Jamen, er det ikke meget normalt?

Hvor mange af de ting, du går rundt og gør til dagligt, bilder du dig i dit stille sind ind, at alle andre også gør?

Jeg gik faktisk lidt og troede, at vi alle var ens. Mere eller mindre. Nu er jeg jo igennem hele min Strungeelskende-ungdom og erkendende, realistiske knap-så-ungdom blevet trampet i hovedet med, hvor LIDT specielle vi alle er og hvor meget vi ligner hinanden og gør det samme og tænker ens, selvom vi går rundt og føler os så alene i det store fællesskab.

Men der er visse ting, som jeg gør. Mange andre gør dem nok også. Men sandsynligheden for at de gør alle de samme ting, som jeg må alligevel være lille.

Jeg slutter altid mine interviews af med ordet “alletiders”. Jeg er glad for, at det er mig og ikke mine kilder, der skal løbe mine interviews igennem efter mig og skal høre mig sige det samme ord igen og igen.

Jeg drikker mælk af kartonen.

Jeg gør tjenester. Den rigtige slags. Ikke dem med, “hvis du gør sådan for mig, så gør jeg sådan for dig”. Nej, jeg kommer gerne og slæber din flyttekasse eller lægger bil til, når du skal flytte. Jeg skal også nok tage ned og købe det spisebord, du mangler, mens du er på job, så gæsterne ikke skal mangle det i aften. Ja, jeg har sådan set tilbudt det hele inden for de sidste par måneder.

Jeg knipser, når noget er helt rigtigt. Gerne ledsaget af et overeksalteret ja. Jeg kan ikke stoppe med det. Det er som et tic. Højre hånd. KNIPS. ‘Sådan!’

Jeg har to grin. Et, når jeg kan styre mig. Det er larmende og der er en slags ‘r’ i enden af mine HA’er. Det er sådan lidt Harharhar. Ikke særlig feminint eller klokke-like. Og det er det gode af dem. Det andet er min fars. Han griner på indåndingerne. Hyydr, hydr, Hyyydr. Sådan griner jeg, når noget er virkelig sjovt, eller når det sjove kommer bag på mig, og jeg ikke kan nå at tage menneskelatteren på.

Jeg træder udad på fødderne. Meget. Lige indtil jeg er ved at vælte på mine høje hæle, når jeg har slidt dem helt skæve. Det er sgu noget underligt noget. Hvorfor kan jeg ikke støtte ordenligt på de hæle, jeg selv slider skævt? Det må jo være sådan, jeg nu engang har det bedst.

Jeg troede, at alle elskede at skrive historier og digte, da jeg var yngre. Forstod ikke, når folk sagde ‘ja, du er også helt vild med at skrive’. Tænkte, det var noget, alle måtte være.

Jeg troede, at alle elskede Blink 182.

Der er stadig ting, jeg er i tvivl om.

Har alle en bunke hjemmetøj, som de straks skifter til, når de træder ind af døren med fri udfladning i sigte?

Findes der virkelig folk, som ikke kan lave mad – eller gider de bare ikke?

Er der overhovedet nogen i verden, der kan udstå lyden af en neglefil? Og andre der børster tænder? Uden at få gåsehud?

Og er der helt seriøst mennesker derude, som aldrig har tisset i badet?

Jeg forstår det ikke. Troede vi var så ens. Eller, troede at alle var som mig…

Følg, like og del:
20

Previous

Ugeupdate

Next

Det tog en slags overhånd

5 Comments

  1. jeg bliver så blød, Trix. For du er så meget din egen, og alligevel kan jeg nikke ja til så meget særegenhed( for særhed er ikke det rigtige ord!).

  2. Wuhuuu hvor er det dejligt, du har taget dét emne op! Har læænge tænkt på at kradse noget lignende ned,

    Jeg vil godt bekræfte (eller – jeg kan jo ikke vide det med sikkerhed, men jeg håber, jeg har ret), at jo! – ALLE skifter til blødt og behageligt “jeg vil ikke ha’ uventede gæster nu”-tøj. når vi er alene hjemme.

    Og så lige et spørgsmål til: findes der virkelig voksne mennesker med respekt for sig selv, som stadig er kræsne..?
    Godt skrevet Trix.
    /Lotte

  3. B

    Du er i hvert fald ikke alene om 6 af de ting du nævner 🙂

  4. Er glad for at vide, at jeg ikke er den eneste, der er interviewafslutningsneurotisk. Jeg slutter altid mine interviews af med ‘Super’. Fint, hvis det for eksempel handler om madlavning. Knap så fint, hvis det handler om dødsfald (der er nok en grund til, at jeg er havnet i underholdningsbranchen …)

    • trixyworld

      Jeg gør det også ved biluheld osv. ‘aaaaaalletiders’, siger jeg, mens man nærmest kan høre, at min hjerne allerede er i gang med at afslutte samtalen. Hvor taktløst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Enjoy this blog? Please spread the word :)