Mit spanske jeg

Beslutningen om at genindføre brunetten i december har vist sig både at være god og mindre god.

Den er god fordi lommetyvene efter sigende går efter blonde piger. I flok. Piger, som traditionelt ikke er vant til at passe virkelig godt på deres tasker og som med al sandsynlighed ikke løber efter dem, hvis de stikker af med en taske. Sådan en vil jeg meget nødig ligne.

Mindre god fordi folk taler til mig. På mine første to dage har to forskellige spaniere spurgt mig om vej. Og “Desculpe mi, no hablo mucho español” er bare en rigtig dårlig vejvisning.

En ældre dame rablede også en længere sætning af efter mig i går, mens hun trak sin rulle-taske efter sig. Jeg var halvvejs igennem en pakke oreos, og måtte synke kraftigt for igen at pardonne. For jeg fangede intet af, hvad hun sagde. Hun lukkede øjnene et kort sekund og smilede overbærende. Kaldte mig guapa og gik videre. Dén del fik jeg dog fat i. Gud ske lov! Tænk, hvis jeg havde misset en kompliment.

At dømme efter tonelejet og ansigtsudtrykket på manden, der kom ud fra Casino Barcelona lidt i tre om eftermiddagen, forsøgte han også at komplimentere mig. Temmelig  slesk, men jeg er sikker på, at han var enig i, at jeg havde en særdeles god dag i går. Desværre husker jeg kun meget lidt af sætningen, og google translate og jeg er kun noget frem til, at han sagde noget om min onkels milt…?

Anderledes let at oversætte var de to ældre herre, der løftede på hat og øjenbryn, da jeg gik forbi. Den kompliment er sgu universal. Og meget mere elegant end slesk leveret fremmedsprogssætning. Men efter mit sammenstød med Juan, er jeg ret skeptisk over for mændene hernede generelt. Og jeg skal virkelig have lært at sige kæreste. Tengo uno Sund og Rask Fyr er ikke gangbar sprog-valuta. Darnet.

Men altså, jeg antager, som følge af de første dages oplevelser, at jeg passer godt nok ind. At jeg først afsløres som uduelig turist, når jeg åbner munden. Så måske bliver dette de fem måneder, hvor jeg lærer at tænke, før jeg taler?

Følg, like og del: