17 Comments

  1. Carina S.
    27. april 2012 @ 15:10

    Waw…… Det lyder fuldstændig som en veninde fra min folkeskole det der……
    Vidste godt hun havde haft en forælder, der drak (husker ikke om det var mor eller far), men de ting du nævner kan også plottes præcist på hende…..

    Reply

  2. Stop det dog
    27. april 2012 @ 16:34

    Selvfølgelig er det helt ok. Det er sguda din blog. Og folk læser her fordi de godt kan li’ din blog…

    Reply

  3. Caroline
    27. april 2012 @ 16:36

    Jeg forsøger dagligt at vedkende de sider af mig selv som jeg skammer mig over. At jeg ryger som en skorsten. Æder som jeg var på dødsgangen. Tager 2 x middagslur om dagen. Er i konstant alarmberedskab, fordi jeg voksede op med en forælder hvis liv var angstfyldt – og blev druknet i bajere og guitarlarm.

    Min far var også alkoholiker. Han drak sig selv ihjel for 4 år siden. Sluttede festen af med at ralle i 3 uger på hospitalet, mens han svinede os alle sammen til i sin morfintåge.

    Jeg har ofte svært ved at læse din blog, de dage du skriver om din far. Det er svært ikke at sammenligne, når jeg læser at din far taler med dig – og gør en indsats for at bevare sin familie. Det er meget værdifuldt og absolut ikke et stykke arbejde alle alkoholiske forældre magter at tage op.

    Hvadenten din far bliver tørlagt, tager et tilbagefald eller i værste fald går i fysisk forfald, så husk at en farverig barndom og et liv med til tider svære kontraster gør din fortællig unik og hjælper dig til at blive en person med stor rummelighed, indsigt og ikke mindst næstekærlighed til andre mennesker.

    Kærligst, Caroline

    Reply

    • trixyworld
      28. april 2012 @ 10:02

      Åh ja. Man har ar og vaner. Og mange af dem. Jeg føler mig også enormt heldig og privilegeret, at min far gjorde det, da vi endelig bad ham tage sig sammen. Og at han fortsat kæmper. Og at jeg kan mærke, at vi er hinanden nærmere end nogensinde. Det giver selvfølgelig også en sorg over, at der skulle gå 25 år, før jeg fik min rigtige far – og at jeg selv skulle finde ham. Men jeg føler mig heldig hver gang jeg tænker på ham nu.

      Reply

  4. amarOrama
    27. april 2012 @ 17:43

    Bare slå dig løs. Vi ka’ ta’ det.

    Reply

  5. HemmeLine
    27. april 2012 @ 18:33

    Jep, slå dig løs. Alt godt.

    Klem.

    Reply

  6. Kaffe & T
    27. april 2012 @ 19:09

    Jeg kan personligt rigtigt godt li’, når du og andre deler den slags. Jeg bliver sgu da klogere på tilværelsen og mennesker, af at læse det. Og det interesserer mig, fordi jeg lidt føler, jeg kender dig via din blog.

    Min blog, hvis du skulle kigge der forbi en dag, er fyldt med den slags tankestrømme, navlepilleri og livet med stress. Jeg er nemlig også igang med at blive klogere på mig selv.

    Pøj pøj med processen

    Reply

    • trixyworld
      28. april 2012 @ 10:00

      Jeg følger med fra tid til anden, og nyder faktisk, at du funderer så meget over de ting du møder i din hverdag. Man bliver jo ikke klogere, hvis man bare slår alt ud af hovedet og tæsker videre i hverdagen, altid.

      Reply

  7. Iben
    27. april 2012 @ 19:26

    Det er så dejligt at du deler. Jeg sidder lige og tuder lidt, fordi jeg ikke vidste det. Altså jeg vidste jo godt at jeg er sådan, men jo ikke at det ikke bare er fordi jeg er en tyk løgner, som virkelig har svært ved at acceptere, når jeg ikke selv får lov at bestemme ting. Måske hænger det sammen med, at jeg bliver bekræftet i, at jeg ikke er god nok, når nogen ikke mener det er værd at spørge mig. Jeg har også gået i sådan en gruppe for børn af alkoholikere engang, men efter to gange kunne jeg ikke holde det ud mere, fordi jeg slet ikke følte mig “sølle” nok til at være der. Mine forældre var jo stadig gift, havde arbejde, hus, bil, venner og penge i banken, og jeg havde en universitetsuddannelse, godt job og ikke nogen åbenlyst behandlingskrævende problemer. Det var faktisk virkelig deprimerende – og gav mig på besynderlig vis også en følelse af ikke at være god nok – eller dårlig nok. Nu stopper jeg inden det bliver for langt, men tak!

    Reply

    • trixyworld
      28. april 2012 @ 09:59

      Iben. Sådan havde jeg det også den første dag, fordi nogle af de andre i vores gruppeterapi havde selvmordsforsøg i familien osv. Men jeg blev stædigt ved med at komme, for jeg synes faktisk, at jeg også har fortjent at få nogle værktøjer til at bearbejde min sorg. Og det har jeg fået, og det er ret vildt faktisk. Og jeg kan kun anbefale det. De siger jo, at over halvdelen af alle børn påvirkes af en dysfunktionel person i deres opvækst, som kan præge dem, og jeg tænker ‘så har vi jo ikke en chance’, og nogle af deres idéer er lig langhårede og hysteriske nok til mig. Jeg vil da ikke sige, at jeg sluger det hele råt, men jeg får dælme meget ud af det alligevel. Blandt andet har jeg mødt et søskendepar på min og min brors alder, med en alkoholiseret far ligesom vores og vi skal mødes nu. Det bliver sindssygt spændende.

      Reply

  8. Rikke
    27. april 2012 @ 20:24

    Alkoholisk far. Tjek. Alle de andre ting du skriver. Tjek tjek tjek og tjek. Får en knude i maven, men også lidt lettet. Tak Trix.

    Reply

    • trixyworld
      28. april 2012 @ 09:59

      Dejligt, at du vil hjælpe mig med at bryde tabuet. Tak, Rikke.

      Reply

  9. Sofie
    28. april 2012 @ 07:57

    Der findes en bog som hedder “voksne børn af alkoholikere” – det var som at læse en lille biografi om mig selv, scary business at man kan beskrives så præcist af en fremmed bare pga sit ophav. Nå, men jeg arbejder også med sagen og forsøger at opnå indsigt i alle mine særheder…

    Reply

  10. ..på+nye+eventyr
    28. april 2012 @ 09:55

    Åh Trix vi er så mange der er ens!

    Jeg hader løgne, og der værste man kan gøre over for mig er at lyve. Jeg kan slet ikke have det. Min verden går i stykker hver gang der lyves for mig og jeg opdager det. Samme shit, som nogle selv begynder at lyve.

    Spiser for meget. Ja. Og bliver ked når jeg tager på. Sådan er vi jo.

    Helt ærligt; hvorfor jeg ikke har et job. Mit største issue af dem alle: Man får ikke et job, når man ikke tror på at man god nok til det.

    Jeg elsker din ærlighed Trix, bliv ved, især fordi jeg synes du er så fin, sjov og sød i den verden uden for bloggen også. Og ikke mindst er du jo meget ærlig der også.

    Reply

  11. Lea
    28. april 2012 @ 11:11

    Åh, Trixy – Jeg er så glad for jeg har fundet din blog!

    Jeg er barn af ikke kun én, men hele to alkoholikere, der i øvrigt aldrig har indrømmet deres misbrug og derfor heller aldrig været i behandling selvom deres liv altid har sejlet i den helt forkerte retning.

    Så når du skriver om din far og de modige skridt han har taget, bliver jeg altid rørt og glad på dine vegne, mens jeg selv ønsker mine forældre ville turde gøre det samme. Jeg kan nikke genkendende til alt du skriver; Jeg lyver unødvendigt, jeg trøstespiser (og er derfor semityk), jeg tror aldrig jeg er god nok – og der er bestemt ingen, der skal trumfe en beslutning igennem uden jeg er med på råd… Og så er der alle de andre ting jeg selvfølgelig også er som resultat af min opvækst.

    Jeg flyttede hjemmefra som 16-årig og har aldrig set mig tilbage, men det har været, en kamp at komme der til hvor jeg er i dag.

    Jeg har været i familiegrupper som den eneste der ikke havde familie med, og det hjalp mig heldigvis til at finde ud af, jeg er god nok og at det hele ikke er min skyld. Det troede jeg ellers i mange år.

    Så tak fordi du deler – det betyder mere end du tror! 🙂

    Reply

  12. Tanja
    29. april 2012 @ 15:46

    Jeg har fulgt med på din blog – på sidelinien – i rigtig lang tid og er vild med den.

    Min far var også alkoholiker, så da du begyndte at skrive om din far blev det ekstra interessant. Jeg har aldrig selv følt, at min fars drikkeri har påvirket den person jeg er, men det var da lige en øjenåbner at læse de punkter du har skrevet om her. De passer jo også på mig. Det er virkelig pudsigt.

    Bliv endelig ved med at skrive – vi er vist mange der er vilde med det. 🙂

    Held og lykke fremover med dig og din far.

    Reply

  13. Sarah
    30. april 2012 @ 08:18

    Det var da vildt, som jeg kan genkende mig selv i de karaktertræk du nævner. Hold da op.

    Jeg har en alkoholisk stedfar. Eller havde. Han er ædru nu. Vist nok. Men det forsvinder aldrig rigtig, vel? Synes det er sejt at du går til det dér behandling. Det tør jeg slet ikke. Men synes nu, at bloggen har været et okay sted af formulere nogle af tankerne på.

    Tak fordi du deler dine erfaringer og tanker!

    Reply

Skriv et svar til Iben Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

error

Enjoy this blog? Please spread the word :)