Mit første snappy comeback

Det var ved at være efterårsferie i mit trettende leveår, da chefen for det gartneri jeg fritidsjobbede på ringede og sagde, at der desværre ikke ville blive mulighed for at arbejde hele efterårsferien, sådan som jeg havde regnet med.

Resolut bad jeg om mit frikort, og meddelte, at jeg ville finde nye græsgange. Det være sig et gartneri 4 kilometer længere ude af den samme vej, hvor min bror arbejdede.

Storebror har altid været populær de steder, han har arbejdet. For han er firmaets mand, og allerede som (hovedregning 13,5 år plus 3,5 år) 17-årig var det ofte ham, der blev og arbejdede sent med cheferne, fordi han var effektiv. Så han fik lov til at tage søs med på arbejde helt uden nogen skulle se mig eller tale med mig først.

Den første morgen blev jeg præsenteret for Jørgen Ole, der styrede de møgirriterende ungarbejdere, som ingen kunne holde ud, men som var den billigste arbejdskraft næstefter polakker. Han var i øvrigt typen der delte bolcher ud og generelt var et godt menneske. Jørgen Øje kom han til at hedde i al den tid, jeg var ansat.

Jeg blev kastet lige ud i noget stikning med saks, ved bord der var lidt højt med mennesker der var lidt hurtige. Al begyndelse er svær, så det var bare at klemme ballerne sammen og hænge på.

Overfor mig stod en tynd, spidsnæset, bebrillet, bleg, lyshåret (og i erindringens tågede skær vistnok også), bebøjlet fyr. Anders hed han. Kan også huske hans efternavn, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har bare en lillebitte smule lyst til at smide hele navnet herud, bare fordi han var en lort. Den type, der skal holde andre nede med ironiske bemærkninger – og i øvrigt typen, der låner din ’10 things I hate about you’-VHS og aldrig afleverer den tilbage, selvom du husker ham på det. Mange gange. (Det betyder jo næsten tyveri i min terminologi).

Men altså. Mit første rigtige sammenstød med Anders foregik denne dag. Han var gammel i gårde. Det var kun mig der var ny. Og usikker. Og skidebange for ikke at gøre det godt nok. Denne dag måtte Tina, der var den hurtigste dengang, stå ved siden af mig, så siderne blev færdige nogenlunde lige hurtigt, og folk ikke skulle vente for længe på mig.

‘Det er godt nok ærgeligt, du ikke er lige så hurtig som din bror’, sagde Anders.

‘Det er godt nok ærgeligt, at du heller ikke er’, svarede jeg.

Følg, like og del: