Jeg bliver ikke råbt af på gaden. Mere.

Det er også sjældent, at jeg bliver talt grimt til i nattelivet.

Men når det sker.

Når en mand træder ind foran mig og ræber “Du er tyk” ind i mit ansigt, mens jeg blot er på vej forbi ham ud på toilettet.

Når en kvinde fnisende og ikke særlig diskret peger mig ud for sine veninder på dansegulvet.

Når en afvisning fører direkte til sætningen “Det var bare en joke, du er alt for fed til mig”.

Så sker det altid, når:

– jeg er allermest mig selv

– jeg er iklædt mit mest personlige, velsiddende, sexede og flotte tøj

– jeg danser vildt og voldsomt og kompromisløst

– jeg griner dybt og larmende

– jeg takker nej uden at tilbyde opblødning eller forklaring

Så når jeg ikke bliver råbt af på gaden.

Når jeg ikke bliver svinet til i nattelivet.

Når en mand ikke føler trang til at nedgøre mig for at have afvist ham.

Så er det ikke et udtryk for, at menneskehoben er blevet bedre til mig og min krop.

Det er et udtryk for, at jeg gang for gang. Tilsvining for tilsvining. Latterliggørelse for latterliggørelse.

Har gjort mig selv mindre.

Mindre larmende

Mindre lysende

Mindre levende

Følg, like og del: