Hvor meget skal man egentlig spise som slank?
Hvordan gør normale mennesker egentlig?
Altså. Normale mennesker, der vejer noget normalt og ikke sådan går amok i pandekager eller kanelsnegle et par gange om ugen?
Hvad spiser en person, der har et ganske normalt og sundt forhold til mad? Og hvor mange portioner? Og kan det virkelig passe, at kulhydrater betyder så meget? Og at mængder gør?
Hvor meget træner en normal person? Og hvor hårdt? Når jeg ser mig selv transvede efter halvanden times intentiv cardio-styrke intervaltræning, og så ser mother of all bodies stå og småtrippe på en stepmaskine, kan jeg da godt få den idé, at jeg gør et eller andet forkert? Eller for sjældent.
Arj men. Når man nu evig og altid har været typen, som enten trænede seks til otte gange om ugen, og gerne kombitræning (f.eks en løbetur og så en kilometers svømning, eller boksning og svømning eller cardio og så boks) – eller slet, slet ikke trænede. Så kan det altså godt være svært at regne ud, hvad alle i tynde, lækre piger gør rigtigt, som jeg gør forkert?
Og når man nu evig og altid har levet for at spise og ikke omvendt. Og med fuldt overlæg har trænet mere i perioder – for at kunne spise mere, så er det egentlig en gåde for mig, hvad de smækre trunter på stepmaskinen mon spiser, siden deres kroppe arter sig så meget anderledes end min?
Måske er det faktisk hér, at diætister og/eller personlige trænere kan være behjælpelige. De må da alt andet lige vide, hvad der skal til for at leve sundt – som alle andre mennesker?
Hvad pokker gør i? Ved DU godt, hvad der er ‘normalt’ i forhold til mad og træning? For jeg har ingen anelse…
Mads
19. maj 2012 @ 18:30
Oh Trine, det er som at høre et ekko af mine tanker. Har i mange år gjort grin med at jeg er bygget som en bulldozer, og så ladet som om at det ikke stak dybere, mens jeg i virkeligheden havde lyst til at tude over jeg ikke var x antal cm højere eller havde en krop som [indsæt navn på smækker mand efter eget valg her].
Det har taget tid at finde ud af hvad der fungerede for mig. Men en kombination af daglig løbetur + moderat til hård cardio om aftenen (fx cykling eller cross træner) den ene dag, og løbetur + hård styrketræning den anden mandag til lørdag, og så en god lang gåtur om søndagen, det virker. For mig.
Og så holde øje med kalorieindtaget. Jeg tæller ikke kalorier hele tiden og konstant, men jeg har talt på typiske dage, ved hjælp af http://www.fitday.com/ og så holdt det i baghovedet.
Jeg har så også måtte indse hvad jeg kan spise og ikke kan spise for at holde det. Jeg skal fx holde mig fra ris, kartofler og hvidt brød mere end en dag om ugen, helst slet ikke, og så ellers gå amok i rodfrugter, salater, frugt, kød og groft brød til et måltid om dagen. Hvis jeg gør det, så kan jeg godt tillade mig 1/2 liter sodavand og max 100 g slik om ugen.
Det var sgu ikke sjovt de første mange uger, men efter tre-fire uger vænnede kroppen sig til det, og sukkertrangen forsvandt lige så stille.
Der er lang vej igen for mig, førend jeg er der hvor jeg vil være, men jeg er begyndt at vænne mig til det, og at finde det sjovt. Men der er en gylden sandhed, og det er at det at tabe sig det gør ondt, og det er meget meget MEGET lidt sjovt (Og det ved du også godt, kloge og dejlige Trine, men jeg skal jo sige det)!
sofie
19. maj 2012 @ 22:32
Jeg har også været en buttet teenager, der drømte om den perfekte krop og inde i mit hoved ikke kunne forstå, hvorfor man ikke fik den efter en fx måned træning? Men nej, den slags kræver benhård omstrukturering af din hjerne og vaner og kan tage et par. Nu er jeg virkelig slank (if I may say so myself), træner ofte og har INGEN trang til søde sager eller usundt mad. Det er i de seneste år blevet vist, at motion faktisk ikke er så afgørende for, at man taber sig. Det er ypper vigtigt for ens organer og velbefindende… men ikke for at tabe sig! At tabe sig handler om at forstå, hvordan mad virker, fx at man kan smide kilo efter kilo ved at droppe carbs, men at de self. kommer tilbage det sekund, du vender tilbage til gamle vaner 🙁
Man skal tage den hårde realisation, at man simpelthen som et voksent, sundt menneske ikke kan tillade sin krop at fylde den med klamme og usunde ting – det må man være voksen nok til! Det er ligesom at gå på arbejde, betale skat, tage opvasken og gå til tandlægen. It must be done. Så nej, “normale” mennesker går ikke amok i junkfood, fordi de har forstået, at man ikke både kan være sund og slank og samtidig gøre det, det er en barnlig ønsketænkning, en manglende evne til at forstå konsekvenser. Så første skridt er at erkende dette og indse, at det bliver skidehårdt!! Men på den anden side, ja det er en sand lykke at være fri fra den slags craving, man er totalt i kontrol af sine spisevaner. Og det er værd at kæmpe for!
Lene Balch
20. maj 2012 @ 08:20
Altså de tynde spiser ikke noget, basta! De spiser ikke noget almindelige mennesker kan lide, de er som regel meget kræsne, tror jeg….jeg ved det faktisk ikke. Men jeg har snakket med en træner i mit trænings center, og han sagde, at træning er godt for at blive strammet op og være fit, men det er ikke det der får dig til at tabe dig, det er hvad du propper i munden…..ærgerligt nok. Jeg har lige fundet Madlog.dk. og det er vist noget der virker, tror jeg. Der er det dig der bestemmer og ingen løftede pegefingre, du skriver simpelt hen ind hvad du spiser, og du snyder kun dig selv hvis du ikke skriver alt ind og jeg tror det virker. De første dage syntes jeg det var besværligt, men nu kører det og jeg tænker ski over hvad jeg putter ind i munden. Jeg har også haft så meget overskud på dagens konto at der var råd til lidt slik som også blev skrevet ind. Sagt på jysk: Man bliver kun fed når halshullet er større end røvhullet 😀 Men husk nu at livet skal leves og nogen gange bliver man vel også nød til at se på om man overhovedet kan blive helt tynd og alfe-agtig….jeg kan ikke, men jeg kan i hvert fald blive pænere at se på og føler mig godt tilpas i mit tøj og med mig selv.
Tak for en af de sjoveste og dejlige blogge i min blog-roll
Kram Lene
Trine
20. maj 2012 @ 13:31
Hm…
Jeg tror måske første skridt på vejen er at erkende,
der ikke er nogen “normal”.
Det er SÅ forskelligt, hvad der virker for den enkelte.
Hvis du – som jeg – har tendens til svingende blodsukker og
en lille fedtpude på mavsen, kan det være en rigtig god idé et at udlukker korn (som du vist også gør pt.?) og skrue op for fedtet…
Når det er sagt, så vil jeg VIRKELIG anbefale dig at klikke ind forbi http://www.madbanditten.dk/2012/05/18/the-skinny-on-obesity-6-om-stress-og-overvaegt/ og tage dig den gode gode halve time det tager at se de små film. Der går så mange ting op for én, og som det aller vigtigste bliver man ikke slået i hovedet med sin overvægt, men får nærmere forklaret, at man ikke selv kan gøre for det.
Jeg hepper:-)
Jane
20. maj 2012 @ 17:34
Pokkers godt spørgsmål, du stiller der! Jeg har heller ikke svaret på, hvorfor nogle kan leve af sukker, hvidt brød og alkohol og alligevel være slanke og fri for overvægt, rynker og appelsinhud, mens andre tager 3 kilo på, bare de tænker på en skive franskbrød. Sidstnævnte er mig selv, dengang jeg spiste brød. Jeg tog vitterligt 3 kilo på, hvis jeg spiste en skive brød. I væskeophobninger, forstås, men mine bukser var da ligeglade med, om de ekstra kilo kom fra væske eller fedt. De strammede bare som ind i helvede. Nå. Jeg har som sagt heller ikke svaret på dit spørgsmål, men jeg tror, at nogle af svarene skal findes i ustabilt blodsukker og stress, som Trine også er inde på.
Hej fra Jane
PS: Fin blog, du holder dig. Den er straks blevet tilføjet mit feed 🙂
Anne
20. maj 2012 @ 22:45
Jeg vil sige det sådan, at jeg faktisk spiser meget mindre og meget lettere, end jeg nogensinde troede, jeg skulle komme til for at holde et bmi på 21, her hvor jeg er 27 år – og altså ikke længere en vårhare med turboforbrænding (hvilket jeg tror, er forklaringen på NOGLE af de der trippende bambier i fitness). Jeg var i mange år overbevist om, at hvis jeg bare trænede nok, så kunne jeg spise, som jeg ville, men sandheden viste sig at være, at et vægttab var totalt umuligt uden at regulere på kosten. Så jeg har virkelig måttet justere min opfattelse af et “normalt” madtindtag. Det var mega svært i starten, men man bliver lynhurtigt bedre til at overskue, hvor meget man kan spise af hvad, i takt med at man bliver bekendt med madvarernes kalorie- og næringssammensætning samt ens egen krops måde at fungere på.
Hvis jeg falder i og spiser mange kulhydrater, sukker, kage osv. så kan det ses. På den måde er kroppen benhård. Den omsætter det, der kommer ind på forskellig vis, og der er så nogle ting, der er smartere at indtage end andre, hvis målet er vægttab. Så jeg fører sådan et cirka system i mit hoved, hvor det helst skal give kaloriemæssigt underskud på ugebasis. Jeg kan altså godt skeje lidt ud, men jeg indhenter det så i den anden ende igen, så det går i minus, når ugen er omme.
Det handler ret meget om at være motiveret i starten, tror jeg. Og når tingene så bliver en vane glider det hele nemmere. Men det VAR ulideligt i 2-3 måneder, før det blev godt. I sidste ende var jeg bare så led og ked af at være slasket og føle mig som en strandet skude, at jeg til sidst gik i kast med det. Det tippede simpelthen over på et tidspunkt.
Signe
17. januar 2013 @ 16:10
Jeg kender det kun alt for godt. Nogle gange, når jeg er sammen med en gruppe venner tænker jeg; hvordan kan de holde den slanke linje – og de fylder sig tilmed med kager, mad, alkohol til festen. Gad vide om de bare ikke kan tage på, eller om de aldrig spiser noget når de er hjemme og er på konstant slankekur jeg ved det ikke – men jeg ved, at jeg tager på, bare jeg ser en slikpose 🙂