Jeg mærker et lille stik

Der er lidt ængstelse i denne uge. For det skulle jo være helt ovre. Det med mor og hjerteflimmer.

Min mor fik en ballonudvidelse for et par år siden. Proceduren er nem, hurtig, og åbner for blodgennemstrømningen, hvis en pulsåre er begyndt at kalke lidt til. Du kan kalde det en afkalkning af livets store kaffemaskine.

Dengang opdagede vi det tidligt. For mor fik det kun skidt og ‘anfald’ af dårligdom og svimmelhed, når hun spiste en af de blodkarsammentrækkende piller, vi tager mod migræne. Så det var altså kun, når hun selv trak blodårene sammen også, at det kunne mærkes.

Men denne gang kommer de altså af sig selv. Og oftere. Anfaldene, hvor der pludselig ikke er ilt nok i kroppen, og hvor hun bliver rigtig svimmel og dårlig. Og bange. Og jeg bliver også bange.

Min mor er ikke engang 50. Hun skal holde mange år endnu. Og det kommer hun også til.

På fredag kigger lægerne igen op til blodårene gennem et lille hul i lysken. Og så håber vi, de finder et godt sted at foretage en ballonudvidelse. Et sted, hvor det lige trænger til lidt afkalkning, så det hele kan glide igen.

Et sted som kan ordne alt, så vi ikke skal lære at arbejde med ord som by-pass.

Kryds fingre for min mor, gider du? Hun er sgu så dejlig.

Følg, like og del: