Kagedag
Nå, så en af jer går rundt og sladrer til min sportsredaktør, når jeg skriver om ham? Er jeg så en slags kendis, eller bare et barn der er blevet taget i at sladre? (Og thank god, det ikke var ham jeg skrev det sidste indlæg om).
Angående det sidste indlæg. Jeg tænker meget. Og nogle af jer lader til at have ret godt forstand på, når der er en diagnose eller en årsag til, at nogle menneskers personligheder fylder meget på godt og ondt. Så jeg vil spørge jer:
Må jeg spørge ham, om han har lidt aspergers? (Og kan man have “lidt” aspergers?) Er det dårlig stil at spørge? Jeg tænkte efter i mig selv og selvfølgelig indså jeg, at hvis der var den mindste årsag til, at hans personlighed larmer, som han ikke selv kan gøre for, så vil jeg være den første til at droppe de løftede øjenbryn. Måske endda tale med, når han kører sit show, så de andre kan rulle øjne af os begge eller må opgive.
Men jeg er ikke sikker. Jeg har ikke forstand på det her. Hvad hvis han siger ja? Hvad hvis han siger nej?
Hvad synes i? Eller skal jeg bare holde mig lidt på afstand, så jeg ikke selv skubber til hans usikkerhed?
Det er min sidste dag på denne redaktion i denne omgang. Hence overskriften. Håber jeg. Jeg har ikke købt noget endnu. Men hvis man nogensinde skulle have en undskyldning for kage på en tirsdag, så må denne kunne bruges, ing?
30. oktober 2012 @ 12:06
hej trixy.
Måske har din kollega asperger, eller en anden diagnose, der gør at han ‘ikke kan gøre for det’. Hvis det er sådan, HAR han nok ikke nogen venner, der kan fortælle ham hvad han skal gøre, for enten er de selv aspergere, eller også er de så meget enablere at det ikke kunne falde dem ind at sige tingene lige ud. Eller også har han slet ingen venner overhovedet.
Hvis jeg havde en kollega, der trak sig fra mig og virkede sur, ville jeg sætte rigtig stor pris på at få klar besked: Fx “jeg vil også godt have lov at tale om mine ting”, eller “vil du være sød at lade være med at afbryde, når jeg taler”. Nogen af os kan ikke læse mellem linjerne og har brug for klare retningslinjer. Det er en kæmpe lettelse, når man får en manual til at omgås folk.
Til dine spørgsmål: Ja man kan godt have lidt aspergers og man kan sagtens fungere i samfundet uden at vide at man har aspergers. Så jeg synes ikke du skal spørge om han har det, for det er ikke sikkert han ved det, men hvis du giver ham nogen retningslinjer, gør du både ham og de andre kolleger en kæmpe tjeneste.
I øvrigt kan man godt være sød selvom man har aspergers, og man kan også godt være sur og dum og irriterende. Det er en forklaring, ikke en undskyldning!
Mange gode hilsner
Marie
30. oktober 2012 @ 13:57
Hej Marie.
Tak for din meget fine kommentar. Jeg er slet ikke i tvivl om, at han har masser af venner. Og en kæreste han bor sammen med. Han tager gerne ordet – og ved også tit vildt meget om det, han siger.
Men for en sikkerheds skyld, lover jeg hér, at jeg næste gang han går i selvsving overfor mig eller ved siden af mig, vil fortælle ham, at han snakker meget og højt lige nu. Det skal jeg nok. Det kan jeg godt.
Jeg er enig med dig i sød/dum delen. Fra de rigtige mennesker, finder jeg de ærlige udmeldinger befriende og de kan også tit løse op i akavede situationer.
Man kan jo også være både sød og dum uden aspergers. Han behøves jo ikke være min kop the, aspergers or not.
30. oktober 2012 @ 12:17
Jeg ved ikke, hvor stor en ekspert, jeg er på området, så jeg vil hellere besvare med et andet spørgsmål: Hvad ønsker du at opnå?
Jeg tvivler på, at du er på så venskabelig fod med ham, at du er i en position, hvor du kan give ham råd om adfærd (supplerende sp.: Hvem ville du tage imod lignende råd fra, og hvem ville du give den slags råd?). Du er på vej væk, du skal ikke arbejde sammen med manden, og du HAR allerede rullet med øjnene ad ham (gå du bare ud fra, han kan mærke noget – uden at vide helt hvad og hvorfor). Så hvad vil det hjælpe at spørge, om manden har Aspergers?
Hvis det var mig, og det endelig var, at jeg ville engagere mig i vedkommende, så ville jeg lytte til hvad han sagde – også selvom han talte længe (blandt aspies kaldes det monologuing), og når han så havde talt om sit emne ca. så lang tid som jeg mente var “normalt”, så ville jeg smile og sige noget i retning af: “Puh – det ved du meget om. Jeg tror ikke jeg kan rumme mere information om [INSERT X] lige nu.” og så dreje samtalen hen på noget andet, eller spørge, om han kan lide kagen.
Bare husk, at HVIS han har Aspergers, then he doesn’t do subtext. At all.
30. oktober 2012 @ 13:52
Hej Søren.
Du har ret i, at det eneste jeg vil opnå er bestyrkelse eller eliminering af min modvilje. Men vi rykker rundt i samme hus og ser hinanden i et lille år endnu. Så sidste dag var blot på denne stol, jeg sidder på en ny i samme hus i morgen.
Jeg ville under ingen omstændigheder kunne guide ham eller hjælpe ham. Som jeg tidligere har skrevet, synes jeg, det er noget for venner. Og nej, vi er ikke venskabelige.
Men i skrivende stund har jeg lige fået en mail med forskellen på psykiatere og psykologer fra ham, fordi jeg fejlagtigt har kaldt ‘Fraiser’ for psykolog. Og ja, det irriterer mig lidt.
Hvis jeg ikke har et klart stempel på ham, gider jeg ikke engagere mig og løbe den risiko, at han faktisk bare er træls. (Måske ikke engang for alle, men for mig. Vi kan jo for pokker ikke elske alle mennesker vi møder).
Jeg tror jeg vil prøve at følge dit råd og lade ham være…
31. oktober 2012 @ 08:13
Altså, nu er jeg generelt ikke som folk er flest, men jeg synes godt man kan have lidt Asperger… Det kan faktisk være helt nyttig nogle gange. Specielt hvis man bare er helt vild med at ens tøj hænger farvekoordineret i skabet… Eller at der aldrig står noget på bordet, fordi man bare har brug for at der skal være rene linjer…. Eller når man bliver så ederspændt rasende på sin røremaskine, og det dermed ender med at der er blendet spinat på alle køkkenlågerne… Så er det meget rart at kunne slå det hen med: Jamen, jeg tror jeg har lidt asperger syndrom….. :-))
1. november 2012 @ 10:30
Søde Trix – det er slet ikke din butik. Professionel adfærd på job er at rumme kollegaers forskelligheder, og ikke bidrage til rullen med øjne m.v. – det er mobning. Hvis kollega ikke leverer, det kan skal, eller hvis hans adfærd er problematisk på arbejdspladsen, så er det et ledelsesansvar at gøre noget ved.