Noget om award-noget

Jamen, har i ikke set det? At man kan stemme på sin favorit? Ikke en bestemt blogger, eller den mest populære i klassen eller hende med det flotteste tøj. Bare én, der rørte dig.

Christina forklarer det ret godt hér.

Så det vil jeg ikke rode mig ind i.

Men jeg vil bare gerne slå fast, at det er vigtigt, vi tør dele. Ellers bliver en blog sgu uvedkommende. Om vi er anonyme, forældre, singler, glade, triste eller højtråbende er ligemeget, bare vi også er det i bloggens verden.

Det ærgrer mig, at man ikke kan nominere læsere for støtten også. For jeg kommer mig aldrig helt over, hvor meget kærlighed, der kan komme ud af en computerskærm, når man skriver om sin fars alkoholmisbrug.  Hele vejen til den sidste update, hvor alt var fryd og gammen.

Det var også læserne, der holdt mig i live, da jeg forsøgte mig som nordjyde, og mine læsere, der sørgede for at støtte mig, da jeg sagde stop.

Hvor er prisen til dem?

Men hvis ikke dem, så synes jeg, at i skal give lidt kærlighed til Melchiors, Superheltemor og deres stress-veninder. Fordi de sætter ord på, selv når det er svært. Og til Sneglcille fordi hun tør være heartbroken og til tider ensom, selvom hun er mor. Og fordi hun gør det på en meget flot og sober måde, hvor hun ikke udleverer nogen, men alligevel er meget ærlig om sine egne følelser. Og på Pille. Selvom bloggen måske ikke skraber ned til følelsernes dybere lag hele tiden, var det hende, som i sin tid åbnede mine øjne for min fars drikkeri, satte ord på alvorligheden og gav mig modet til at gøre noget ved det. Det er mere end halvandet år siden min far sidst har drukket en øl.

Følg, like og del:
20

Previous

Gratis gys

Next

Bogvinder

5 Comments

  1. Du er en sveske. Tak for luuuuve og right back at ya! <3 <3 <3

  2. Har ikke lige meldt mig til et eller andet hvor man kan stemme på mig. Aner ikke helt hvad den der award ting går ud på. Er for en lille pissemyre i bloguniverso til at gide sætte mig ordentligt ind i tingene. Måske er det dumt, men uanset. Så er jeg til stadighed så glad for at jeg rører følelser når jeg så møder folk uden for internettet. Især dig. For så er der fandme håb. Har jeg sagt at min mor også er stoppet med flasken= Nå men det er hun. Bum.

    • Jeg tror da ikke man skal melde sig til? Jeg har da bare skrevet nogle jeg godt kan lide?

    • Og Pille: Jeg krydser og bøjer alt i neon for din mor. Alt, alt, alt. Hvis hun nogensinde får brug for det eller lyst til det, er jeg sikker på, min far gerne vil tale med hende. Eller mig. Ikke, at vi kan noget, men vi kan begge takke dig for så meget, at jeg gerne vil tilbyde mig. Og jeg vil self også gerne tale med dig om det. Om og om igen! Måske vi endda skal nosse os sammen, tage hinanden i hånden og gå ned til Tuba sammen. Bare sig til!

  3. Jeg kendte ikke din blog dengang du boede i en lille lorteby, men hold kæft du kradser et sted der gør lidt ondt. For Rødby er ikke min by, det er ingens by og ingen bor her. Undtagen mig og Hr. Mand, der er væk herfra 12 timer om dagen, men som nægter at overveje at bo er andet sted. Og jeg savner København så meget at det river indeni. Men jeg ved at jeg ville savne ham mere, så derfor kan jeg ikke flytte. Men det er fandeme hårdt indimellem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Enjoy this blog? Please spread the word :)