Page 2 of 61

Trix classic: Favoritter fra fortiden #1

I min hårde oprydning af bloggen frem mod sensommerens genkomst af bloggen, gik jeg alle mine 700 blogindlæg igennem. Slettede de ligegyldige, satte tags på dem, det er værd at finde igen og en gang imellem gnæggede jeg lidt for mig selv eller strøg tilbage til den følelse, jeg havde på netop den dag for 5, 7 eller 10 år siden.

Og der er altså meget godt dernede, som Du måske har glemt – eller slet ikke har stiftet bekendtskab med, fordi du er ny på kanalen.

Så indulge me og hop med i et trip down memory lane med nogle af mine gamle perler, som fik mig til at sukke, grine eller græde en smule. I dag et par grin og en tilbagevendende længsel, som stadig gælder den dag i dag:

Det er otte år siden, jeg bare aldrig var særlig tjekket, når jeg bestilte tømmermændsmad i Aarhus

Fem år siden, jeg havde det særdeles stramt med mængden af mennesker i 5A’eren efter at være flyttet til København.

Og såmænd også fem år siden, jeg fortalte om en af mine tilbagevendende drømme

Personlig vs. privat: Hvorfor du må se min røv, men jeg ikke skriver, hvis jeg skændes med min kæreste

Jeg har tænkt. Og tænkt, og tænkt, og tænkt. For hvad er vi? Er vi venner? Er I kunder, og jeg er en sælger? Er jeg sådan en, der ved ting – og gider I fortælles ting, eller bliver det træls, når jeg vidensdeler, underviser eller prædiker?

Og hvad er jeg for jer – og ikke mindst for mig selv som blogger. I mine unge blogger-år har jeg delt meget. Om alkoholmisbrug tæt på livet, om kærestesorger og mennesker, der har misbrugt min tillid. Om mit eget mindreværd og min terapi væk fra dette.

Dele af det vil jeg blive ved med og holde fast i, men jeg har så småt opdaget, at jeg har en linje. En forskel mellem om det jeg deler er personligt – om det er noget, der står mit hjerte nær, noget jeg brænder for, noget jeg reelt ved noget om og har en holdning til, eller om det er privat – om jeg deler konflikter, hænger mennesker (eller mig selv) ud, om jeg deler noget, hvor jeg vil blive ked af det, hvis nogle tager det videre, svarer mig imod eller hænger mig ud.

Jeg vil altid være personlig. Det at blogge er at give små facetter af mine tanker og min personlighed videre i håbet om, at I derude kan finde genkendelse, morskab, ny viden, indsigt eller samhørighed. 

Jeg vil ikke være privat. Jeg vil ikke skrive ting, hvor jeg risikerer at fortryde det senere, fordi jeg var for vred eller ophidset, da jeg for til tasterne. Så vi kan godt tale om, at jeg har fået mit hjerte knust eller at jeg har så på sjælen, men du kommer ikke til at høre om det, mens det sker.

Mens de tanker har formet sig i mit hoved, har jeg samtidig tænkt: Hvad er det her? Er det privat, når jeg på Facebook giver min uforbeholdne støtte til TUBA, fordi de har betydet noget for mig? Eller er det et personligt islæt på en god sag?

Er det privat, når jeg skriver om at kaste op af tømmermænd en søndag, eller er det personligt? Hvor går grænsen?

Jeg tror, den et klar i nogle tilfælde. Og i andre tilfælde, knap så klar – men måske også knap så vigtig.

F.eks. har jeg ikke et rigtig godt svar på, hvad det her fraklip fra min seneste makeup-video er:

Men hold. nu. kæft, hvor jeg grinte, da jeg opdagede det.

Og helt ærligt, er det værd at være trendy makeup-blogger, hvis jeg ikke må have bar røv undervejs? 

Kender du LIEB?

Nogle ting skal støttes. Fordi det er rigtigt og godt, og fordi det er en af de cooleste knægte, jeg havde fornøjelsen af at være en akavet teenager sammen med i gymnasie-tiden.

Det er dog ikke derfor, jeg anbefaler Kevins musikprojekt LIEB – det er fordi, det er fandens godt. 

Jeg har skamhørt førstesinglen Nøgen de sidste par dage: 

Og i dag udkommer LIEB med deres anden single Drømmenes Planet, som jeg har glædet mig vildt meget til at høre.

For det kan noget! Kevin har lavet musik altid. Han har aldrig ikke rodet med et projekt eller lavet lydtæpper for andre eller nørklet med sit eget. Og jeg har aldrig oplevet ham lyde så meget som sig selv, som han gør med LIEB. 

Drømmenes planet handler om hans vej gennem en fængslende depression. Drømmenes planet var ikke en flugt, men et sted hvorfra han kunne se tilbage på virkeligheden uden angst og præstationskrav. 

Jeg synes, at kunstnere der formår at give indblik i ægte kampe, er noget af det mest givende. Om det er i tekst, sang, tale eller billede, så kan det noget at spejle andre menneskers lidelser ved at vise sin egen version af en universel lidelse, som depression er. Vi vokser og lærer af at høre, hvordan andre har tænkt, følt og handlet i kampen mod de samme dæmoner, som vi selv kæmper med. 

Derfor synes jeg også, at du skal finde LIEB og høre med. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis de dukker op på festivaler til sommer. Lyden er perfekt til dansk sommer. Musikalsk mærker man, hvor umage de her mennesker gør sig for at lade instrumenterne komme til sin ret og førsteudspillet Nøgen var god fra første gennemlytning, men blev kun bedre de næste 10 gange, jeg spillede den.

Jeg har den der musik-vane, hvor man falder over en ny sang og så lige hører den 100 gange om dagen i nogle dage, før den bliver en del af en af mine playlister på Spotify. Det skete med LIEB.

Hør med! Del! Like og følg. De her mænd KAN noget, og jeg glæder mig til at følge rejsen herfra.

Foto: Van Horn

Og hold øje! Debut-LP med fire numre udkommer 30/11!

Makeup: Børsteteknik til ansigtet

Der findes en makeup-børste til alt, og jeg kan ikke nå at tale om alt i en enkelt video.

Så vi lægger for med huden i en video, hvor jeg lægger colour correct, foundation, concealer, blush og setting pudder med børster.

Kig med og få gode råd til valg af børster og hvordan du skal bruge dem på huden for at få det bedste resultat.

Som sagt i videoen, så er baggrunden for denne video en kommentar, som Ditte har smidt med et spørgsmål om makeupbørster – og hvorfor hun altid ser beauty-bloggere gøre stryge opad og nedad og ikke opføre sig ens.

Og sandheden er nok, at vi gør, hvad der fungerer for os, men det skal ikke afholde mig fra at komme med mine råd om, hvad der virker for mig – og som måske også kan virke for jer.

Jeg elsker, når I har spørgsmål og forslag – bliv endelig ved med det. Det giver trods alt mere mening, at jeg lytter til jer, end at jeg bare sidder og taler med mig selv i de her videoer.

Hvis du ikke har været med fra starten er her et par af mine tidligere makeup-videoer:


Vi burde fandme klage noget mere

Black Friday handler om at få fat i dine penge. Jaja, du kan købe ting billigere, men det er ikke målet for butikkerne. Målet er at blænde dig med så gode tilbud, at du ikke stiller spørgsmålstegn ved, om du skal have en ny fladskærm eller pc – i øvrigt liiige op til den dyreste måned på hele året.

Og det er så pokkers svært at hoppe af forbrugstoget. Det ved jeg godt. Jeg er også selv dårlig til det, og jeg kæmper på forskellige måder og ofte nytteløst. Men jeg kæmper, og de gange det lykkedes mig at stå imod at købe noget idiotisk, jeg ikke har brug for, bliver jeg glad.

Men der er et andet sted, vi kan tage fat, og det synes jeg, at jeg vil slå et slag for!

Vi skal klage.

Lav en google-mappe, en dropbox-mappe, en folder på din telefon – jeg er ligeglad. Men lav et arkiv for hver måned og tag billeder af kvitteringerne på ALT du køber.

For hvis vi ikke kan finde ud af at købe mindre, kan vi i det mindste sende er bedre signal til producenterne og de store virksomheder:

Der er ingen bagatelgrænse for, hvad der skal produceres ordentligt.

Men det bliver os, der skal lære tøjfirmaerne, sko-producenterne, elektronikgiganterne og alle de andre, at de skal lave ordentlige ting.

For lige nu tager de røven på os én luset elendig t-shirt og ledning ad gangen.

Fordi de godt ved, at vi bare køber en ny. Vi går ikke ned og klager over, at den bluse, der kun kostede 129 kroner, blev skæv efter kun to vaske.

Den sidste måned, har jeg måttet sy en knap tilbage i nakken på en bluse, efter første gang, den var blevet vasket (på det korrekte program).

Jeg har måttet fæstne en knappehulsløkke igen, efter blot at have prøvet en ny bluse derhjemme, og jeg har vasket en ny strik, som præsenterede et hul i syningen ned langs ærmet efter første vask.

Helt nyt tøj! Der er produceret så røv-elendigt, at jeg selv må reparere på det med det samme, jeg tager det i brug. Det er røvpikkemig for dårligt!

