So it begins. Verdammt.

Hvorfor kan jeg ikke bare gøre ting på en normal, sund og tilstrækkelig måde? Hvorfor skal alt være all in eller not in at all med mig?

Jeg vil være ærlig. Det der træningshejs går sgu fint. Vi griner, prøver en masse forskellige hold, og hell – en af mine venner spurgte for nylig, om jeg dog ikke havde tabt mig? (Svarede: naaaerjeøh. Bare sådan strammet lidt op du ved?) For jeg vil helst ikke være ved at ændre bevidst på min krop. Som om den ikke er god nok, som den er.

Træning tre gange om ugen giver fine prioriteter. For hvis man kan prioritere at træne, kan man også sørge for at se venner, holde fri i weekenden, handle ind til lækker mad og andet godt. Træning tre gange om ugen giver fin nattesøvn mig mig. Og lidt mindre dårlig samvittighed på 500-gram-bland-selv-slik-dagene. All is good.

Hvis ikke, det altid skal tage liiidt overhånd. Som i denne uge. Hvor der – gyyys – pludselig står fire gange træning på programmet. Og den Underskønne Leise lige skriver og foreslår spinning i dag oven i hatten. (Kom ikke med, sov middagslur efter job fra 5-13). Men hvad sker der så for, at jeg har dårlig samvittighed nu? Hvorfor bilder mit hoved mig ind, at det hele tiden skal blive større og vildere? Hvorfor føles det forkert ikke at træne, når jeg allerede HAR planlagt ugens træningsdage med Stine?

Kan også mærke den dårlige samvittighed hviske mig i øret, når jeg handler. Der ryger langt færre poser skumbananer ned i kurven these days. Hvilket i og for sig er en god ting. Det sker i høj grad fordi, ‘nu skal jeg jo ikke ødelægge træningen’. Men pludselig æder jeg røvsyge salater til frokost uden at se skyggen af tilfredsstillelse eller mæthed. Ikke sådan en ordentlig røvfuld fra Smag eller det Grønne Hjørne. Bare en papsalat fra Netto, hvor jeg før eller siden begynder at holde igen med pastaerne i bunden.

Og ved i hvad? Det eneste som den stigende fanatisme og konstante dårlige samvittighed jeg giver mig selv fører til er, at jeg på et eller andet tidspunkt hader foretagendet så meget, at jeg smider alt fra mig, hvor jeg går og står og går i antimode. Slik, kage og ingen træning, fordi det kan ikke passe, at jeg skal kontrollere mig selv så meget. Så plejer jeg at give los for alt. Alle barnlige, usunde og ufornuftige impulser bliver levet ud og fulgt til dørs, indtil den levevis også bliver problematisk i min samvittighed.

Kan ikke forstå, at jeg skal gøre det så svært for mig selv. Altid skal køre i ring, hvor perioderne mellem de to yderpunkter kører fint, men hvor det før eller siden altid bliver for meget af det gode. Fordi jeg ikke ejer mådehold med noget i mit liv.

Der er bare ikke rigtig nogen naturlig grænse for mig. En stor del af den gode følelse efter træning, er for mit vedkommende, at jeg ikke skal have dårlig samvittighed over IKKE at have trænet. Ikke den der ‘high’ som alle taler om. Bare en streg i regningen, så jeg ikke er et dårligt barn i dag.

Jeg tæver mig selv mentalt, hver gang jeg ser mig i spejlet i perioder. Ligegyldigt hvilken vej forandringerne går. Fordi det går for stærkt/ for langsomt/ forkert/ den forkerte vej men mest af alt, fordi jeg ikke bare kan slappe af og sige: Fuck nu det, Jeg er fantastisk. Det kan jeg godt nogle dage, men faktisk oplever jeg for tiden, at jeg får flere øv-dage, jo mere af det ‘rigtige’ og ‘sunde’ jeg gør for mig egen krop. Som om jeg er ligeglad, når jeg intet gør, men når jeg gør lidt af det rigtige, er det aldrig godt nok.

Tror jeg tager et meget langt bad efter træning i morgen og lige holder et møde med min hjerne. For jeg troede ærlig talt ikke, jeg var sådan en kælling, der gik og bagtalte og tænkte dårligt om folk. Jeg gør det så bare ved mig selv i stedet.

Blah. Nu kan vi ikke holde mere dårligdom ud – Trix er fantastisk, jeg smider badevægten ud!

Følg, like og del: