I dag vælger jeg at elske hverdagen
For på denne tirsdag har hverdagen. Den voksne, lidt kedelige og uendeligt trivielle gennemsyret ALT, jeg har foretaget mig.
Ikke at alle mine andre dage er badet i det uforudsigelige. Men ofte har jeg selv en snert af ironisk distance til normaliteten i min tilværelse. En stille forventning om, at den er midlertidig og en klar forvisning om, at jeg kan slippe den hvert sekund det skulle være, hvis jeg fik lyst.
Ikke med store livsændrende ting, men bare med en hverdagsbrandert, et spontant besøg eller noget, jeg burde gøre, som jeg droppede. Små afbræk, der luller mig i en usand tro på, at jeg er lidt mere speciel end andre, og at jeg ihvertfald gør tingene på min egen måde.
Ikke i dag. Vækkeuret ringede halv syv, jeg snoozede to gange før jeg stod op og prioriterede kaffe over et bad. Lavede den omelet, der er blevet en vane og slugte den brandvarm, fordi jeg havde spildt for meget tid med at lave den til at kunne nyde den.
På jobbet var jeg god. Ikke overvældende, men følte, at jeg udfyldte min kvote og lidt til i dag. Det giver en stille tilfredshed som står i skarp kontrast til den evige følelse af utilstrækkelighed, der normalt gennemsyrer alle mine arbejdsdage, fordi de hver og én – gud forbyde det- har tidsrum, hvor jeg ikke har noget at foretage mig. Det skete ikke i dag. Dagen gik, og da jeg havde fri 15:30 føltes det som frokost.
Jeg cyklede hjem, og kyssede på min kæreste. Tog til fitness, hvor jeg svedte, som min samvittighed foreskriver, at jeg bør gøre i denne uge. Men til en ny træning, som ikke vækkede noget særligt i mig udover den tilfredshed, man får, når man har gjort det, og nu kan krydse det af i dagens kalender.
Så kogte jeg en curry med noget kylling og nogle svampe. Kogte pligtopfyldende noget pasta til den Sunde og Raske, mens jeg pligtskyldigt rev noget squash til mig selv for at undgå de slemme, slemme kulhydrater.
Så gjorde vi rent i hele hytten. Fordi vi har besluttet, at det skal gøre tirsdag. Kun ved at have en fast dag, får vi det gjort. Flydende grænser er ikke noget for os. Ligesom frihed under ansvar. Det virker ikke. Enten er man fri, eller også har man ansvar. Enten gør vi rent hver tirsdag, eller KUN når der kommer gæster. Bum.
Senest har jeg stirret blankt på computerskærmen, hvor han viste mig noget, jeg kun forstår i store træk. Lidt synd, at han ikke går på job med folk mere – så er han henvist til det utaknemmelige publikum, jeg kan mande mig op til at være. Men jeg gjorde det, fordi han gerne ville fortælle det – og fordi det er normalt.
Nu går jeg i seng. Lige lidt senere end planlagt, men ikke sent nok til at være rebelsk. Det er vist også meget normalt.