Men vi sluger det. Vi glemmer blusen bagerst i skabet, hvis den bliver helt skæv efter anden gang, vi har vasket den. Vi accepterer farver, som ikke kan holde eller detaljer, der går i stykker straks.

Men i udgangspunktet har du faktisk to års reklamationsret på varer, som ikke lever op til, hvad man med rimelig kan forvente.

Hold fast i den! Hvad man med RIMELIG kan forvente.

Det er mere end rimeligt at forvente, at tøj skal kunne tåle at blive vasket på det anviste program.

Det er rimeligt at forvente, at knapper, perler og deslige sidder fast, hvis du behandler varen som anvist.

Din oplader skal ikke gå i stykker, dine høretelefoner skal ikke få en løs forbindelse, hvis du ikke behandler dem voldsomt eller dårligt – de skal faktisk kunne holde til at blive brugt i to år.

Det er rimeligt at forvente, at ting kan holde i to år – det er derfor, vi HAR to års reklamationsret. På alt. Din iPhone, dit tøj, brødristeren, føntørreren, skoene. Så længe du ikke sætter ild til lortet, men bare bruger det, sådan som det er meningen, det skal bruges. Så skal det holde i to år, og ellers skal du have en ny tilsvarende ting eller pengene igen. Det står i loven.

Så jeg foreslår en revolution. En klage-revolution. Hvor vi holder op med at acceptere at blive solgt varer, der ikke er produceret til at holde. Hvor vi går tilbage til en butik, og uden undskyldning i stemmen siger: “Denne vare har XXX mangel, det vil jeg reklamere over”.

Og stå på din ret. For de vil gøre alt for at du skal tro, at der ikke er noget, de kan gøre. Men det er en del af deres job.

DIN opgave bliver, at sætte dig ind i Købeloven, som du kan læse og forstå på under én sides læsning her

Og så bliver din næste opgave at få papir på alting. Kvitteringer, og reklamationet og afvisninger. Gem email-udvekslinger, bed om skriftlig bekræftelse, hvis de ikke vil godtage din reklamation, og gør opmærksom på, at sagen går videre til Forbrugerombudsmanden.

Her kan du klage over alt fra fejlagtig markedsføring, hvis butikken har angivet en løgnagtig rabat, hvis vilkårene i dit køb er urimelige og i strid med markedsføringsloven, eller hvis butikken nægter at leve op til gældende lovgivning (som din toårige reklamationsret er) i købssituationen.

Lad os sende et signal til butikkerne og producenterne om, at vi ikke vil finde os i varer, der bliver lavet til at blive smidt ud kort tid efter. Det er ikke sådan, de skal drive forretning.

Det kræver noget af os, det ved jeg. Det er irriterende at gemme kvitteringer og gå tilbage og klage. Men det er en indsats, du kan gøre, som ikke kræver, at du stopper med at købe ALT i hele verden på én gang.

Vi kan ikke på magisk vis holde op med at have brug for vinterstøvler eller t-shirts eller opladere. Vi kan ikke lade være med at købe noget nogensinde igen. Men lad os sende et signal om, at vi godt ved, at nogle producenter lever højt på at sælge os dårlige varer og så håbe på, at det ryger under vores bagatel-grænse, når den går itu. 

Ved du hvad? Jeg vil hellere have en bluse, der kan holde i fem år, end jeg vil købe en lignende bluse år efter år, fordi den ikke kan holde til at blive brugt. Det håber jeg, du også vil.

Anbefaling: Lady Gaga issa mood

En af de ting jeg har navigeret dårligst i i løbet af min musikalske opvækst har været den der uformelige sfære af “hvad det er sejt at kunne lide”. Den sære sociale konstruktion har nogle gange (alt for tit) fået lov til at forskubbe balancen for, hvilke dele af min enormt brede musiksmag, jeg valgte at vise til verden.

Men ved du hvad? Musik skal røre dine følelser. Og jeg skal fandme ikke gøre mig til herre over, hvad der vækker noget i dig – ligesom ingen andre skal have lov til at bestemme, hvad jeg vælger at høre. De der guilty pleasures er jo ikke guilty for mig, mens jeg hører dem. De bliver kun skyldige, når andre lider af dømmesyge.

Jeg er selv mega skyldig i det. Hold kæft, der er meget musik, jeg mener er noget lort. Og jeg vil helt vildt gerne bestemme, at andre mennesker skal vælge det fra og se ‘lyset’, som jeg tror, jeg har klar til dem i form af bedre musik. Men når det samme bliver gjort mod mig, bliver jeg både såret, sur og rasende – og nogle gange skamfuld med deraf følgende endnu større raseri rettet mod både mig selv og den nar, som påduttede mig skam over mit musikvalg.

Jeg vil gerne kæmpe for at dømme mindre. Men jeg vil ikke holde op med at anbefale. Men jeg vil gøre det her og uden at mine forslag skal være en decideret erstatning for noget – det er bare god musik, som jeg elsker og gerne vil dele.

I dag skal det handle om Lady Gaga. Voksne Lady Gaga.

Du har måske allerede set A Star is Born i biffen – eller også har du den til gode, ligesom jeg. Men hun får ros, den gode Gaga. Og jeg er sikker på, hun fortjener det, for hold nu kæft, hvor har hun rykket sig. Og jeg vil gerne anbefale det album, jeg mener, har været en slags vendepunkt i hendes karriere. En løsrivelse, om man vil, hvor hun også fandt lyst og plads til at udtrykke sig på andre måder end bare med musik.

For mens jeg var lidt for lang tid om at hoppe med på galejen, da Poker Face brød igennem i 2008 (jeg har aldrig været den hurtigste), kunne jeg rigtig godt lide Judas, Bad Romance og Applause:

Men tiden efter. Hvor Gaga har erkendt for sig selv og for verden, at hun lider af en smertefuld kronisk sygdom. Hvor hun desværre aflyste den koncert, som P og jeg ellers havde glædet os til. Men hvor hun er rundet de 30 (ligesom mig) og har taget magten tilbage fra popindustriens forventningspres og har tilladt sig selv at nytænke og skabe musik på nye præmisser, der har hun rykket sig helt vildt i min optik.

Jeg blev klogere på hende, da Netflix udsendte dokumentaren 5 foot 2, som jeg synes, du skal se, hvis du ikke allerede har gjort det.

Og så skamhørte jeg Joanne-albummet op til den koncert, som så desværre blev aflyst. (Vi tog til Roben og Knud i stedet for, så alt var ikke tabt). Men det album er, i min optik, et mesterværk i at rive sig fri og blive sin egen.

Storladede følelser, en snert af country og en personlig fortælling som den røde tråd igennem popsange, der fortsat er uendeligt genkendelige som Gaga, men som også er helt sin egen nu.

Du kender Million Reasons:

Men det jeg virkelig gerne vil have dig til at sætte pris på, er country-balladen og albummets titelmelodi “Joanne”, som Gaga har skrevet til sin afdøde faster og hvis bortgang har tematiseret albummets centrering om liv, død og den langt fra perfekte eksistens mens man er her.

Min personlige favorit på pladen er stripper-hymnen Diamond Heart. Det nummer afspejler på sin vis perfekt, hvor jeg (og jeg antager) Gaga er i livet. Vi er nået dertil, hvor vi har sluppet tanken om perfektion. Vi er gjort fri af en del af ungdommens elendige tungsind, men den ægte version af os er også med sine egne fortrædeligheder, som man kan vælge at hænge sig mere eller mindre i. Hør den!

Men jeg synes virkelig også, du bør lytte til Sinner’s Prayer

Og hvis du som jeg også elsker Florence and The Machine, så vil jeg lige gøre opmærksom på duetten med Florence Welch:

Hun er lige et år ældre end jeg. Og Gaga er vokset. Jeg ved godt, at albummet er fra 2016 – men hvis du ikke har fanget og elsket det, så giv den en chance. For nullernes sange var dansemusikken til mine post-gymnasie-fester, senere blev 10’ernes sange mere og mere freaky og en slags flugt, jeg kunne følge med på, og som stak ud fra den meget pæne pop, som jeg følte mig mindre og mindre forbundet med.

Nu er Gaga cool, skælvende, bevidst om sin egen forgængelighed og utilstrækkelighed og kun mere glad for livet derfor. Hun er vokset, og hun tager mig med på Joanne-albummet. 

Tjek det ud, eller tag et lyt igennem hendes 10 top ranked sange fra NME for en bredere indførsel i bagkatagloget.

Overlevelsesguide til tømmermænd for 30+ segmentet

Nu ved jeg ikke, hvordan tømmermænd spænder af for dig.

Men for mig begyndte de allerede omkring de 25 at udmunde sig i hele dage på toiletgulvet, eller i sengen med nedrullede gardiner og en angst for at vende sig, fordi den mindste bevægelse fik alt andet til også at vende sig.

Og det sker faktisk stadig en gang imellem, at jeg må ud om morgenen og tale i det store telefonrør. Også selv om jeg aldrig (nogensinde) har været black out drunk. Aldrig så fuld, at jeg ikke kunne skaffe mig selv hjem. Aldrig så fuld, at jeg ikke kunne tage mig af en veninde, der var fuldere. (Men altså, jævnligt så fuld, at jeg græder over et eller andet – jeg skal ikke gøre mig for hellig).

