Små trin til selvomsorg
Jeg ved ikke, hvad der virker for andre. Men her er et par ting, som virker for mig.
1) Jeg siger nej uden at vide hvorfor
Det er ikke sådan, at jeg har lavet en “No Man”-film eller lignende. Jeg forsøger bare at lade være med blindt at følge. I faglige diskussioner har jeg den holdning, at man gerne må komme med en anke, men ikke må bremse eller forvente en beslutning omstødt, hvis man ikke selv har en anden vej at gå, et bedre forslag eller et alternativ til det vedtagne.
Det må jeg godt med mine følelser. Og derfor må jeg, når det handler om mig selv, gerne afvise og sige nej til noget, uden at jeg intellektuelt skal kunne forklare hvorfor. Det først at mærke og siden at følge sin mavefornemmelse kan være utroligt svært, og det har hjulpet mig meget at sætte ord på, at jeg ikke behøves at vide, HVORFOR jeg følger den. Det gør jeg bare, fordi den er min.
2) Jeg svarer: “Det ved jeg ikke”
Jeg vil så gerne være klog og god og sjov. Så meget, at jeg tænker, så det knager og brager, hver gang nogle jeg holder af stiller mig et spørgsmål. Også selv om de måske kunne slå spørgsmålet op selv, også selv om jeg måske ikke havde en holdning til emnet før – så forsøger jeg bare at finde og få en, gerne god og helst klog tanke lige nu og her. Og hvis det ikke lykkes, så føler jeg mig dum og utilstrækkelig og bliver bange for, at det her menneske, som jeg holder af, skal synes jeg er dum.
Men hvis jeg nu bare svarer “det ved jeg ikke” – eller endnu mere rebelsk “det interesserer mig ikke”, så er den ikke længere. Så skal jeg ikke tænke i high speed, jeg skal ikke tage højde for seneste forskning eller politisk udmelding og formulere en holdning, der tager højde for, om personen deler min feminisme eller er helt galt afmarcheret og i hvor høj grad, jeg orker at skulle diskutere det LIGE bagefter. Jeg kan bare sige “det ved jeg ikke” og gemme min mentale energi til noget andet. Easy peasy.