Hvorfor jeg meldte mig ud af fitness lige inden jul, og jeg synes, du skal gøre det samme.

Ej, det mener jeg faktisk ikke. Hvis du vildt godt kan lide dit træningscenter, så synes jeg, du skal blive der og elske det og kramme det og komme afsted en masse.

Jeg har selv været glad for min træning i lange perioder af mit liv. Rigtig glad. Men der er fire ting, der har gjort, at jeg nu er trådt væk – og jeg ved ikke, om jeg kommer igen. Og hvis jeg gør, så hvornår.

1. Jeg vil lave noget, jeg har drømt om længe, og som ikke kommer til at ske, hvis jeg ikke selv sørger for det.
2. Jeg vil hellige tid til min fritidsaktivitet og ikke altid placere den i ‘når der er tid og overskuds’-kategorien. Jeg gider ikke have dårlig samvittighed over ikke at komme afsted til træning i travle perioder.
3. Jeg vil noget sammen med andre mennesker, og træning i fitnesscenter er i høj grad endt med at være noget, jeg gør alene. Blandt andet fordi, jeg ikke afser faste tidspunkter til det.
4. Jeg vil gerne investere i at lave noget, jeg virkelig har lyst til, i stedet for at beholde et træningsabonnement, fordi det er billigt.

Jeg vil hellere noget andet. Jeg har altid elsket at svømme. At surfe og ro og alt andet, der har noget med vand at gøre.

Men som voksen er det som om, jeg er holdt op med at gå op i, hvad jeg virkelig gerne vil, så længe det jeg gør, kan sættes ind på plus-kontoen som noget godt, jeg har gjort for min krop.

Og det er træning jo. Godt for kroppen. Og jeg er god til meget af det, særligt de tunge løft. Men jeg har været alene med det uden at nyde det i udpræget grad rigtigt længe. Jeg har elsket det, og engang imellem også haft gode perioder med træningsvenner, hvor vi begge har udviklet os og haft det rart med træningen. Men jeg har efterhånden svært ved at finde et niveau, hvor jeg får det mentale og fysiske udbytte af træningen. Det er irriterende for mig og min krop og heller ikke fair over for mine venner, som jeg tager ned og træner med uden at comitte mig fuldt til faste dage og rutiner.

For et par måneder siden fortalte min veninde, at hun havde meldt sig ud. Hun gad ikke den dårlige samvittighed over de penge, der hver måned flyver ud af kontoen, uden hun kom afsted. Det kan jeg godt forstå, og det tror jeg, virkelig mange kan genkende. I snakken kom vi også til at tale om, at hun savnede at ride. Som barn og ung var hun en hestepige, og mest af alt savnede hun, den fornemmelse samværet med en hest havde givet hende.

“Kom afsted! Kom i gang med at ride igen! Lige NU!”, nærmest råbte jeg over aftensmaden. Og det gjorde hun. Nu rider hun hver mandag, og hun er så lykkelig for det og sender mig billeder som det her hele tiden:

Og nu er det min tur til at komme afsted. For fitness-medlemskabet var blevet det, jeg gjorde, fordi det var nemmere og mere bekvemt end at gøre det, jeg virkelig gerne vil.

De ligger overalt, prisen er lav, du kan træne, når det passer dig.

Men helt ærligt, hvad blev der af, at jeg gik til svømning hver tirsdag og torsdag? (Senere mandag, onsdag, fredag). Det med at gå til noget faste dage gik jeg væk fra. Jeg lever et voksenliv, der ofte er sjusket og ustruktureret, og jeg spiser aldrig aftensmad på samme tid to dage i træk, og jeg har heller ikke nogen fast morgen-rutine. Faktisk er jeg rigtig dårlig til gentagelighed, og den skræmmer mig også lidt.

Men nu skal det være slut. Så i 2019 vil jeg investere pengene i noget mere end fitness. Jeg vil møde et sted samme dag og tid hver uge og hellige mig at have en fritidsaktivitet, som ikke skal ‘presses’ ind, når jeg ikke har noget bedre at foretage mig eller som altid er det første, der ryger, når jeg får travlt.

Jeg vil ro i kajak. Et sted tæt på Kalvebod Brygge. Så kom med dine anbefalinger til gode vandsportsklubber centralt i København, som er åbne for nye medlemmer. Mine søde venner på Twitter har allerede foreslået flere steder, men jeg vil gerne høre fra alle, der ved noget. Jeg ser mig selv ro havkajak og turkajak.

Og hvilket tidspunkt er bedre at træde væk fra, hvad man burde gøre for at blablabla end lige i januar med nul-alkohol, tossekure og nye forsætter om at komme i form (Som jeg kun kan støtte op om, hvis du gerne vil styrke din krop, jeg synes bare ikke, det skal gå ud over januar at den altid skal være stedbarnet, vi ender med at hade. I øvrigt er februar kortere).

Det jeg bare gerne vil hylde er, at du skal gøre noget godt for dig selv – og om det er en måned uden vin efter julen eller om det er at begynde at træne eller noget tredje, skal jeg ikke gøre mig til dommer over.

Det jeg bare gerne vil have dig til at overveje er motivationen og midlet til målet. Målet skal være at få det bedre – endnu bedre – end du allerede har. Det er vi enige om, ik’?

Så midlet til at nå målet, synes jeg, skal være noget, du får det godt af allerede mens du gør det. Ikke en pinsel, som du skal stå igennem i håbet om at mærke en forskel om en måned. For hvis du helt ærligt gerne vil have det bedre, er der så ikke noget, du kan lide at lave, som bidrager til det? Her er fitness og træning et så oplagt bud, netop fordi det er nemt og bekvemt. Men det er sjældent, at jeg hører nogen begejstrede hvine, hvor meget de bare ELSKER mave-balle-lår. Hvorimod hobbies, altså den der slags ting, du går til fordi de siger dig noget, dem hører jeg om i alle afskygninger. Heste, mountainbikes, Wing Tsun, Karate, boksning, fodbold, klatring, figurmaling og pottery. (Ja, jeg synes det hele er godt for dig, selv om det ikke giver sved på panden). Det er blandt andet også derfor, jeg nu har den her dag i kalenderen: 

For jeg skal sgu starte til sangtræning. Fordi det – og kajakken – er noget, jeg har talt om, tænkt på, drømt om og forestillet mig i årevis. Måske hele mit liv. Men jeg har behandlet det for meget som drømme og for lidt som planer.

Jeg har ventet på, at en anden kom og havde fikset det for mig – købt mig et kursus i fødselsdagsgave eller fundet en klub og meldt sig ind med mig. Men jeg kan ikke hænge mine drømme op på, hvad andre mennesker kan gøre for mig. Heller ikke selv om det er mindre risikabelt end selv at melde mig til noget for måske at opdage, at det ikke levede op til forventningerne. Jeg må gøre det selv. Og ja. Det koster sgu da meget mere end mit fitnessabonnement. Men i de 10 år jeg har haft fitnesskort nonstop er det blevet til over 30.000 kroner. Læs lige det igen. Over 30.000 kroner har jeg smidt efter en hobby, jeg kun har dyrket for alvor 2-3 år i alt og resten af tiden brugt som en fysisk samvittighedssutteklud. De næste 30.000 jeg skal brænde af på hobbies skal fandme være på drømme, så!

For hvad nu, hvis du var pissegod til badminton eller kampsport som teenager? Hvad nu, hvis et par glimmer-rulleskøjter er dit højeste ønske? Kan du ikke komme i tanker om noget, der kan hjælpe dig med at få det bedre i din krop, som allerede er en fryd, mens du laver det?

Det, tror jeg, vil være meget mere værd en tres timer på en Stairmaster i januar. Så bliver det ikke et middel til målet, så bliver aktiviteten målet i sig selv, og det er sgu velvære.