I sidste weekend blev jeg cirka så fuld, som jeg nogensinde bliver. Og derfor var jeg også jævnt dårlig søndag, og det gik op for mig, at julefrokost-sæsonen nærmer sig. Så måske er vi flere i den båd, der ikke gruer så meget for rødkål på kjole, som vi gruer for næste morgen?

Hvoromaltinger, så har jeg affundet mig med min skæbne som tømmermændsmesteren. Jeg får flere og værre tømmermænd end næsten alle mine venner, men til gengæld har jeg også lært at navigere i mine alkoholvaner så godt, at jeg har indtil flere gode råd til dig, som oplever at tømmermændene tager til og til og til…

De råd deler jeg i dag, og jeg tager gerne imod dine tømmermændshacks i kommentarfeltet!

  • Det er en gammel klassiker, men vand. Vand i løbet af aftenen. Vand i dit glas, hver gang du har tømt en drink eller i din flaske hver gang, du har drukket din øl og ikke noget nyt alkohol, før du har drukket den samme mængde vand som din sidste genstand. Det er det bedste råd, men desværre også det, man hurtigst glemmer, når først musikken spiller. Jeg har nogle få gange haft held med at udnævne en vandminister for aftenen, som hver gang vi ser hinanden skal minde mig om at drikke vand. Den går desværre ofte fløjten, men de få gange, det er lykkedes, har vi begge været glade for det dagen derpå.
  • Jeg ryger ikke til daglig, men det glemmer jeg nogle gange, når jeg drikker. Så synes jeg, det er hyggeligt. Cigaretter forværrer tømmermænd med 50-70 procent. Hvis du kan lade være, så lad være.
  • Mad i maven. Det vigtigste måltid er ikke din morgenmad, det er måltidet du spiser, INDEN du skal drikke. Bevares, natmad er også godt. Men mad inden. Kød, grønt, brød – hele pyramiden. Ikke kun en salat, men et solidt måltid. Det vil din krop takke dig for i morgen. Og hvis du er sulten på vej hjem, så spis bare igen. Der kan jeg bare sjældent få noget ned – det er altså maden inden eller mens du drikker, der tæller for mig.
  • Væskemangelstabletter. På apoteket kan man få nogle brusetabletter, som egentlig er til at sikre sukker og salt hos mennesker, som er syge og for svage til selv at få nok. Altså børn eller diarré-ramte. Men de er fandme smarte de tabletter, for det er dehydreringen der sammen med en mild forgiftning gør tømmermændene så grumme. Det er slet og ret brusetabletter, som du enten kan drikke i et glas vand, inden du går ud eller som jeg tit gør – inden du går i seng. Jeg køber også gerne et rør med på festival og starter hver dag med brusetabletter. De hjælper både mod heldagsdruk og i sol.
  • Treo. Nu kaster jeg ret tit op. Og hvis du sluger smertestillende piller og nogensinde har prøvet at kaste dem op igen, så ved du, hvorfor det er en dårlig idé. Jeg vil ikke gå i detaljer, men forestil dig en slimet vandmand, der smager af galde, som skal op igen. Gehts nicht. Men treo (gerne dem med citrus for mig) opløses, inden du drikker dem og er derfor ikke nær så slemme at holde nede, eller – hvis uheldet skulle være ude – at kaste op igen.

Jeg vil også gerne slå et slag for præventive treoer. At du drikker et glas vand med treo, før du går i seng ligesom med væsketabletterne. Men treo indeholder en smule koffein, og alkohol giver i forvejen en dårligere søvn end normalt, så du må selv vurdere, om du er typen, som ikke bliver påvirket af koffein, når du skal sove.
Når du skal kaste op. Og her kommer vi altså til den del af indlægget, hvor jeg gerne vil understrege, at jeg ikke synes det er fedt at kaste op. Jeg synes heller ikke, det er fedt at være dalrende fuld, og jeg forsøger ikke på at opildne til hverken dødsdruk eller opkast – men det er et vilkår for mig. Nogle gange efter en sixpack fredag aften med venner. Jeg kaster bare op af ganske lidt, og jeg har ikke valgt afholdenhed af den grund. Så når jeg kaster meget op og giver gode råd om det, så er det med dét udgangspunkt. Vil jeg gerne lige understrege.

  • Når du vågner og kan mærke – den er ikke helt god, så er det ikke altid, at man løber ud og kaster op med det samme. Nogle gange kan man bare mærke, at den er der. Og i angst for at kaste op kan man ligge helt, helt stille i timevis og lide. Og lige meget hjælper det. Men det jeg gør er, at jeg drikker et stort glas koldt vand. Måske endda et glas solbærsaft. Selv om jeg ved, at jeg kommer til at kaste det op om lidt. For så HAR jeg noget at kaste op af og skal ikke bare ligge med kramper og hoste galde op. Og solbærsaft smager ens begge veje, modsat cola, mælk og så videre.

Og jeg gør det, jeg drikker et glas et eller andet velvidende, at jeg kommer til at kaste det op. For jeg kaster ikke op to gange lige i streg. Så når jeg har kastet op en gang, kan jeg uendelig forsigtigt nippe et glas med treo – langsomt, så jeg ikke overvælder min mave igen. Og dermed have større chance for at holde det nede længe nok til, at det rent faktisk hjælper.

Spis så snart du tør. Det er ikke rart, hvis man frygter at kaste op. Men jeg er nået den alder, hvor jeg ikke længere kan sove stædigt videre, til jeg har det bedre. Jeg ligger vågen og dødsrallende med mine tømmermænd. Og en af de ting, der kan hjælpe mig hurtigst på højkant igen er et måltid mad – så snart jeg kan holde det nede. Da jeg boede i bofællesskab på Bryggen, kunne det godt være voldsomt udfordrende, når lugten af stegt bacon nåede ind på mit værelse og fik alt til at vende sig nede i min mave. MEN hvis jeg kunne spise med ved formiddagsbordet, blev alt faktisk bedre.

Når vi er ude over punktet, hvor alt indtag kan blive katastrofalt, så er der ikke andet at sige, end at du skal drikke alt, du kommer i nærheden af af vand, sodavand, mælk, juice, kakao og hvad har vi. Du er dehydreret, og du kan nærmest ikke få for meget væske.

Jeg har også konstateret (meget mod min vilje) at en gåtur i adstadigt tempo kan være utroligt livgivende og hjælpe den trætte krop med at komme tilpas meget i omdrejninger til, at tømmermændene rent faktisk forlader kroppen og ikke bare bevæger sig rundt i den hele dagen på sofaen.

For 1000 år siden fik jeg rådet bananjuice. Det fås ikke i Danmark, men det virker, hvis du en dag har tømmermænd et sted, hvor det kan købes.

Jeg understreger lige igen, at jeg ikke opfordrer til overdreven alkoholindtag, misbrug af smertestillende eller bulimi. Det burde ikke være nødvendigt at sige, men i disse tider, ik´?…

So this happened #7

Vi skal til det igen. Selv om jeg hænger lidt i bloggerbremsen i disse uger og ikke helt får skrevet, så meget som jeg gerne vil, er jeg heldigvis ikke for travl til at dumme mig. Gentagne gange om ugen.

Højdepunkterne fra sidste uger er:

Tirsdag blev dagen, hvor jeg endelig efter måneder og uger og dovenskab og manglende tag-mig-sammenhed endelig igen pakkede tasken og tog til træning. Forklaringen? Jeg vågnede med ondt i det GODE knæ.

Fredag havde jeg egentlig planlagt at tage til fredagsbar med jobbet. Men jeg blev hjemme og læste bog i stedet. Rigtig hyggeligt, men også så roligt, at jeg blev rastløs lørdag og følte, at der skulle ske noget. Sendte en sms til en veninde og spurgte, om hun ’tilfældigvis var inde i selve København og frisk på vin’. Succes-raten på den slags beskeder er jo minimal, men hun ringede tilbage og var fandme: 1) 15 minutter væk på en cykel 2) til et arrangement med mennesker jeg kender og holder af 3) de havde fået et par afbud, så der var kuverter i overskud til en treretters menu med vin. Sjældent er jeg så hurtigt kommet ud af døren, og sjældent er jeg blevet så ulideligt fuld.

Da jeg forlod Psykopaten ved to-tiden om natten, anede jeg ikke hvor min ven var, jeg kunne ikke styre min hikke og jeg måtte tage en taxi hjem med cyklen bagpå. Så fuld var jeg.

Takket være min uendelige fuldskab, var jeg nødt til at sætte et vækkeur, så jeg kunne komme tidsnok op til min aftale med min bror søndag. Jeg havde lovet ham at hjælpe med at flytte 400 kilo gulvbrædder.

400 kilo.

Gulvbrædder.

Jeg måtte lige kaste op en enkelt gang, inden han kom og hentede mig, og havde en pose chips og en flaske vand med i bilen. Og dårlig ånde og en gigantisk hovedpine. Men det lykkedes. Jeg kæmper for at holde, hvad jeg lover folk at hjælpe med.

På en eller anden måde lykkedes det at undertrykke mine tømmermænd, mens vi bar sagerne ud af Silvan og læssede dem af igen. Af to omgange.

Men da min søde kæreste kom og hentede mig, og jeg igen bøjede mig ned og tog sko på, blev jeg udenfor så dårlig, at jeg ikke kunne nå ind på toilettet igen. Skrev efterfølgende en sms til min bror:

Måske var min kæreste også nødt til at holde ind på vejen hjem, så jeg lige kunne kaste op igen i en skraldespand på Frederiksundsvej. Undskyld København. I det mindste var der mest tale om vand… Der skal gå meget længe, før jeg er fuld igen.

Er du up to speed med mine seneste ugers akavede højdepunkter? Hvis ikke, kan du finde nogle her og her og her.

Du er selvfølgelig også som altid velkommen til at dele dine egne fortræffeligheder i kommentarfeltet. Jeg elsker noget at gnække lidt over.

4 måder jeg får ro i følelserne på

Tiden er forbi, hvor jeg med vold og magt forsøgte at undertrykke mit indre stormvejr for så at ligge vågen den halve nat og ruge og argumentere inde i mit hoved. Jeg gider det simpelthen ikke mere.

Bevares, jeg er stadig nogenlunde cool på mit stadig forholdsvis nye arbejde, men de har altså heller ikke sat mit pis så voldsomt i kog endnu, at det har været et problem.

Men i de korte måneder, hvor jeg forsøgte mig som tillidsrepræsentant og forhandlingstype på mit gamle job, der var jeg ved at stille træskoene. Ikke kun over uretfærdighed og manglende fremskridt i forhandlingerne. Men over slipsetyperne, de kølige, beregnende “det regnede du vel heller ikke med”-attituder, der påklistrede sig selv betegnelsen “professionel” og holdt fast på, at det jo var jobbet og ikke mennesket, de forhandlede med og ud fra.

Men ved du hvad? Jeg gider ikke bestride et job, hvis der i det ikke er plads til, at jeg også er et menneske. Et menneske som bliver rasende, når jeg føler mig uretfærdig behandlet. Et menneske som bliver ked af det, når jeg føler mig utilstrækkelig – og det er andre, som har plantet følelsen i mig. Det menneske skal der være plads til, også når jeg skal være “professionel” og udfylde en rolle. Det har jeg besluttet.

Men for helvede – det skulle jo slet ikke handle om det. Det skulle derimod handle om, hvordan jeg alligevel fik lov til at sove, sidst jeg væltede rundt i et følelsesmæssigt stormvejr. 

4 måder jeg får ro i følelserne på


Og lad mig være ærlig. Det sker jævnligt for mig. Og ikke altid af store udefrakommende begivenheder. Ud over, at jeg kan stå og småtude ned i de frosne rejer i Meny de første dage af min menstruation, så er jeg også ret følsom overfor tavshed. Fra venner eller familie. Jeg bliver skør i hovedet, hvis jeg sidder stille inde for længe, og jeg kan slet ikke hænge sammen- og få samling på mine følelser, hvis jeg ikke engang imellem får lov til at være alene. Sådan er der så meget.


Men her er fire ting, jeg gør, når følelserne bruser:

 

1) Jeg går ud til vandet. 

Nogle gange er det nok bare at sætte sig ved en Brygge eller på en bænk ved Christianshavns kanaler, men allerhelst skal jeg ud til en strand. Til rigtigt vand.

Sæt dig ved vandet. Kig på det. Tag varmt tøj på og en kop kaffe med, så det ikke er kulden, der får dig til at trave afsted igen.

Jeg kan lide at tælle bølger. Det er noget med, at hver 7. bølge er lidt større end de andre – og jeg prøver at finde et mønster i bølgerne. Vandets lyde, vinden ved stranden og en uendelig horisont er gode til at dulme nerver til ro.

4 måder jeg får ro i følelserne på

2) Headspace

Kender du appen? Det gør de fleste vel efterhånden, men hvis du ikke gør, så er Headspace en app, som er indtalt af Andy. Hans rare mildt britiske stemme guider igennem talrige meditioner – for en pris. Men man kan få 10 meditationer gratis – en slags indførsel, et gateway-drug. Og det er værd at prøve.

Hvis du – som jeg – aldrig har evnet reel meditation uden guide. Hvis tankerne alligevel bare flyver og flyver og flyver, og du pludselig er i gang med at overveje på hvilken side af vejen til Mostar fra Sarajevo det var, at du fik det der helt fantastiske grillede lam, så kan det være rart at lade andre hjælpe med at holde dig på sporet. 

Savasana til sidst i yoga-timer er også god til dette, men den er tit (altid) bare for kort – med mindre man har scoret sig 1,5 timer med 0,5 times guidet meditation, og det er kun om onsdagen, sååå..

4 måder jeg får ro i følelserne på

3) Nayyirah Waheed – eller din foretrukne digter, der har noget klogt at sige, eller en bog som trækker dig et godt sted hen.

I tilfælde af tæt-på-sammenbrudsfølelser kan jeg anbefale:

Morten Nielsen: Jeg ser nu i nat

Michael Strunge: Natmaskinen og 19. juni 1983, 25 år. København

Rupi Kaur; hele digtsamlingen Salt og også opfølgeren the sun and her flowers. Men mest Salt, hvor smerte og heling går hånd i hånd, som i The Hurt og Heal, der står lige overfor hinanden i bogen.

Paulo Coelho: Alkymisten

Antoine de Saint-Exupéry: Den lille prins

Frances Hodgson Burnett: The Secret Garden

Bear Heart: Vinden er min moder

waheed

 

4) En designated ven, du kan ringe til.

Denne kræver både sårbarhed, men også lidt planlægning. For naturligvis er det mega sårbart at dele, når du er overvældet af følelser af den ene eller anden grund. Men det hele bliver bare så meget mere håndgribeligt – og ligefrem mindre – når du siger det højt til et menneske. Et menneske som ved, at deres rolle er at lytte og lade dig tale. Ikke at forklejne din oplevelse, men udvise forståelse og give dig luft.

At have en ven eller to, du ved, du kan ringe til – og som omvendt må ringe til dig, når det brænder på hos dem, er en gave. Vi sender en sms først “Har du tid til, at jeg ringer?”. Og nogle gange har de ikke. Men når de har – og det gør vi os umage for at have – så er det en lettelse.

4 måder jeg får ro i følelserne på

So this happened #6

Valgte at flashe mine ikke-eksisterende cash skills og tage en taxi hjem til Islands Brygge for at fejre min ven Anders, der fik 12 for sit speciale tirsdag. Stred business-agtig og tjekket ud af hovedbanegården fra toget og satte kursen mod taxierne. Endte som et deer caught in a headlight, da min ene elendige glatbundede Føtex-støvle valgte at regnvåd asfalt simpelthen var for stor en udfordring. Nåede heldigvis ikke helt i spagat, fordi mit venstre knæ tog fra.

Trådte ind i en taxa med et skrabet, blødende knæ og en endnu mere medtaget stolthed. gjorde kort proces, og har efterfølgende smidt fire par ikke-særligt-fast-stående sko ud.

Har også gjort en indsats for at erstatte nej-sko med reelle vinterstøvler. Gik så længe rundt i Frederiksberg-centret med opgivende blik og flere og flere trøjer over armen, jeg ikke kunne have på for sko-stress-sved. Opdagede på et tidspunkt, at en mand var gået fra den forrige forretning til den næste samtidig med mig. Måske tilfældigt, men han fulgte også efter mig ind i den næste. Blev ærlig talt lidt sur og overvejede, om jeg næsvist skulle spørge ham, hvad han håbede at opnå ved at følge efter en fremmed kvinde, der går alene rundt. Men så så jeg den. Walkie-talkien. Som hang i bæltet på center-betjenten, der fulgte efter mig, fordi jeg gik så længe rundt i så mange butikker og kiggede tilsyneladende formålsløst på ting, at man kunne få den tanke, at jeg ville stjæle noget. Blev ikke sex-chikaneret, opførte mig bare suspekt. Så deeet.

To dage senere så mine fødder sådan her ud: (Hurra for nye sko)

Der er heldigvis ingen af mine kolleger, der har opdaget det endnu. Men jeg opdager jævnligt, når jeg har været ude at tisse, at døren slet ikke er låst, når jeg går ud igen. Jeg ved ikke, hvad der er med min hjerne, men jeg tror simpelthen, at det højlydte klik, når man lukker døren, snyder min hjerne til at tænke “låst”. Satser stærkt på at aflære den dårlige vane igen, inden en af mine kolleger kommer til at gå ind, mens jeg sidder på tønden.

Smuttede på weekend med en flyver og en kæreste, og havde for en gangs skyld husket tandbørsten – ellers noget, der klassisk har været glemt og betydet, at det var tid til en ny tandbørste. Den første morgen stod jeg dog op, og konstaterede, at jeg ikke havde pakket nogen trusser. Nu er jeg ikke ligefrem commando-typen, så vi måtte altid lige ud og købe ekstra til resten af weekenden.

Brilliant type, I know. Du kan gnække over flere brilliante moments her og her og her.

Eller du kan bare dele ud selv i kommentarfeltet? Så får jeg også noget at grine af.

Page 2 of 61

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

error

Enjoy this blog? Please spread the word :)