Lettelsens suk
Der må hoppes. Bare ikke på det dårlige ben. For nu er alt godt igen.
Det var ellers noget af en udfordring at give mig. Til brors fødselsdag for snart en måned siden. Hvor jeg fik en seddel med et lille billede. Nærmest bare en blækklat, som jeg kunne relatere til lakrids, ærter og stormvejr. Men det var det ikke – det var bevis på, at jeg skal være faster! Der var tårer (Mor), hovedrysten og smil (Far), og forvirring (Den Sunde og Raske Fyr og ordet onkel). Men mest af alt var der tys!
For de havde opdaget det meget tidligt, og de ville gerne vente med at fortælle det til for mange, før nakkefoldsscanningen. Så vi måtte IKKE sige noget. Nada! (Og det er mig?! Jeg kan ikke engang holde på mine egne hemmeligheder?)
Så jeg fortalte kun hemmeligheden til to udvalgte veninder. Ja, så dårlig en ven er jeg. Men til gengæld så smart, at jeg vælger venner i en retning, hvor min åbenmundethed ikke kan vende tilbage og bide mig i røven. Men man SKAL jo bare ud med den slags. Jeg skulle ihvertfald.
Bror og N var dog glade for deres beslutning den 27/9. Til scanningen. Da noget ikke var helt som det skulle være. Og der lige skulle tages nogle flere prøver. Og ord som ‘Downs’ dukkede op som neonfarvede bannerreklamer i deres bevidsthed.
Svar sidst på ugen. En uge, hvor N måtte blive hjemme. Fordi kontoret HAVDE regnet ud, hvorfor både hun og Bror skulle have fri. Fordi de vidste, hvor gerne hun vil være mor. Og Bror far. Og fordi de så gerne ville høre ‘alle detaljerne’.
Jamen, hvad fanden gør man, når detaljerne pludselig må vige pladsen i bevidstheden til fordel for ‘Hvad gør vi, hvis vores barn er mongol?’
Og de skulle have svar sidst på ugen. Sidste uge, that is. Men i fredags var alle lægerne på kursus. Jo, det sagde de sgu, da de ringede for at rykke efter svaret, der ikke var kommet! Come on? Sender et sygehus ALLE lægerne på kursus på samme dag?
Nåmen. Umiddelbart en god ting, at jeg ikke købte et meget stort armbåndsur og gav mig til at fiste nogen. For i dag kom brevet.
Jeg skal være faster til et sundt og raskt barn.
Tillykke Bror og N!
3. oktober 2011 @ 11:56
Huuuuurrrrraaaaaaaaaa! Det er det bedste i verden at være faster! Tillykke!Også med at prøver var 10-4-alletiders! Jeg kommer også altid til at hviske sådan nogle hemmeligheder lidt i øret på udvalgte.(Ehmmm.. ordet jeg skal taste for at poste denne kommentar er.. er du klar?… Fissity! HA!)
3. oktober 2011 @ 12:02
Fissity? Like!
3. oktober 2011 @ 12:51
Tillykke med fastet-titel – og at alle prøver var tip top!Og jeg kommer også altid til at sige sådan noget til udvalgte veninder – man dør jo hvis ikke man må sige det til nogen som helst!(PS. Mit ord var bare prepari – er misundelig på fasterfis)
3. oktober 2011 @ 18:20
Ej ej ej … blev helt kold om næbbet – men heldigvis lykkelig smilende til sidst!!! Tillykke med titlen!
4. oktober 2011 @ 10:24
Pyha, sikke en omgang. Stort tillykke til jer allesammen.
25. oktober 2011 @ 00:34
Jeg bliver sgu ked af, at du åbentbart ikke synes, at et barn med Downs er "sundt og rask"t barn. Det er meget sørgeligt at der i Danmark tilbydes nakkefoldsscanninger til alle med det resultat at 98 pct. vælger abort, hvis der er chance for at få et barn med Downs. Jeg kan sagtens forstå, at det er en stor udfordring at stå overfor, men det er en sørgelig udvikling for mangfoldigheden af mennesker.Jeg kan sagtens forstå deres og din glæde over det kommende barn – det er jo fantastisk! Men fx en overskrift som "lettelsens suk" reagerer jeg på. Desværre er det blot en del af udviklingen som er sket de sidste par år. Selv har jeg tænkt mig at takke nej til scanningen og glæde mig over det barn som kommer – lige som det er.Held og lykke med faster-titel, det bliver dejligt.Vh, AnnaPS. jeg er ikke anonym for at anonym, forstår mig bare ikke rigtig på det her kommentar-noget)
25. oktober 2011 @ 12:12
Hej Ano.Jeg synes det er rigtig flot, hvis du vil vælge scanningen fra. Jeg er helt enig med dig i, at man skal elske sit barn præcis som det er, når det ankommer.Men selv om jeg har mødt de skønneste unger med down, og selvom deres lykke faktisk er meget mere umiddelbar og givende end min, er det hårdt arbejde at opfostre et sådant barn. Kærlighed eller ej.Og Bror og N var enige om fra starten, at hvis der var tegn på Down, skulle dette barn ikke være deres første barn. De arbejder begge i rejsebranchen, og med tiden er det meningen at deres barn/børn skal være en del af dette liv, i stedet for at afholde dem fra det selv samme. Og jeg tror ikke, de kunne overskue tanken om et lille sind, der ikke forstod verden som vi andre, som skulle udsættes for den slags.Derfor et lettelsens suk. Og når de havde taget den beslutning, faldt det mig slet ikke ind, at nogen kunne stødes over, at jeg kaldte barnet sundt og raskt.Jeg håber ikke, du bliver for stødt, når jeg vedstår mig den holdning, at et barn med Down ikke er komplet sundt og raskt, for hvis det var, ville vi nok ikke scanne for det i Danmark.Held og lykke med dit moderskab en dag, Anna.-Trix
25. oktober 2011 @ 12:15
Tilføj selv s'er på down:S- S- S