Ode til et par cowboy-shorts
Oh du skønne, du blå, du umulige at ødelægge – hvor er du?
Alt for længe har mine lår ikke kunnet lade sig omslutte af din kærlighed. Alt for længe har min bagdel været tvunget til at holde sig selv oppe, uden dit nærvær at støtte sig til.
Hvad skal mine lår dog stille op uden dine bukseben, der er så lange, at mine mælkehvide hudfolder ikke kradses til død og ødelæggelse i den hede sommervarme?
Du forstår mig som ingen anden. Kun et par timer tager det, før du har bøjet og føjet dig, så jeg ikke længere har en mavedelle hængende ud over kanten.
Hvad skal jeg stille op uden dig? Hvor forsvandt du hen i dagene op til Roskilde?
De beige bomuldsshorts var slet ikke det samme – og de bliver aldrig det samme igen efter den festival, som jeg véd, du ville kunne modstå.
Ingen andre af mine underdele forstår mig som du.
Men ak, du er væk. Måske for evigt?
Eller måske ligger nu et sted i den bugnende vasketøjskurv, som jeg endnu ikke har fået mod og mandshjerte til at gå i krig med.
I krig og kærlighed gælder alle kneb, men hvordan skal jeg klare krigen med vasketøjskurven uden min kærlighed – cowboyshortsne.
Kom hjem. Åh, kom hjem.
