Når hjernemaskinen kun siger ‘biiiiiiiiiip’
Christ og for ind i hælvede da også, hvor er jeg latterligt rundsmadret overalt. Over. Alt.
Det har været en mega fed dag. Som Peter, der er min handicap-hjælper siger, skal jeg have nogle ‘artikler i fingrene’. Det betyder jeg skal skrive en masse, og det har jeg gjort.
Ikke nogle store, lifealtering historier, men rigtig mange af de andre. Hvordan Rihanna træner, om folk der snart har fødselsdag, om Beach Boys der er genforenet, tigre i Indien, Angela Merkel i Italien og Russiske våben i Syrien. I shit you not. Jeg kommer sgu omkring, gør jeg.
Sidst på dagen hjalp hverken selv-lussinger, kaffe eller de nye briller. Bogstaverne hoppede og dansede rundt på skærmen, og jeg måtte skule af skærmen for at se noget som helst. Men det passede nu meget godt med fyraften.
Tog jeg så hjem og slappede af på sofaen sammen med den underskønne Leise? Nej da.
Jeg slæbte mig med Malene ned og træne. Min hjerne var kneppet, hvorfor så ikke også fucke kroppen helt op? Jeg aner ikke, hvordan jeg kom op på fjerde, da vi kom hjem.
Men nu er jeg fodret. Jeg er landet i sofaen, og klokken HAR passeret otte. Går i brædderne. Vi ses i morgen.
