#RF13 Dagen derpå
Ting der fylder mig mød lykkefølelse på Roskildes sidste dag:
Når en kollega gir mad for at tømme sit smarte chip-kort
Når kollega sender sin pung med mig ud og hente slik
Når solen varmer mig, mens jeg ligger i græsset og hører Black Rebel Motorcycle Club
Når Nikon-folkene giver deres plakater gratis væk – til mig blandt andre
Når Miguel, der er ugens sidste interview, viser sig at være helt, helt nede på jorden, ærlig og forholdsvis nem at imponere med gode spørgsmål
Når han synger som en drøm
Når en fremmed dame på vejen hjem spørger, om hun ikke lige skal bære lidt af min alt for store oppakning
Når en fremmed mand giver taxa-turen til stationen, bare fordi han må komme med i vognen
Når en halvbekendt deler sit klippekort med mig til turen hjem
Når Tim i toget efter en uge stadig er så snaksagelig, at han er nødt til at fortælle mig om hele sin uge og giver mig et kram i Valby – selv om vi aldrig har mødt hinanden, før vi stod på toget
Når et ældre ægtepar på fortovet på vej hjem, smiler til mig og konen siger til manden ‘der er vist én, der har haft en dejlig Roskilde’
Ting der giver mig lange løg på Roskildes sidste dag
At jeg har pakket så meget lort. Seriøst? Hvorfor har jeg pakket så meget lort?
At jeg med stor præcision skal arbejde LIGE oven i Queens of The Stoneage
At min hals er helt fucked efter tre dage som ryger. Min vejrtrækning lyder som en dødsrallen og den voldsomme slimhoste gør ikke noget godt for mit image.
Når en kollega, som jeg skulle følges med hjem (og som plejer at være sød til liiige at tage lidt af slæbet for mig) får et lift og efterlader mig alene tilbage på pladsen med alt mit lort
Når jeg ikke får aftensmad, fordi jeg simpelthen ikke magter hverken kø, de ting jeg allerede har smagt eller at finde et nyt sted at spise.
Feber
At Roskilde ligger i Roskilde
At der er så mange mennesker omkring mig. Hele tiden. Mens jeg går rundt alene. Det føles næsten voldeligt på mine følelser at være alene i så stor en mængde mennesker, der alle er sammen. Men når man er syg, er det bare meget svært at tage sig sammen til at lede efter de venner, som helt sikkert er et sted på pladsen.
At hverdagen kalder lige om lidt. Har brug for ferie.
