Skænderi søges

Vi er efterhånden enige om, at det ikke udelukkende er en god ting, at vi aldrig skændes. Eller diskuterer.

Faktisk har vi maksimalt råbt fisse efter hinanden, og det som regel i en gedigen brandert og med højt humør. Enkelte gange har jeg været RASENDE, når jeg gik i seng, efter han havde glemt at komme hjem i sin brandert – eller efter han var forduftet fra diskoteket for at synge kareoke i den anden ende af byen. Men det er altid overstået næste dag. Det er som om min vrede fordamper ved synet af hans moralske tømmermænd. Og så er det meget nemmere at lade dem gøre arbejdet og så bare puste til gløderne, hvis jeg synes han holder op med at skamme sig for hurtigt.

Han har heller ikke råbt af mig. Hverken når jeg planlægger vores weekend, så det passer nøjagtigt med at jeg skal hentes og bringes i bilen. Eller når jeg er sjov på hans mors bekostning herinde – og i øvrigt får ham til at klare ærterne med hende, hvis der sker noget på den front, jeg ikke er heeelt med på.

Han har aldrig kigget mig lige i øjnene og sagt ‘Nu holder du KÆFT, kvinde!’. Og det kan umuligt være udelt godt. Vi når altid til en slags enighed, til et kompromis. Lader den det betyder mest for få sin vilje, og snakker vores ‘følelser’ og ‘tanker’ godt igennem, så vi ‘ved hvor den anden står’.

Det er faktisk underligt. For hverken den Sunde og Raske Fyr eller jeg er særligt pædagogiske – eller særligt modtagelige overfor pædagogik, så vi kan ikke forstå, vi ikke har råbt af hinanden endnu.

Er der en slags byld, man skal tage hul på? Er der et bestemt emne, man skal finde for at komme igang? Skal man på kursus for at lære at skændes?

Jeg siger ikke, at jeg vil kaste tallerkener efter ham eller kaldes noget grimt, men hvorfor er vi så rolige? (Læs: kedelige). Fungerer rigtige forhold sådan?

Følg, like og del: