldskab, var jeg nødt til at sætte et vækkeur, så jeg kunne komme tidsnok op til min aftale med min bror søndag. Jeg havde lovet ham at hjælpe med at flytte 400 kilo gulvbrædder.

400 kilo.

Gulvbrædder.

Jeg måtte lige kaste op en enkelt gang, inden han kom og hentede mig, og havde en pose chips og en flaske vand med i bilen. Og dårlig ånde og en gigantisk hovedpine. Men det lykkedes. Jeg kæmper for at holde, hvad jeg lover folk at hjælpe med.

På en eller anden måde lykkedes det at undertrykke mine tømmermænd, mens vi bar sagerne ud af Silvan og læssede dem af igen. Af to omgange.

Men da min søde kæreste kom og hentede mig, og jeg igen bøjede mig ned og tog sko på, blev jeg udenfor så dårlig, at jeg ikke kunne nå ind på toilettet igen. Skrev efterfølgende en sms til min bror:

Måske var min kæreste også nødt til at holde ind på vejen hjem, så jeg lige kunne kaste op igen i en skraldespand på Frederiksundsvej. Undskyld København. I det mindste var der mest tale om vand… Der skal gå meget længe, før jeg er fuld igen.

Er du up to speed med mine seneste ugers akavede højdepunkter? Hvis ikke, kan du finde nogle her og her og her.

Du er selvfølgelig også som altid velkommen til at dele dine egne fortræffeligheder i kommentarfeltet. Jeg elsker noget at gnække lidt over.

Følg, like og del:
error20