I bliver så skuffede, når i finder ud af…

at jeg skred tidligt hjem fra jobbets julefrokost i fredags. Og at ungegimpen faktisk var jovialt og betryggende selskab, blandt 100 mennesker jeg ikke kendte. Og at jeg kun få gange fortalte løgnhistorier til folk der spurgte hvilken afdeling, jeg arbejdede i. (Hvorfor studsede ingen over, at jeg angiveligt underviste i engelsk og biologi? Det er jo åbenlyst forskellige fagretninger.)

Jeg var dog en lille smule beklemt, da jeg ankom til velkomstdrinksbefængt forhal. Og ikke kendte nogen. Tyllede én drink og tog en anden med over i et hjørne, hvor det hurtigt gik op for mig, at alle andre nyankomne gik heeele turen rundt og gav hånd. Det gibbede godt nok ikke nok i mig, til at jeg selv begyndte på det samme. Tyllede en drink mere og fik øje på én af de tre mennesker jeg havde mødt før. Ungegimpen. Som jeg gik over til, og som gav mig lidt sladder om dem, som kom forbi og gav hånd.

Så blev der budt velkommen, og vi fik besked på at trække et nummer på vej ind.

I den tætte, masende flok, mærkede jeg godt noget, der tappede mig på skulderen, men det kan jo ske, når man står tæt. Det blev dog insisterende ved, og til sidst måtte jeg vende mig om og spørge nogleoghalvtredsårig mand, hvad han dog ville? (blå skjorte, rødt slips og ikke engang tæt på at kunne bære det. Eller skægget for den sags skyld.)

Gamleslipsenar: Jow, ha will da bur hør, o we to ikk skå træk’ det samm nåmmer, når we skuw ind å se’? (Jo, han ville da bare høre, om vi ikke skulle trække det samme nummer, når vi skulle ind og sidde ned?)
Trix: Jeg tror ikke, det er sådan det fungerer.
Gamleslipsenar: De a a da kew aw. (Det er jeg da ked af.)
Trix: Du ligner ellers ikke en, der er ked af det.
Gamleslipsenar: De kaw ma jå ik wær, når ma ser å dej. (Det kan man jo ikke være, når man ser på dig *elevatorblik*)
Trix: Hvis du bliver ved, kan jeg love dig for, at du bliver ked af det.

Slut på samtale. Stort set den eneste samtale jeg førte med et menneske, jeg ikke kendte den aften. Bortset fra Dorthe, som er født for sent og derfor altid kommer for sent.

Da vi tog plads ved langbordene, lænede ungegimpen sig ind over bordet og hviskede, at det var ham på min plads et par borde bag mig, der var den klamme Jan Otto som hun havde fortalt om.

Og ja, selvfølgelig var klamme Jan Otto ingen ringere en Gamleslipsenar. Så ham havde jeg jo allerede hilst på.

Men ellers, var det en fin aften. Min chef drak al min snaps, og blev fuld på en virkelig festlig måde. Hvor han bare gerne ville danse. Med sig selv. Han var skidehyggelig.

Jeg vandt et par sokker i personalebanko (På mit nummer 69), de var størrelse 43-45, så gæt selv, hvad nissen havde med til den Sunde og Raske Fyr næste dag?

Klokken kvart over ti, da jeg liiige præcis havde fået nok champagne (asti, ik’. Vi er jo i Nordjylland.) til, at jeg overvejede at danse med min chef, holdt karreten klar udenfor, og jeg blev kørt hjem til en rød sofa og nogle Sunde og Raske arme.

Undskyld, jeg ikke har mere snavs til jer. Jeg lover at gøre noget dumt eller gå under og ørle, næste gang jeg får chancen.

Ps. Jeg har sagt op i dag, og har sidste arbejdsdag på tirsdag. Så nu leder jeg for alvor efter job i Odense.

Følg, like og del: