Morgen
I går og i dag har de været der.
Efterårsmorgenerne.
Hvor daggryet er uendeligt længe om at komme, selvom man kan se lysningen i horisonten. Hvor solen lige pludselig bryder himlen i sådan en hast, at man kommer til at tænke på en, der skal nå bussen og er kommet for sent ud af døren.
Det klare lys. Skarpe. På en eller anden måde meget skarpere end på en sommerdag. Hvor det er lysets farve som bærer al varmen som ikke rigtigt når ned til asfalten.
De morgener, hvor duggen svæver længe rundt i gaden og ikke kan bestemme sig for at lette. Så de første begærlige vejrtrækninger jeg tager, kilder bagerst i svælget både af kulde og af fugten i luften.
Hvor en lille sky af damp kan forlade min mund, når jeg ånder ud.
Hvor enkelte gule og røde nuancer titter frem og sommerens høstfarver mørknes og minder mig om at tage strømper på, når jeg skal ud.
De morgener er så ufatteligt smukke. Og rolige på en eller anden måde. De er afventende. Solen er forsinket, duggen venter på solen og forvirres af lyset uden varme. Begge dele venter på hinanden. Lidt længere tid end sædvanligt.
Men københavnerne? I har stadig skidetravlt, er morgensure og råber efter hinanden i trafikken. Godt at noget forbliver det samme, selvom årstiderne skifter.
20. september 2012 @ 09:44
Meget smukt skrevet, jeg blev helt rørt 🙂
20. september 2012 @ 09:56
Kender de morgener – de er skønne! Overgås kun af forårsmorgener…Hvorfor skal mennesker være så sure…
20. september 2012 @ 10:28
Støder vi på hianden sådan en morgen, vil vi kunne se på hinanden, at vi deler opfattelse af dette skarpe lys uden varme. Jeg vil ikke være morgensur. Jeg vil smile. Bare det ikke er på vej ned efter unger… For der har jeg travlt !
20. september 2012 @ 11:10
Sådanne dage her, kan jeg kun smile af sure cyklister. De går glip af alt for meget med den fart og de sure miner.