Og så dansede vi…

Jeg havde en gang en chef. Han var rigtig flink, men vi talte ikke rigtigt sammen. Jeg var 20 år. Han var chef-typen, fraskilt med to børn, hvoraf et af dem var hjerneskadet. Vi havde ingenting til fælles.

Så kom den årlige somethingsomething fællesdag for alle ansatte, inden for den offentlige instans jeg nu engang var ansat i. En hel dag. 12 timer med foredrag, frokost, og vin ad libitum bagefter. Dødsjammerligt kedeligt. Ufatteligt, jeg ikke faldt i søvn den dag.

Men da dagen var overstået, og jeg havde kedet mig med mennesker jeg ikke rigtigt kendte eller havde noget til fælles med i 10 stive timer, blev jeg alligevel hængende til gratis mad og vin. Man er vel en grådig lille møgunge, og jeg var smerteligt bevidst om, at jeg kun havde mælk og porrer i køleskabet derhjemme. (Enough med de porrer?)

Men vi blev en broget flok på 30-40 stykker og endte selvfølgelig med at drikke os sanseløst berusede. Og vi grinte. Hold kæft, hvor havde jeg det sjovt. Og jeg dansede med de gamle mænd (Du ved, dem over TREDIVE!), ligesom jeg danser med min far.

Men til sidst var der altså en fuld gammel mand. 45+. Der misforstod et eller andet. Og ville snakke dybt og danse tæt. Hvordan jeg altid havner i sådan nogle virkelig akavede situationer ved jeg ikke. Men det gør jeg. Og der var hans hånd. på vej mod min røv.
Men så var han der – min chef. Løsrev mig fra vammel, gammel gris og dansede dansen færdig med mig ‘chicken mooves’ og villde svingture. Det var som at blive reddet af en superhelt, der undsatte mig, så jeg slap for utrolig akavet øjeblik med gift mand som aldrig havde en chance og burde indse den slags.

Siden den dag var vi venner. Chefen og mig. Og jeg blev også gode venner med 4 andre damer, der blev fulde med mig den aften. Og som alle ligesom jeg måtte opgive cykelturen hjem og tage en vogn. Og som ikke drak i lang tid efter den aften. Vi mødtes på det der akavede sted, hvor man har været fuld med nogen, man ikke kender endnu og egentlig føler, at man har blottet sig selv for meget.

Nogen gange savner jeg de mennesker. For det meste tænker jeg ikke på dem. Det er længe siden nu. Men den aften blev de en del af mit liv. Mennesker jeg satte pris på. Nogle gange møder man folk bedst gennem akavetheden.

Ved ikke, hvor jeg vil hen med det her.

Følg, like og del: