Opkastlignende kærlighedstilstande
Dette er den sidste weekend, vi er i Thisted, mens jeg rigtigt bor her. Den sidste weekend inden jeg flytter hjemmefra igen. Dammit! Jeg vil ikke flytte fra ham! Men jeg vil heller ikke bo her sammen med ham. Fuck Sophie’s choice – det her er ambivalens der slår alt. Det er ligefør jeg kan blive fysisk dårlig af at tænke på, at vi skal bo hver for sig. At jeg gør det hér ved vores forhold. Udsætter vores kærlighed for denne prøve. Det virker ikke fair. Men vi ved jo også allesammen efterhånden, at det er lige så forkert at lade mig bo i et miljø, der kvæler enhver tendens til glæde og lyst til at udrette noget i mig. Jeg kan ikke leve et liv, hvor han er mit eneste lyspunkt, men jeg vil gerne leve et, hvor han er det største…
Så vi har holdt om hinanden. Og gået hånd i hånd gennem Aalborg. Spist ude. Spist hjemme. Krammet i sengen, krammet på sofaen. Drukket vin. Spillet bezzerwizzer (3-1, han havde ikke en chance). Jeg har været eftermiddagsstiv, og han har synes at det var henrivende. Vi har set the julekalender og købt en jødeharpe og en kazoo fra nissen idag. Vi har nydt at være hjemme for første gang i evigheder. Og jeg tror, vi har nydt det så meget, fordi det er sidste gang i evigheder.
Jeg kan slet ikke få nok af ham. Det kan også have noget med den der julestemning at gøre. Jeg er ihvertfald glad for, at vi har en juleferie i hinandens arme i Odense, før det bliver hverdag og alvor og skidesvært at overskue livet igen.