special_960(Billedet er tyvstjålet fra drengenes hjemmeside)

Det er muligt, at jeg har taget grueligt fejl, da jeg i folkeren gik ud fra, at de der eftersidninger, som de slemme drenge fik, var en dårlig ting.

Jeg har aldrig fået rodet mig længere end ud på gangen og oftest var jeg slet ikke klar over, hvad jeg havde gjort. (Ja, jeg talte lige så meget dengang, som nu) Men for ganske nyligt blev jeg ligefrem inviteret til en eftersidning. Med Specialklassen.

Vi har været der før, hvor vi konstaterede, at der intet feminint er over mig, når jeg morer mig. Derfor virkede det som en fantastisk idé at slæbe den Sunde og Raske med denne gang. (?)

Det gik fremragende. Eftersidningerne tager ud over den klassiske operette, døvetolkningen og stemmeføringen på vegne af andre, udgangspunkt i den aktuelle by. Din by. Min by. Hvorend de er. Her krydres forestillingen med lige dele irrelevante oplysninger, verdens længste kærlighedshistorie og for mit vedkommende et hidtil ukendt had til Brøndby og en mild angst for spil som Kalaha.

Undervejs kom jeg på et tidspunkt til at grine så voldsomt, at jeg fik mit tyggegummi galt i halsen. Troede bagefter, jeg havde slugt det, men fandt det ved hjemkomsten i min bh (R.I.P bh). Den kendsgerning, at jeg ikke opdagede, at et stykke gennemgnasket, vådt og klamt tyggegummi landede mellem mine bryster, må tale varmt for, hvor godt jeg var underholdt.

Den Sunde og Raske nød det virkelig. Han er allerede i gang med at planlægge næste gang, vi skal afsted. Han ville være taget til show  i går, hvis det ikke lige var for én ting. Publikumsinddragelsen.

Jeg ELSKER det! når sagesløse publikummer skal på scenen og praktisere bevægeapparat for pludseligt stivnede komikere, ringe eller dytte historien tilbage på sporet – eller min yndlings – lydeffekterne! Har i en hedengang vodka-brandert med Rikke døvetolket mig igennem en længere DSB-seance på Ali B, og selvom det nok afslører mig som opmærksomhedshungrende komikerwannabe, så synes jeg det er pissesjovt, når jeg får lov til at være med på scenen.

Sådan har den Sunde og Raske det ikke. Da de første gang kastede et blik ud over publikum for at finde frivillige, sank hans nærmest som en klat gele på juleanden sammen i sit stolesæde og indtog samme højde som en havenisse! Da de dristede sig til at spørge efter par, slap hans hånd min, som havde han brændt sig, og jeg vil faktisk påstå, at han ligefrem lænede sig væk fra mig for ikke at blive afsløret i at være nogens kæreste. Da han tog min hånd igen, var hans svedig og varm af panik.

At se ham krympe sig, gemme sig, og ærgre sig over, at han kom til at kysse mig, mens lyset var tændt, for ‘så kunne de jo se, vi var sammen’, var sgu næsten ligeså godt som Kong Neptuns opera.

Forstår du INTET af, hvad jeg snakker om? Så fang dem, når de kommer til en by nær dig.

Dommen over mit livs første eftersidning? Spruttegrin over hele linjen.

Følg, like og del:
error20