Ikke et øje tørt
Der er jo åbent hus i denne uge. (Jo, siger jeg som om, det er noget alle ved). Og jeg har fået lov til at stene ud og se på alt det, jeg gerne vil. Eller, alt det jeg overvejer at ville. For mit praktiksted er så sejt, at jeg må tænke over det. Om jeg vil blive hos dem eller ud og lede videre. Og det er fesent ikke at sondere terrænet og bare vælge Ritzau for tryghedens skyld, fordi de gerne vil have mig. Jeg skal være sikker i min sag.
Men jeg kom så sent hjem i aftes. Og jeg var sååå træt i morges. Og jeg havde ikke heeelt styr på, hvad jeg ville hvornår og i hvilken rækkefølge jeg kunne komme det. Derfor virkede det nemmest at tage på arbejde og tage den derfra (jeg havde jo heller ikke aftalt med job, at jeg ikke kom, så det virkede lissom mest fair). Inde på job, sker der det, der altid sker på en redaktion – jeg finder en historie og begynder at researche. Og pludselig er jeg begravet i tråde, vinkler, intriger, påstande, to kilder og en sandhed midt imellem. Jeg når slet ikke at opdage, at formiddagen forsvinder, før min praktikvejleder står foran mig og spørger; ‘Skal du ikke UD til noget ÅBENT HUS?’
Og jo, det skulle jeg da? Men jeg kom bare lige til (sagde Alfons Åberg). Og pludselig havde jeg slet ikke nået noget i dag. Ihvertfald ikke noget åbent hus. Og det var lidt dumt. Men geniale Charlotte gjorde kort proces. ‘Du kommer ikke mere i denne uge, så ved du det! Hvis du kommer, tager jeg din pc.’ Bum. Så kan jeg lære det. Og så kan jeg slippe for at stå et eller andet sted imellem misforstået pligtfølelse og aktivt studieliv og rode rundt. Det er sgu da genialt. Tak Charlotte!
