Klassebilledet

Det dukkede op i går på vej igennem bunker og poser og alskens ragelse. Den der forunderlige følelse, når weekendgæsten er taget tidligt hjem, du ikke har tømmermænd og du helt uforvarende kommer til at gå i gang med at rydde op. Det sker maksimalt en gang om året for mig, men i går var så dagen, hvor jeg lige fik ryddet halvdelen af mit hjem op.

Og jeg kom forbi tre klassebilleder. fra 7., 8. og fra da jeg blev student. De fleste andre har jeg klippet i stykker i teenageårenes frustration over ikke at passe ind og ikke at kunne lide de mennesker, som gjorde hverdagen hård og ubehagelig.

Jeg husker tydeligt, den dag min mor opdagede, at jeg havde ødelagt flere af årenes klassebilleder. Hun blev rasende og skældte mig ud, over alle de penge billederne havde kostet. Og vi kunne jo lade være med at købe dem, hvis jeg skulle behandle dem så dårligt. Det faldt aldrig mit barnehoved ind, at jeg også stjal hendes minder og billeder af mig i de år, hvor man næsten var et helt nyt menneske fra år til år på klassebilledet. Det har jeg det skidt med i dag.

Men dengang så jeg ikke andet, end at der stod jeg midt imellem de plageånder, som jeg ikke kunne fordrage og ikke kunne finde mig til rette i. Jeg stak ud. Når man satte os sådan op. Side om side. Skulder ved skulder. Var det kun alt for tydeligt, at jeg var tyk, og at det var derfor, de hadede mig. Det var forfærdeligt år efter år at være pigen, som blev sat op i drengerækken, fordi jeg ragede op og var både høj og bred. Nogle af årene syntes jeg ikke engang, at jeg lignede en pige, når billedet blev udleveret af klasselæreren.

De billeder, jeg fandt i går, viste mig noget helt andet. Viste mig, at alle mine følelser af at være forkert, har jeg projekteret over på nogle billeder, hvor jeg i det store hele bare var. Som alle de andre. Jeg hadede dem, fordi jeg stak ud som den tykke, men mine 30-årige øjne kan næsten ikke se den forskel. Barnet Trix stikker ikke mere ud i den ene ende, end andre gør i den anden. I de ældre klasser er jeg heller ikke højst mere. Jeg står midt i flokken. Mit tøj ser ikke dummere ud end de andres, det er ikke mig, der er midt i et host på billederne. Der er ikke spildt noget på mig og den lille runding af en mave kan fandme næsten ikke ses, når jeg står bagved rækken foran. Jeg er ikke højere. Jeg er ikke bredere. Bare lidt rundere.

Jeg. følte. mig. så. forkert.

Så forkert, at jeg ikke engang kunne se de andre på billedet for bare mig, der var forkert. Så forkert, at jeg ikke engang opdagede, at Søren år efter år skærer ansigter på billedet. Eller det år, hvor Stine er i gang med en blanding af et grin og et nys. Eller de ansigter, som ikke engang kan mønstre et smil på kommando. Mit bedste estimat er, at knap halvdelen af ungerne på de billeder hader det lige så meget som mig. Gad vide, om de også er gået hjem og har set sig selv være den mest forkerte i hele verden og set det sat til skue på et billede, blandt alle dem, der sætter standarden for ‘rigtig’?

Jeg gemte de sidste få billeder, der var. Og tænkte på, om ikke Rikke ligger inde med originalerne fra de år, jeg har ødelagt. Så kan jeg måske kopiere dem til min mor. Og til mig. For det heler at se på sit forkerte barnlige jeg med tilgivende voksen-øjne. Det heler så meget.

Følg, like og del: