I need my space, Åge
I dag skete det i fitnesscenteret – og der trækker jeg altså grænsen!
Oftest når det sker, bider jeg det bare i mig. Fordi jeg godt kan se, at det vil være svært at leve resten af mit liv. Hvis jeg først begynder at stå på, det, jeg selv mener, er min ret til, at fremmede mennesker ikke skal røre ved mig. Ikke sådan touchy feely, nej, jeg ville være glad, hvis du ville lade være med at strejfe mig tak.
For eksempel er jeg med på, at vi alle skal være der, når der er koncert. Og din billet er garantrisset lige så fin som min, så du skal også have en god plads. Men jeg har det stramt, når du liige lister dig ind imellem mig og personen foran eller bagved. Og jeg selvfølgelig naivt tror, at du er på vej videre. Men du så stopper, vender dit ansigt mod scenen og bliver stående. Med din ølmave let hvilende mod min lænd eller hofte. Eller lige får svunget din skulder op mod mit bryst. Og du så bare står. Dér.
Jeg er med på jeg er blød, men kan du ikke mærke det? Kan du ikke godt mærke, at to kroppe, der er fuldstændig fremmede for hinanden, pludselig interagerer? Er du ligeglad? Kan du lide det? Jeg stiller mig altid på behørig afstand af scenen. Jeg er heller ikke sart, hvis du under Hvalen Hvalborg lige ‘ups’ gynger ind mod min krop, fordi det hele bare swinger. Men når du bare stiller dig dér. På mig. Op ad mig. Så visner min sjæl.
Toppen er, hvis du er typen, som klør dig i skridtet, og det slet ikke generer dig, at din håndryg hver gang spiller fandango i omegnen af mine baller. Ikke nok med, at det er lidt grænseoverskridende at blive (virkelig dårligt) pillet ved at en fremmeds baghånd, men jeg kan jo også tælle, hvor mange gange de små dernede, lige skal have en hilsen eller en høj femmer. Og jeg synes sgu ærlig talt, at det er mere, end jeg har brug for at vide om dig.
Jeg kan heller ikke lide det i bussen. Jeg er med på, at vi sommetider må stå lidt tæt. Men vil du ikke nok lade være med at… prikke til mig med vom/underliv/bagdel? Og SKAL du absolut holde fast i den der stang i loftet, når jeg står lige i svedig-armhule-højde.
Jeg ved godt, at jeg føler mig mest beklemt, når det er mænd. Men dem der er værst til det, er faktisk fulde piger i byen. Ladies who can’t hold their liqueur. Som tænker, at ingen på dansegulvet da opdager, hvis hun bare lige støtter sig. Liiige læner lidt mod hende eller ham til højre. Ofte i sådan en grad, at man kan vælte dem bare ved at gå hurtigt væk. Det gør jeg naturligvis ikke. Mere.
Åh. Det offentlige rum. Jeg vil gerne dele. Jeg er med på, at det er vores alles og carpe diem og sådan noget. Men næste gang, vi skal med bus sammen. Kunne du så ikke trække maven ind? Jeg står allerede af på Fasanvej Station, bare rolig.
C. Stubbe
23. august 2013 @ 12:47
TAK!! Jeg hader det virkelig også!! Og får virkelig altid tanker om ham den gamle mand med ølmaven er ude på at tage min pung, eller tage mig på røven! Så jeg står rank med ryggen og tasken klistret ind foran min mave, for jeg skal ikke nyde noget!
Helene
23. august 2013 @ 13:03
Jeg forstår. Så meget. Jeg kan ikke have det! Bare min sidemands skulder rører mig , kan jeg få det skidt og jeg forstår ikke hvorfor de ikke selv kan se de er helt vildt grænseoverskridende. Jeg bryder mig heller ikke om når folk står for tæt på, når de skal tale med mig – heller ikke selv om det er folk jeg kender. Jeg har engang bedt min chef om at blive på den anden side af min skrivebord, når kan skulle tale til mig fordi jeg slet ikke kunne have at han stod så tæt på mig (og slet ikke når han stop op mens jeg sad ned).
Jeg er klar over at jeg nok har mere brug for mit personlige rum end så mange andre, men jeg synes faktisk at kropskontakt med fremmede i de tilfælde det kan undgås er helt vidlt uhøfligt og egoistisk og jeg forstår slet ikke at folk kan holde det ud.
Så hvis du er “blød” tør jeg slet ikke tænkte på hvad jeg kan kvalificeres som…
På nye eventyr
23. august 2013 @ 14:46
Øldunk i ryggen er så nederen. Eller balle mod hofte. Eller ånde i nakken. Jeg græmmes og kaster lidt op i munden
Kamilla
26. august 2013 @ 03:57
Hep hep… kan du sende dette som læserbrev? Eller, endnu bedre, poste på eb’s Nationen?
Kærlighed fra afstand på dig! ♥
Gitte
30. august 2013 @ 19:33
Åh jeg har det lige som dig. Al det der berøring har aldrig været mig, jeg hader det simpelthen 🙁