I mængden

På gaden, i mængden, klemt sammen i den svulmende masse, der er distortion, savner jeg det.

Jeg savner hanekammen. Den sorte læbestift. Sikkerhedsnålene og de alt for store militærstøvler.

Jeg savner det, fordi det gav mig en følelse af at være mig selv i mængden, frem for en del af mængden. At jeg skilte mig ud og kunne ånde som mig og ikke som en del af en stor androgyn organisme, hvor man ikke kan mærke, hvor ens eget sind stopper og de andres begynder.

Jeg kan ikke lide, at være en del af mængden. Selv nu, hvor mit tøj er gråt og sort, hvor mine øjne er gemt bag store briller og min knold ligner alle de andres, er jeg nødt til at smile til folk. Umotiveret og hele tiden.

Fordi det gør mig til en anden, end den endeløse mængde af blikke der ser forbi hinanden og mundvige, der har nok i sig selv.

Og når jeg er ædru og alvorlig og ikke fuld som organismen, jeg bevæger mig i, så clasher vi. Mig og mængden.

Når de andre i mangfoldighed, gadekærlighed og fuldskab svajer i én og samme puls, svinger jeg konsekvent modsat. Jeg ramler ind i folks kroppe, og deres beruselse ramler ind i mit sind. Og mit sind er ikke blødt og medgørligt, som de glade, tågede sind, det slingrer velbehageligt rundt i deres fest.

Mit sind er kantet og skrøbeligt, og jeg føler ingen trang til at slibe kanter på en så stor homogen organisme. For så vinder den, og jeg føler mig udenfor i en mængde hvor ingen andre kan se, at jeg er udenfor.

Derfor savner jeg, at folk kan SE på mig, at jeg ikke er en af dem. Der er mere rummelighed til mine kanter, når andre kan se, at de er der.

Jeg savner, at folk kan se mine kanter uden jeg behøves at udstille dem.

Derfor gør jeg mig ikke godt i folkemængder.

Følg, like og del: