Man har et standpunkt
Jeg tror simpelthen, at jeg bliver nødt til at æde en af mine allerstørste kameler. En livslang, smudsig, behåret og tidligere altoverskyggende kamel, som vist efterhånden er så punkteret, at der ikke engang er luft nok til en lille dromedar.
Det er nålene, den er gal med. Jeg tror simpelthen ikke, jeg kan slippe afsted med at påstå, jeg er bange for dem mere. Hvilket jeg ellers utroligt gerne ville være. Men det er bare sådan en upraktisk angst, og jeg har lært om mig selv, at angsten kan tøjles, hvis jeg tager mig sammen.
Men hvem har nogensinde sagt, at det var fedt at tage sig sammen?
Jeg husker mit tolvårsstik, den der forfærdelige, svidende vaccination. Allerede inden havde jeg hjertebanken og koldsved. Fordi der skulle en nål ind i mig. Noget som ikke hørte hjemme. Og som var langt og spids og potentielt dødeligt. (I må lige bære over med mig).
Og koen af en sygeplejerske synes bare slet ikke, at min angst var vigtigt. Hun startede med at nappe og nive mig i huden på skulderen med ordene ‘det gør ikke ondt’, men det GJORDE det. Hun var ligeglad.
Så jagede hun en nål i skulderen på mig. Den var koldere end min arm, men blev hurtigt varm. Hvert eneste åndedrag hun tog, bølgede små vip igennem metallet, der ikke var bøjeligt som mit kød, men som nu i stedet bøjede mit kød indefra.
Hun sagde ‘Det var bare nålen, den var ikke særlig slem – det der kommer nu, er meget værre’. Den dag i dag fortryder jeg, at jeg ikke udøvede vold på hende. Stak hende en på skrinet. Råbte og skreg og skældte hende ud. Jeg græd bare angsten og smertens tårer, mens hun med alle fibre i sin krop fortalte mig, at jeg var en pivskid og at det ikke var noget særligt.
Fra den dag besvimede jeg, når jeg så nåle. Min angst var så galopperende, at jeg i starten af min mors diabetes måtte kigge væk, når hun tog insulin med verdens mindste nål. Det gik over med tiden, men jeg har altid måttet ligge ned og acceptere sortnen for mine øjne, hvis en læge eller sygeplejerske ville noget med en nål.
Men med tanke på den sidste måned og hvad der venter mig forude, tror jeg vist roligt vi kan sige, at hvis jeg ikke er ovre min angst endnu, har jeg ikke meget andet valg end at komme det.
Fire gange har jeg fået taget blodprøver den sidste måned – så kan man lære ikke at melde sig til videnskabelige forsøg. Der kommer fire gange mere.
I sidste uge fik jeg mit første HPV stik – og to mere venter. En til November og en om et år.
I morgen skal jeg vaccineres mod hepatitis og stivkrampe, inden jeg rejser langt væk på mandag.
Safe to say, jeg har lagt angsten på hylden?
27. september 2012 @ 17:37
Nej, fy da føj, det er også tænken om at der er noget inde i min krop der ikke skal være der, der freaker mig. Ikke så meget nåle, men fx drop. Det sidder der jo så lang tid. Har haft den koldeste hånd nogensinde oplevet af menneskeheden, fordi jeg ikke kunne få mig selv til at røre på den lille hånd, for så kunne man netop mærke noget der bevægede sig forkert.
Jeg håber aldrig at jeg skal have en ny hofte.
Hvor er du sej, Trix!
28. september 2012 @ 09:11
Netop. Det er fremmedlegemet, der arbejder mod ens krop, der er det værste, Pille.
27. september 2012 @ 20:28
Der gav du mig lige nederen på… Har endnu ikke fået min 12 års vaccination – og jeg fylder altså 27 i næste måned.. Det er af en eller anden årsag lykkedes mig, at tale min læge fra at stikke mig. Så hunderæd er jeg for nåle!? Jeg ved godt at det nok er klogt at få det stik… og HPV’en selvfølgelig også! Så hvis du kan, så kan så kan jeg fanme også! Ringer og bestiller tid i morgen! Sgu!
28. september 2012 @ 09:10
Hvor er du vild Mie! Meget stolt af dig. Jeg kan ikke sige andet end at det er ligesom et dårligt one night stand, minderne bliver tit værre og værre med tiden og realiteten var måske nok ubehagelig, men ikke noget jeg døde af. (Måske bedste metafor jeg har lavet hele ugen!)
28. september 2012 @ 09:49
Yay Trix! Dygtig at du hopper på HPVen!
Jeg slap (næsten) af med min i forbindelse med 7 forskellige blodprøver og 3 x HPV på et års tid.
It works! Nu græder jeg ikke mere inden jeg skal stikkes (men håber inderligt at der går virkelig lang tid før jeg skal stikkes igen)
28. september 2012 @ 15:09
Man kan ikke slippe uden om HPV’en. Så er man dum. Og når jeg nu er med i kampagnen, vil det næsten være FOR ynkeligt, hvis jeg ikke tør få den.