Lavpunkt

Selvfølgelig skulle jeg drikke mig latterligt stiv igår. Og danse. Og feste. Det var vældig morsomt. Indtil vækkeuret ringede klokken halv ti i formiddags og mor skulle hente mig. Det var på tide med nogle briller, og mor skulle nok sørge for det.

Desværre var jeg bare så latterligt bagstiv, ildelugtende og generelt frastødende, at det nok havde været bedre at vente til en anden dag.

Men det gik. Mor tog det pænt. Og holdt pænt ind til siden, da jeg troede, jeg skulle ørle på broen over skinnerne i Odense. Og hun gik i Superbrugsen og købte vand og æbler til mig, mens jeg ørlede nattens sidste fadøl og det halve pizza slice op på kundetoilettet. Total ydmygelse, at kramme et toiletbræt, hvor man ikke aner, hvem der sidst har gnubbet røv dér.

Over til brilleforretningen, hvor jeg spiste æblet og fik briller på. Uden opkast, men med stor lyst til at hugge min pande af. Av. Brillerne er herlige og nødvendige, men de giver mig en helt ny opfattelse af rumlighed, og jeg skulle nu ikke blot trække vejret selv, men også afstandsbedømme ting på en helt ny måde.

Mens mor handlede, sov jeg lidt i bilen, men ikke så snart var vi trillet ud på landevejen, før jeg måtte ud og ørle i sneen. Lige efter rundkørslen i Søndersø, hvis du vil vide det. Æble, danskvand. Alt kom op. Det er kun tømmermændsopkast, der kan give én lyst til at kaste tarmene op for at få det overstået. Det er så nytteløst at stå foroverbøjet i flere minutter og vente på at maven indser, at der ikke er mere at komme efter og stopper kramperne.

Ind i bilen igen, hvor mor kunne grine lidt af mig. For det var jo min egen skyld. Jeg var ynkelig. Især ved udsigten til at skulle arbejde hele aftenen. Hvorfor lovede jeg også min faster at hjælpe til ved den latterlige fodboldfest? Jeg kan ikke engang lide fodbold! Men jeg havde jo sagt, at jeg nok skulle hjælpe hende.

Mor ville have været i Ikea, men i lyset af dagens begivenheder, kørte hun mig bare hjem. Selvfølgelig skulle jeg snuble på målstregen, og måtte ud og ørle på Vesterbro. Lige til middag. Foran det halve af Odense. Hold kæft, det må have set sløjt ud.

Gik på hovedet i seng, sov to timer, kastede op en gang mere inden jeg tog i fodboldklub og hjalp faster i køkkenet. Nu er tømmermændende væk. Det tog også kun 16 timer. Så kan jeg måske endelig spise den pizza jeg købte i eftermiddags. Og så ellers aldrig drikke igen. Før næste gang.

Følg, like og del: