Hvad stiller man op med en karakter under middel?

Nu hvor september er startet, og de studerende af os er vendt tilbage til skolebænken, er der lige noget, vi bliver nødt til at tale åbent og ærligt om.

Jeg er vendt tilbage til studierne for en stund, og uni er virkelig spændende. Jeg lærer sindssygt meget og har på ganske kort tid udvidet min ellers ret praktiske horisont med lange ord, bestemte måder at undersøge ting på og en masse ny viden om, hvor meget jeg faktisk ikke ved noget om.

Jeg kan godt lide det, og efter første semesters fag kan jeg nu bryste mig af et 10-tal, et 7-tal og senest et 4-tal. Og det synes jeg lige, vi skal tale om.

For når man lægger ud med 10, og man egentlig selv synes, at man er et klogt og indsigtsfuldt menneske, så kan 4 godt være skuffende ved første øjekast. Og når man som jeg ikke kommer fra akademiske kredse, og faktisk ikke engang har arbejdet rigtig akademisk på bacheloren, så kan der lynhurtigt opstå tvivl om, hvorvidt jeg har forstået det, vi har lært ordentligt. Jeg har hele tiden sagt, at jeg ikke behøver brillere, men jeg er jo startet på universitetet for at lære. Og den dårlige karakter gjorde mig et øjeblik bange for, om jeg ikke havde lært nok.

Derfor har jeg og min logiske sans lige forfattet et par punkter til forsvar for mit firtal. Måske kan du bruge dem, næste gang du får en karakter, som ikke imponerer dig.

• Jeg er ikke min karakter. En opgave, som modtager en lavere karakter, end det 13-tal jeg som menneske er værd, ændrer ikke min værdi. Det er opgaven, som får fire, ikke jeg.

• I dette tilfælde er jeg nystartet på uni og har lavet i alt tre opgaver i vidt forskellige fag med vidt forskellige sigter og indhold. Jeg har lavet opgaven alene uden en sparringspartner. Da jeg arbejdede sammen med en god ven fra holdet, fik vi begge ti. Samarbejde er nok ikke en dårlig ting, så.

• Der vil altid være fag, du elsker og fag, som bare er der og fag, du hader. Nogle fag vælger du selv, andre er obligatoriske. Faget der førte til firtallet havde fornøjelsen af at være mit allerførste fag. Det var interessant, men på en liste over valgfag havde jeg nok ikke valgt det. Mellem undervisningen og eksamen gik der fire måneder. Hvor jeg intet havde med faget at gøre men i stedet koncentrerede mig om andre ting.

• I et svagt øjeblik overvejede jeg at lade være med at aflevere opgaven i første omgang og i stedet udskyde og aflevere en reeksamen to måneder senere. Det ville i så fald betyde, at jeg havde hele sommerferien til at gøre opgaven bedre, skrive den om eller gøre noget anderledes. Men det ville også betyde, at hele min sommer skulle besudles med en fremtidig deadline, som jeg naturligvis ville komme til at presse til det yderste dog med konstant dårlig samvittighed. For måske at få syv eller ti. Eller fire igen. Set i det lys, vil jeg til enhver tid acceptere et firtal over en udskydelse med dertilhørende ekstra arbejde, stress og dårlig samvittighed. Min tid er mere værd end karakterræs.

• Og set i lyset af den foregående sætning, så er fire måske ikke så slemt. Ville jeg gerne have haft en højere karakter? Ja. Men til hvilken pris? Jeg vil gerne lære mere og blive bedre, så jeg i fremtiden kan få en højere karakter ved at arbejde smartere i den samme tid. Men hvis jeg kunne have steget en karakter ved 30 timers ekstra arbejde, så havde jeg nok ikke gidet. Tre timer, ja. 30 timer, nej. Mere ambitiøs er jeg trods alt ikke over en skoleopgave. Mine ambitioner skal bredes ud på hele mit liv og ikke kun en ting.

Jeg fik fire. Hurra for fire. Og videre i livet.

Følg, like og del: