På den anden side af vandfaldet

Engang troede jeg, at der var noget af livet jeg ikke levede. Dengang jeg var en forvirret teenager. Det var som om, der var noget, jeg ikke helt fattede. Den der følelse af, at alle andre mennesker har et sammenhold uden om dig, men i stedet for at føle, at de andre gjorde noget, følte jeg, at jeg ikke rigtigt forstod, hvad de gjorde anderledes end mig, siden de alle sammen kunne snakke sammen og huske hinandens navne og blive venner bare fordi de havde været i samme rum en aften.

Det var som om en lille del af verden, ikke det hele, men bare sådan skummet på toppen, levede et andet sted end mig.

Jeg så dem gennem et slør. Fuldt synlige. Jeg kunne høre deres stemmer, se deres ansigter. Men der var en lille mumlen, jeg ikke fik med. Billedet var altid lidt sløret.

Og jeg forstod ikke hvorfor. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg skulle være så akavet, at jeg aldrig rigtigt kunne være med i de andres verden.

I dag forstod jeg, at det var fordi, de ikke kunne være med i min.

Så er det pludselig fedt at blive ældre og klogere.

Følg, like og del: