Kom så, tudefjæs

En pige, jeg elsker rigtig højt har på det seneste været udsat for lidt røvhulsagtig mandeopførsel. Jeg ved det. Hun er ikke alene, og hvad er der så specielt ved det?

Vi har alle været der. Ham der ville alt og så ville intet og surprise! Lige flytter til udlandet et år eller to, eller aftaler med dig at kigge forbi, men så ikke dukker op fordi han ‘faldt i søvn’ – som om man er én, folk kan glemme, fordi de falder i søvn. Skidegodt for selvtilliden.

Heldigvis handler det her ikke om mændene. De har bare startet et reaktionsmønster, som er forskelligt fra pige til pige.

For min veninde er en powerwoman. Typen der tæsker frustrationerne ud med en spinningtime i stedet for en stabel pandekager (Derfor ser hun og jeg ret forskellige ud). Hun tænker ‘op på hesten igen’, i stedet for ‘der er ingen, der vil have mig, nu ligger jeg i fosterstilling i 14 dage’ og hun går ud og opsøger mennesker i stedet for at sidde mut i baren og tænke ‘Altså, nu har jeg ignoreret den stodder hele aftenen, hvorfor kommer han ikke herover?’.

Men alt med måde. For når idioterne står i kø og hele tiden er klar til af overtage for det sidste røvhul ved at opføre sig på en ny røvhulsagtig måde, så kan det godt blive for meget.

Og min dejlige veninde blev mere og mere frustreret. Og jo mere vi blev enige om, at hun skulle have en pause og trække sig tilbage og tage den med ro, jo mere frustreret blev hun. For det er ikke sådan hun er som menneske. Hun er aktiv. Tilgængelig. Og så kan det være meget uvant at melde sig helt ud af flirtegamet, stoppe med at tale med nye mænd, når de henvender sig eller gå ud fra, at alle vil hende det ilde.

Jo mere hun prøvede, jo mere kredsede idioter, mænd og tanker om den slags i hovedet på hende, til vi til sidst ikke kunne føre en samtale uden at komme ind på, hvad fanden der er galt med de mænd?

Det er både uvant for os at have behov for at tale så skidemeget om mænd, og det er endnu mere uvant for os, at det ikke sker med et smil og med ‘kan du huske’-fjæset på. Vi trives ikke så godt med at være sure på mænd. For vi kan jo i virkeligheden godt lide dem – altså de ordentlige af dem.

Det toppede, da hun satte sig ned og tudede. Altså – stortudede. Hulkede lidt igennem, tænkte ‘sgu fanden da også’ og tillod sig selv at være frustreret og ulykkelig over, at mennesker som hun behandler godt og med respekt ikke kan finde ud af at sige ‘ja tak’ eller ‘nej tak’, uden at skulle efterlade en dør på klem, love noget de ikke vil holde eller behandle hende med mindre respekt, end hun fortjener.

Men ved du så hvad? Så hjalp det.

Nogle gange er folk (ikke kun mænd, bevares) idioter. Og de gør ting, skuffer os, lyver for os, brænder os af, uden at vi nogensinde får en forklaring på det. Vi kan søge højt og lavt, prøve at ændre os, prøve at lade være med at ændre os, gøre det anderledes med den næste, vi møder eller give op. Men vi kommer aldrig til at kunne ændre på, at nogle har opført sig som idioter og at det gik ud over os.

Min veninde indså, at hun i flere år ikke havde sat sig ned og grædt. Over sig selv. Måske en tåre til en film eller for en veninde, som havde det hårdt. Men ikke for sig selv. Eller for noget, som andre havde gjort imod hende. Men det hjalp, da hun gjorde det.

Det skal du huske. Tud nu for helvede, når noget gør ondt. Lad være med at stable det højere og højere oven på læsset på dine skuldre. Det er slet ikke din byrde at bære, når det er andre, der har været nogle idioter.

Så græd noget mere. Det er sundt.

Det er lige som, når der kommer et ordentligt tordenskyl på en varm og trykkende sommerdag i Thailand. Man koger indvendigt, alt er næsten for meget og man har det som om, at man kan implodere hvert øjeblik. Gråd er som det regnskyl der kommer, og renser alting væk. Gør verden frisk og ny igen. Sletter sporene af det smuds der lå på gaden lige før og renser sindet for de skyer, der truede med at tage modet fra dig.

Sådan er det for mig i hvert fald. Så giv det en chance.

Følg, like og del:
error20

Previous

All out of Bacon

Next

Sig mig lige,

4 Comments

  1. Louise

    Jeg tuder altid, når jeg føler mig uretfærdigt behandlet. Og jeg kan lide det – den del med at græde. Men hvad fanden gør man, når man selv er den uretfærdige? Når undskyldninger ikke længere er nok, og fortiden ikke kan gøres om og griber langt ind i nutiden og fremtiden? Jeg tuder – men det hjælper sjovt nok ikke den vej rundt.

    • trixyworld

      Louise: Ja, det er jo den evige spiral. De klokker der ikke kan ringes om, kan godt give ekko i hovedet i mange år frem, hvis det var en selv, der slog på dem.

  2. Dejligt med fripas til tudning (specielt for hende, der igen i dag har vrælet før klokken 9)

    Forleder spurgte jeg min (hankøns)ven, hvorfor mænd er så dumme. Han svarede: ‘Er det ikke bare dig, der er dum med mænd? Inde i dit hoved, altså?’

    Den kunne jeg så lige tænke lidt over …

  3. Frøken Jensen

    Word!
    Tak for opsangen – det havde jeg brug for.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

error

Enjoy this blog? Please spread the word :)