Pocahontas-komplekset
Det er muligt, at tendensen forstærkes fordi man er barn af alko. Det vil behandlerdamen ihvertfald gerne understrege. At rastløsheden og forskrækkelsen over hverdagens trummerum ikke er lige så grel for andre mennesker. Jeg bilder mig ind, at ALLE må kunne genkende følelsen.
Følelsen af det, som du ikke nåede, før du kom dertil, hvor det føles som om det er for sent.
Jeg kom til at tænke, på vej på opgave i morgentoget mellem København og Odense. Opgave, som jeg virkelig glædede mig til – og var lidt stolt over at blive singlet ud til (har sikkert udelukkende noget at gøre med, at jeg skulle møde tidligt).
Men så læste jeg et UdogSe med Johanne S.N fra Ø. Vi er ikke enige. Om særlig mange ting. Men der skete det med hendes historie, som der sker med så mange historier, jeg hører. Jeg misundte hende nogle af de livsomstændigheder hun har haft. Og som jeg ikke havde. Fordi jeg havde nogle andre, mindst lige så gode (måske bedre bla bla – jeg er IKKE utilfreds).
Men jeg ville bare så gerne have nogle om’ere. Muligheden for at gennemleve min barndom tre gange. Den jeg havde, den i kollektivet med højt til himlen og fælleskøkken, den i en rigtig by, hvor jeg ikke først lærte at køre med busser, efter jeg blev konfirmeret.
Der er så meget, jeg ikke nåede. Og som jeg nu aldrig når. Fordi skibet er sejlet med min barndom, min naivitet og de valg jeg har truffet.
Jeg ville så gerne bo i kollektiv.
Jeg ville ønske, at min korte flirt med punk-looket og livet var foregået i et lidt større forum end de 14 punkere og gotere vi kunne skrabe sammen en fredag aften på Zekes. Og at dem, jeg havde omgivet mig med, var der på grund af ideologien og musikken frem for lokket. Som det viste sig.
Jeg ville ønske, at jeg havde lært at stå på skateboard.
Jeg ville ønske, at jeg havde haft 4 søskende. Eller slet ingen. At en af dem var en pige, eller at alle sammen var drenge. At min farfar havde overlevet kræften, så jeg kunne hilse på ham.
Jeg ville ønske, at jeg havde boet i en rigtig by. Og gået i skole med mange mennesker. I stedet for i fire år i folkeren at snegle mig afsted som den tykke pige i en klasse, der talte 12 elever. Svært at blende ind i mængden – eller finde nye venner.
Jeg ville ønske, at mine lærere havde presset mit hårdere i stedet for at være tilfredse, bare jeg toppede klassen. Jeg ville ønske, at jeg havde lært at læse lektier.
Jeg ville ønske, at jeg havde studeret på uni – any uni, bare uni-livet. I stedet for allerede nu, at kunne se enden på livet som studerende, uden nogensinde at have siddet i en læsegruppe på campus og diskuteret etik. Eller matematik. Eller biologi.
Jeg hader, at strømmen i mit liv er så stærk, at den uværgligt tvinger mig forbi en masse afløb, som jeg ikke kan nå at udforske eller afprøve for at se, om de passer mig bedre.
Gemt
14. maj 2012 @ 23:47
Kender godt til de tanker…
Den Rådne Radisse
15. maj 2012 @ 09:50
Rigtig godt indlæg Trix. Har det på samme måde…