Jobtanker

Jeg har nok lavet de førstee 1000 franske hotdogs, gammeldags isvafler, ‘vaske gulv’-bevægelser, stiklinger på gartnerier (Det er nok nærmere en million dér), fadøl og kasseoptællinger.

Jeg har bagt isvafler selv, brændt mig på det 300 grader varme vaffeljern med hele armen. Jeg har haft skønne kolleger og dårlige kolleger, som jeg selv har været både en god og dårlig kollega.

Jeg har smilet sødt, når fedladen, selvfed mand har tituleret mig ‘lille de’. Taget imod utallige møgfald, der i bund og grund ikke var rettet mod mig, men mod tankens lukketid, gartneriets deadline, øllenes pris, madens kvalitet, svømmehallens regler og hvad ved jeg. Nogen gange har møgfaldet også været rettet direkte mod mig. Min attitude, mine ord, min attitude, min krops størrelse og min attitude, har været gengangerne.

Jeg har pakket kileremme med en alkoholiker mellen 22-06 på en fabrik, jeg har tjekket ind klokken fem for at gøre rent på teenagedrenges klamme toiletter, klokken seks for at åbne en svømmehal. Jeg har lukket en bodega mellem midnat og en tid langt over min sengetid.

En sjælden gang imellem, har jeg også reddet et liv. Med mine hænder. Ved at hoppe i vandet. Ned mod bunden. Hjælpe en person, der ikke længere kunne hjælpe sig selv.

Men mest af alt, har jeg brugt ord. Ord til at betjene, ord til at forstå, ord til at beskrive rieslingens mildhed overfor Pinot Gris’en kant. Ord til at nævne prisen, gøre mine kolleger og kunder glade. Jeg har fået ord igen, både de onde og de gode.

Det er ordene, der har gjort det hele værd at gøre og prøve. Selvfølgelig er nogle skodjobs bare altid skodjobs. Men mennesker og ord kan gøre dem tålelige. Og ingen af de steder jeg har været, har kunnet løbe rundt helt uden ord. Ord er gode. Og nødvendige.

I mit nye job skal jeg arbejde. Med mennesker og ord. Og ironisk nok, har jeg ingen ord for, hvor meget jeg glæder mig. Er det ikke sjovt?

Følg, like og del: