Kan det nåes?

Er det muligt at fange et glimt af lykke, og huske det præcis som det er? Uden at forpeste det med fortid, mulig fremtid, dit og mit og alle de andres?

Kan man vælge bare at være lykkelig, når man kender sig selv og sit følelsesliv så godt, at man ved, at selv den højeste lykke en gang imellem må vige for tårer?

Hvad stiller man op med vemod uden en modtager?

Når man overvældes af en dønning – ikke engang en rigtig bølge- men mere et skvulp i vandet, der minder en om, at de følelser der engang gjorde ondt, ikke er holdt op med at eksistere bare fordi man ikke mærker dem lige nu?

Kan man vælge ikke at frygte, hvad der næste gang vil bringe det vemod og det eftertænksomme tungsind, der akkompagnerer at være et følsomt pigesind fanget i den morsomme piges krop?

Kan man være lykkelig altid, når livet, ligegyldigt hvordan vi vender og drejer det, også byder på grå dage?

Kan man overvinde frygten for, at én dag mere uden den store ske og trygheden viger for en barnagtigt vrede mod alt det, man kunne få, hvis bare man var egoistisk nok til at bede om det.

Vil han, hun, dem og alle de andre, hvis de en dag får valget, vælge at gøre mig lykkelig, hvis jeg kræver det af dem?

Eller er jeg for tid og evighed overladt til at skabe min egen lykke? Og magter jeg det ansvar?

Følg, like og del: