Mit liv roder…

Aarhus i weekenden. Med Sund og Rask Fyr. Endnu en gang var byen som et længe tiltrængt åndedrag af frisk, sprød efterårsluft, der vakte sanser, jeg havde glemt.

Heldigvis slipper vi for tudetur denne gang, fordi jeg allerede HAR bestemt mig for at blive i Odense efter juleferien i år. Men min hjerne stresser en lille smule på forhånd, for jeg gider ikke blive arbejdsløs. Om jeg vil det eller ej, er det lækkert at bestille noget. Også selvom dette ‘noget’ starter klokken fem, inkluderer to trunter der ikke kan fordrage hinanden og en toiletbørste. (Lyder som et plot i en meeeget klam pornofilm.) (Åh nej. Nu får jeg garanteret trafik på søgningen ‘klam pornofilm’. Igen.)

Men tilbage på jobbet, er det altså ikke udelt morsomt. Det kan selvfølgelig godt være min egen friturestegte hjerne, der er bange for at åbne vinduerne, mens det stadig er mørkt, for ‘hvad nu, hvis der står en voldtægtsforbryder derude’? Ja, så er han nok verdens DÅRLIGSTE voldtægtsforbryder.

Jeg glæder mig til min tid derude er forbi. Fordi jeg ved, hvad der venter i den anden ende.

Men især også, fordi jeg skal skrive den der skide reeksamen. Om en uge. Og tre uger frem. (Ville egentlig ikke have sagt noget herinde, for ikke at jinxe opgaven, men tænk på, hvordan det gik sidst…)

Men jeg vil bare gerne gøre mit bedste. Og det kan jeg sikkert sagtens, selvom jeg arbejder frem til klokken 10 hver formiddag. Ville nok ikke stå op før alligevel. Lidt pinligt, men sandt.

Nej, mit problem ligger i, at jeg allerede nu kan se chefen få lange løg, når jeg lufter muligheden for at jeg får brug for nogle fridage, hvis jeg skal foretage interviews der ikke ligger i Thy eller omegn. Han kendte godt denne plan, da han ansatte mig. Men nu føler jeg et begyndende guilt-trip fra ham og de to trunter, med det tydelige formål at holde mit fravær på et minimum. Jeg tror simpelthen ikke, det er gået op for dem, at de er min laveste prioritet sammenlignet med den opgave.

Som i øvrigt skræmmer livet af mig. Kan jeg ikke bare aflevere et link til bloggen? Skal jeg hen og skrive journalistisk igen? KAN jeg overhovedet det? Og hvor hurtigt mon jeg får sprutteskid af angst – og hvor længe bliver det ved? Spørgsmålene er mange.

Men jeg har ingen svar. Endnu.

Følg, like og del: