Intet nyt kan være godt nyt eller kolde bryster

Farmor havde fået dobbeltsidet lungebetændelse. 88 år gammel. Ja, jeg havde faktisk glemt præcis, hvor gammel hun er. Vi ved ikke, om hun nogensinde kommer sig over den.

Men det er meget forvirrende med viderebragte informationer i rejseforvirring overbragt af den faster, som også er syg og for nylig er blevet opereret. Faktisk ved jeg ikke, om farmor er fri af respiratoren. Men jeg ved, det er planen. Og at hun bagefter skal på lungeambulatorisk i gud ved, hvor lang tid.

Det føltes lidt som i 2010. Hvor hun var indlagt, mens jeg var i Istanbul i to uger. Hvor hendes blindtarm sprang. Og den ene dag er man klar til at pakke og rejse hjem på stedet, fordi opdateringerne hjemme fra kun lyder som død og sorg. Men hver anden dag, går det bedre. Ikke godt, men bedre. Og det er jo modtageren, der bestemmer budskabet og ikke alle beskeder gives lige nuancerede. Men i dag var en bedre dag. Så mor og far er fløjet, jeg flyver og så krydser vi fingre for den gamle dame. For hun er en fighter, og hun har gjort det før.

En anden person, der ikke er en fighter, var min ekspedient i Magasin i dag. Og det er en brat overgang, for jeg kan simpelthen ikke springe fra nær-dødsfarmor til bh-indkøb på nogen elegant måde, men i skal sgu lige høre det. Fordi jeg bare TILTRÆKKER dårlig service. Eller. Noget må jeg gøre forkert.

Da jeg i sidste uge væltede det meste af et glas friskpresset appelsinjuice ned ad benet på mig selv, ud over bord og gulv og endda lidt ned i nakken på damen niveauet under os, mens jeg hyggede med Christina, havde jeg egentlig besluttet mig for at dø i skammen.

Men Christina kan det der med at rejse sig og venligt men bestemt fortælle, at jeg har mistet min næsten fulde juice på sådan en måde, at der straks står en ny juice ‘som jeg selvfølgelig ikke skal betale for’. Det kan jeg bare ikke. Faktisk kan jeg kun det stik modsatte.

Således blev jeg i dag sendt i prøverummet af en Triumf-dame, som sendte mig afsted med to bh’er, som jeg ikke engang nåede at sige, jeg ikke brød mig om, før hun puffede mig mod prøverummet med to stk. mormor-skål (Sådan en, der når helt op under hagen), men en ‘praktisk’ kant, som aldrig kan skjules under en t-shirt i et materiale, der minder mere om en badedragt end om en lækker bh til den bløde hud på brystet.

Men vi skulle jo finde den rigtige størrelse, og det kunne vi vel lige så godt finde med en sort, spandex, mormor-bh, som med en hvilken som helst anden.

Jeg prøvede en størrelse. Og den anden, jeg havde fået med ind. Jeg forstod ikke helt forskellen. Men hun havde sagt, hun ville komme og tjekke, hvilken der sad bedst. Hun var bare lidt længe om det. Jeg prøvede den anden igen. Det hjalp ikke.

Til sidst var der gået så lang tid, og jeg havde forsøgt så mange forskellige bevægelser med hver bh, at jeg holdt igen mod panelet, mens jeg trak gardinet væk i hovedhøjde og med et par forsigtige ‘øøøhm, undskyld?’ fik kontakt til en anden triumf-ekspedient.

Ja, altså. Hendes kollega med det lange hår havde lovet at hjælpe mig, men nu kunne jeg ikke finde hende?

Kollegaen så mildt perpleks, men ikke direkte undskyldende ud, da hun forklarede, at min ekspedient da var gået til frokost.

Til frokost?

Mens jeg stod med bare patter, to grimme bh’er og et i forvejen regnvejrspræget fredagshumør? Så kan de sgu rende mig!

Så nu har jeg stadig primært bh’er, der er købt i gymnasie-tiden. Pisosse.

Følg, like og del: