Kærlighed über alles

I går var jeg rødvinsfuld og teenagesnavende. Skruet ned i den eneste kjole, der passer for tiden. Bænket ved siden af den Sunde og Raske, og Lis’ kæreste – pigeflokkens nyanskaffelse. Vi sad fire piger, for første gang nogensinde med fire kærester – og for første gang nogensinde til vores femte venindes bryllup.

Jeg har altid sagt, at jeg elsker bryllupper fordi folk er glade og bliver længe, men faktum er, at jeg ikke har været til mange af slagsen, og slet ikke dem, hvor folk blev længe og festede igennem. Det ændrede vi igår. Det var fantastisk.

Og selvom jeg synes det er feje hånd, når gommens lillesøster hulkende i sin tale, fortæller at deres afdøde far ville være stolt og tvinger tårer i alles øjne. Og selvom jeg synes, at en sketch med de to viasat-havenisser er lige bondsk nok, så elsker jeg det. At man i løbet af en aften skal røres til tårer flere gange, og grine hjerteligt at ting, man måske normalt ville fnysegrine lidt af.

Jeg elsker kærlighed. Det kan ikke skjules. Og når Stine står i sin hvide kjole omgivet af lyskæder og smilende ansigter i hendes forældres have, kan jeg ikke finde på noget bedre. Hendes far viede hende og Thomas, med tyk stemme og stolthed osende ud af hver fiber i hans krop. Det var enestående.

Jeg kan ikke sige en eneste dårlig ting om min aften igår. Ikke engang turen hjem var slem. Mine forældre er naboer til forsamlingshuset, hvor det hele foregik. Jeg fik en hotdog til natmad og en blomst med hjem. Det kan jo ikke bliver bedre.

Jeg tror, at bryllup er min nye livret. Hvordan bliver man inviteret til nogle flere af dem?

Følg, like og del: