Jeg gir’ en omgang

Nå, jeg vil lige gå ud og finde noget mad, siger hun og stikker hånden i lommen, hvor et par mønter klirrer rundt.

Tidligere i dag fortalte hun, at hun egentlig ikke har særlig mange penge tilbage, og at hun ikke rigtig har råd til den salat, som hun har besluttet sig for at købe til frokost igen i dag.

Det gibber i mig, da jeg hører lyden af mønterne og nede i min hals kan jeg mærke ordene ’mangler du kontanter?’ forsøge at kravle op, men jeg synker dem.

For jeg kender hende jo ikke særlig godt. Ved ikke, hvornår jeg skal se hende igen. Der er ingen grund til at bede om lov til at låne hende penge kun for at glemme det igen. Og helt uden hun har sagt, at hun mangler dem.

Jeg gør det tit. Lægger ud og glemmer det. Spørger folk, helt uopfordret om de mangler kontanter eller har brug for at låne penge. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor. Måske er jeg bange for, at folk ikke kan lide mig, hvis jeg ikke giver dem noget. Også mad. Eller drikkelse.

Jeg er altid den første til at købe en hel stribe øl, når vi træder ind på et diskotek. Sidst var vi otte, der skulle have øl på diskoteket. Jeg spørger ikke engang, om de er tørstige eller har lyst til det. Jeg køber bare en stribe øl til alle. Jeg har nok gjort det 100 gange. Som om jeg nogensinde får otte øl igen? Som om jeg nogensinde ville kunne drikke otte øl mere på det tidspunkt? Som om jeg skal give noget for, at folk kan lide mig.

”Jeg gir’”, siger jeg, hvis jeg ved en veninde er på røven og vi er ude og spise. Eller handle ind til aftensmad. Uagtet om jeg selv er på røven. Uagtet hun har valgt at handle ind og gå med på café, selvom hun er på røven. Nøjagtigt som jeg kan finde på. Uagtet at det ikke er nødvendigt for vores venskab at jeg køber hende, som det var nødvendigt at dele ud på sin fødselsdag i folkeren for ikke at blive mobbet den dag.

Enkelte gange var nogen mine venner, fordi jeg gav. Eller, venner var de ikke. Men de sugede gladelig til sig. Tappe, tappe, tappe. Ingen genopfyldning på den økonomiske balance eller på vores venskab. Bare en fastholdelse i mit mønster som fylder. Som ødsel. Som pleaser.

I dag tror jeg ikke, der er nogen tilbage i mit liv, som kunne finde på at bruge mig på den måde. Alligevel prøver jeg jævnligt at søge tilbage i den rolle. For hvis du ikke kan lide en person, siger du vel ikke ja til en drink på deres regning? Et slice? Take away’en? Middagen?

Det bliver kun værre, når jeg er fuld.

Og det er ikke engang nok at sige nej tak. Så presser jeg bare lidt på. ”Skal du SLET ikke have noget? Kage? Kaffe?”.

Det er faktisk ofte nødvendigt at fortælle mig direkte, at du godt kan lide mig UDEN jeg forærer dig noget.

Det er faktisk lidt ydmygende. At jeg fra tid til anden kan lide mig selv så lidt, at jeg ikke tror på, at nogen andre kan.

Følg, like og del:
error20

Previous

Gothersgade

Next

Omvendte læserspørgsmål

3 Comments

  1. Åh, Trix. Jeg kender det godt. Jeg giver bare ikke økonomisk men af mig selv. Eller jeg gjorde, jeg er langsomt ved at være holdt op.
    Jeg tror det kommer af vores fælles baggrund. Uden at vide det præcist, ikke, så er det meget almindeligt at selvværden rammer bunden til tider, når man gennem et halvt liv er blevet valgt fra for en flydende væske, af nogen der burde vælge os til som 1. prioritet.
    Det kan godt være at vi er blevet valgt til siden hen, men de der skår der blev sat i tidernes morgen, dem kan man ikke klinke så hurtigt.
    Jeg ved godt, at du ved det. Jeg skriver det alligevel, for jeg ved at genkendelse gør så godt. At man ikke er alene om alle følelserne.
    Det er kommet så vidt at jeg pønser på en blogpost om emnet. Den kommer inden længe, men jeg skal lige… overveje.

    Og hey, jeg er pjattet med dit væsen, du behøver ikke give mig en omgang. Det er vist også min tur, forresten.

  2. SA

    Puh, “det nye eventyr”.. Det ramte mig ret hårdt det der!
    Jeg blev også valgt fra.. Det stoppede den dag hvor jeg besluttede at jeg ikke længere var hans datter! Han har ikke ændret sig, og jeg ville stadig være 2.
    prioritet den dag i dag..
    Nu er jeg blevet voksen, men det sidder stadig i mig. Jeg vil gerne hjælpe andre mennesker, men har ofte oplevet at folk kun brugte mig når de stod i lort til halsen.
    Jeg har stadig mennesker i mit liv som opføre sig sådan.. dem burde man bare sige farvel til.. men det er fandme svært!
    Men der er veninder jeg altid vil købe en pizza til, hvis de er på røven.. Men kun fordi jeg ved at når lortet ramler, så står de klar!

  3. SA; Der er hjælp at hente for voksne børn af alkoholikere. http://www.tuba.dk/
    Jeg går selv i gruppeterapi der. Det er eddergodt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

error

Enjoy this blog? Please spread the word :)