Noget af det bedste ved mig, er min evne til at begejstres. Over næsten alt. Jeg kan blive ægte glad, opløftet, rasende og ked af det over de oplevelser, som mine mennesker går rundt og har. Empati er en gave, men det betyder også nogle gange, at jeg har 100 procent af mine sensorer rettet mod omverdenen i stedet for mig selv.

Begejstring gør, at jeg er god at undervise, nem at samarbejde med og at jeg hele tiden ser muligheder og får idéer. Men nogle gange – viser det sig – får jeg for mange idéer.

Ærlig talt blev jeg eddersur og faktisk også ret ked af det, da min kæreste i sidste uge beskyldte mig for at sælge ud. For at give afkald på alt det, jeg havde sagt, jeg gerne ville, fordi et nyt element i et nyt fag på mit studie havde vist sig at være endog meget interessant og noget, jeg oplevede at have naturligt flair for. På rekordtid var idéer til undervisning, planer og workshops dukket op i mit hovedet. Inspireret af en kursusholder et par uger forinden så jeg en forretningsmodel for mig, hvor jeg med min teoretiske indsigt og personlige gennemslagskraft kunne skabe en virksomhed, der ville hjælpe en bred vifte af små og mellemstore startups med at sætte ord på deres kerneværdier og brande sig bedre.

Det var uhyre interessant at dykke ned i.

“Hvad så med alt det, du ville før?”, spurgte han skeptisk.

Og jeg blev så sur og såret over, at han ikke kunne se, at jeg havde fået en NYERE idé. En BEDRE idé. (Og lad os være ærlige: En nemmere idé end den fluffy fremtidsdrøm, jeg ellers går rundt med og forsøger at tegne konturerne af).

Jeg vil stadig fastholde, at det kunne være sagt på en pænere måde (I have big feelings). Men da støvet lagde sig. Da vi havde kørt i ring i de samme argumenter en 5-6 gange og weekenden bag fredag eftermiddag pludselig ikke virkede så tillokkende mere, fordi vi nu reelt var uvenner, begyndte det lige så stille at dæmre for mig, hvad han mente.

For der er ting, som jeg er god til. Mange ting. Og nogle gange begår jeg den fejl at tænke så lave tanker om mig selv og min udvikling, at jeg tiltrækkes af de ting, som jeg er god til – og hvor jeg kan se, at jeg nemt kan gøre indhug.

Men jeg skal ikke gøre, alt jeg er god til. Det har jeg slet ikke tid til – for jeg kan så meget. Og jeg interesserer mig for så mange ting.

Da jeg startede på studiet skrev jeg et manifest for, hvad jeg gerne ville opnå med yderligere uddannelse og min fremtid. Og det manifest kan sagtens ændre sig. Det kan udvikles. Jeg kan blive klogere og lære nyt. Men lige dér var jeg i gang med at fjerne mig fra min grunddrøm, fordi jeg havde fundet noget, det var nemmere at komme i gang med, noget hvor jeg kunne excellere qua min personlighed mere end min faglighed og et område, der virker umætteligt. 

Så forretningsidéen var egentlig god nok. Det var den. Den er bare ikke min drøm.

Jeg skulle mindes om, hvad min drøm var. Og i en lille halv time, syntes jeg ikke engang, at det var min drøm mere. Men som vi talte os til rette, viste det sig, at jeg fjernede mig fra min drøm, fordi den er svær. Fordi jeg stadig ikke ved, hvor jeg vil tage fat. Fordi den vil koste penge at stable på benene. Fordi den kan fejle og koste mig… Tid og penge. Og selvtilliden for en stund.

Men den kan faktisk ikke rykke ved mit selvværd. Men planerne om at lave noget andet og nemmere dukker i høj grad op, fordi jeg nogle gange stadig lider af lavt selvværd med dertil hørende høj selvtillid. (Jeg er nok ikke god nok til at få det jeg virkelig drømmer om, men se så HER hvor hårdt jeg kan arbejde for noget, hvor jeg ikke har personlige drømme på spil).

Så trods det, at jeg er et kaosmenneske, som stadig ikke helt formår faste opvågnings- og sengetider, spisetider, spisemønstre, træningsdage eller har en struktur uden for mine arbejdsopgaver, så forsøger jeg i disse dage at asfaltere lidt i mit indre.

Det er ikke en given vej, og den er stadig omgivet af tonsvis af små stier, der mest ligner noget, rådyr træder til, når der ikke er mennesker i nærheden. De mange stier giver mig kreativitet, input og idéer. Noget af det kan jeg bruge til at komme frem og lære mere. Men jeg kan ikke blive ved med bare at dreje mentalt af, hver gang en ny sti manifesterer sig. Det er ikke sådan, jeg opnår fremskridt. Det er sådan, jeg kan afspore mig selv, så jeg ikke skal stå til ansvar for, at det er pissesvært at lægge asfalt på ens egen sti uden guide og præcedens at følge.

Men jeg vil gerne blive bedre til ikke at være som Dory og blive distraheret og glemme alt det, der var vigtigt for mig, hver gang det lykkes noget nyt at begejstre mig. Det er jeg ikke tjent med i længden.

Det er svært og det falder mig unaturligt og jeg har en lille indre stemme, som siger “Hvorfor går du ikke den nemme vej?” og “Hvad er der i vejen med at opdage nye og spændende ting?”. Og jeg lytter til den, men jeg vil øve mig på ikke at dreje af mere.

Måske er det rigtigt, hvad de siger? 

Følg, like og del:
error20