Hvad jeg mener, når jeg siger, at jeg har tårnhøje ambitioner

Der er en gang for længe siden sket et skred. Det er dumt og fjollet, men sket er altså sket, og det har naglet sig så godt fast i de fleste af vores hjerner, at det på en eller anden måde virker uambitiøst at indrømme, at man ikke lægger 110 procent af sin energi på jobbet. Det vil jeg godt afsløre lige her, at det gør jeg ikke.

Jeg er ambitiøs. Meget. Men for mit liv.

De 100 procent kræfter, jeg har at give, skal ikke kun ligge i mit arbejde. Mine ambitioner går meget længere end det – faktisk tror jeg på, at jeg ved at være ambitiøs for hele min tilværelse, for min kost, min søvn, mine samtaler og venner, min krop og mit parforhold OG mit job kan nå meget længere arbejdsmæssigt og arbejdsglædemæssigt, end de stakler, der giver 80 procent af deres kræfter til jobbet og ikke forstår, hvorfor det ikke føles bedre, når de nu har så meget succes.

Det er på tide, at vi tager et opgør med opfattelsen af ambitioner. De er altså ikke kontoret forundt. At være ambitiøs er at have et stærkt, vedholdende ønske om at opnå noget, som er attraktivt. Ofte er det også svært tilgængeligt, og derfor kommer det heller ikke af sig selv, hvis man IKKE er ambitiøs.

Og det passer jo. Det gode parforhold, den gode nattesøvn, den lækre aftensmad eller den stærke psyke og krop kommer ikke bare luskende af sig selv. De er der ikke bare lige pludselig. Der skal en langvarig indsats til for at gøre disse ting til en del tilværelsen og ikke en fjern drøm, man ikke har skyggen af idé om, hvordan man vil opnå.

Det er også ting, der forsvinder igen, hvis du holder op med at passe på dem, når du har opnået dem. Lige så hurtigt, som du kan få trænet ryggen til ikke altid at gøre ondt, lige så hurtigt vender smerterne tilbage, når du stopper. Uanset hvor gode I er til at tale sammen i dit forhold eller med dine venner, så ryger trivslen, hvis I stopper med det igen.

Det er fint at ville sit job. Det vil jeg også. Jeg kan ikke lide tanken om at havne i et af de der job, hvor man tæller minutterne, til man kan komme hjem igen. Men du behøver ikke altid elske dit job (eller noget andet for den sags skyld), og du behøver især ikke give det alle dine kræfter.

Det – synes jeg – er uambitiøst på dit livs vegne. Bare at hoppe på karrierevognen, som er det nemmeste i verden at vise til omverdenen på et CV. “Se hvor flot jeg har klaret det”, lyser det ud af den skinnende Mercedes eller hjørnekontoret, mens ingen kan se, at din kærlighed derhjemme hænger i en tynd tråd, børnene ikke kan huske dit ansigt og din diskusprolaps kun gøre næææsten lige så ondt som dit mavesår.

Smører jeg tykt på? Ja.

Tager jeg fejl? Nej.

Succes handler ikke om dit job. Det handler om dit liv. Jeg arbejder benhårdt for mit, og jeg vil gerne støtte dig i dit. Derfor er vi også nødt til at lægge nogle dårlige vaner på hylden, når vi taler med hinanden. For vi er utålelige flokdyr og vi kan bare ikke holde op med at sammenligne os med andre. Eller sammenligne ikkesammenlignelige fliger af vores liv med hinanden. Men vi kan sammenligne bedre ting end løn og jobtitel. Vi kan inspirere til at dele både godt og skidt. Og vi kan italesætte ambitioner langt bedre, end vi gør nu.

Derfor har jeg en udfordring til dig:

  • Næste gang du bliver præsenteret for et nyt menneske, måske til en fest, så se, hvor lang tid I kan tale sammen uden at komme ind på job og karriere. (Spørg til deres familieliv, til deres hobbies, til deres forhold til værten, livretter, yndlingsfilm, værdier – alt andet end job. Og brug disse svar til at indplacere mennesket i din hjernes system af ‘hvem der er noget værd’.)
  • Hold op med at sige/gøre/ytre over 100 procent med mindre der er tale om tal. Mennesker har 100 procent at give. Vi har ikke 110 procent, og jeg kaster lidt op i munden på mig selv, når jeg læser jobopslag der beder om 110 procent dedikation, eller at du ‘er klar til at gå den ekstra mil’. Gu’ er jeg ej. Jeg er parat til at gøre, hvad jeg kan og hvad der skal til for at løse opgaven. Hvis din opgave kræver mere af mig, end det er menneskeligt muligt, vil jeg foreslå, at vi gå to sammen og giver 55 procent hver. Nå.
  • Sæt ord på, at du er ambitiøs for hele dit liv og ikke kun dit job. Når jeg gør det møder jeg to reaktioner:
    • Dem der sidder håbløst fast i præstationskulturen og som tolker mit udsagn cirka sådan her: “Det går ikke så godt med min karriere, så jeg er nødt til at få det til at lyde som om, jeg går op i andre ting.”
    • Dem der først ser forvirrede ud og så får en åbenbaring, når det går op for dem, at jo – de har også ambitioner andre steder end på arbejdsmarkedet. De har bare ikke tænkt sådan på det før.
  • Sæt ord på dine ambitioner. Det kan godt være lidt frelst eller lyde henad nytårsforsætter, men hvis du ikke har et sprog for, hvad du gerne vil med dit liv, hvordan ved du så, om du bevæger dig i den rigtig retning eller står stille et rart sted?

Jeg er ambitiøs for min trivsel. Mange år har jeg ikke kunnet finde ud af at spise morgenmad på et fast tidspunkt, gå i seng eller stå op. Men når jeg dyrker nogle rammer, bliver mange ting nemmere for mig. Så det går jeg op i, også selv om det betyder, at jeg ofte møder sent på job, fordi jeg skulle igennem mit ritual derhjemme.

Jeg er ambitiøs for min selvudvikling og øver mig på at sætte ord på, når jeg gerne vil noget. Når jeg ikke vil noget. Når jeg har et behov og når jeg godt ved, at mit behov ikke er andres ansvar, men jeg alligevel ønsker, at de vil rumme mig og opfylde det.

Jeg har ambitioner om at lave ting med min familie. Jeg drager til udlandet med min Mor, tager på eventyr med min nevø og teknologinørder med min far. Jeg forsøger at finde noget at tale eller dyrke med hver enkelt, så vi ikke kun har noget at lave sammen i en større flok.

Du har 100 procent. 100 procent tid, kræfter og ambitioner. Der dukker ikke flere kræfter eller ambitioner op, hvis du lægger dem alle et enkelt sted. Du kan arbejde hårdere, løbe hurtigere, MUS’e dig herfra og til Pommeren – det bliver du ikke grænseløs af.

At respektere dine begrænsninger er et godt sted at starte på at prioritere dine kræfter bedre. Og det betyder ikke, at du ikke må knokle på med en stor opgave, forsvinde ind i eksamenslæsningens tåger, hengive dig til nyforelskelsen eller dit moderskab. Du må alt det. Jeg tror bare, du får det bedre med det, hvis du så ikke tror, at du skal alt det andet ved siden af. Hvis du skaber et sprog for din menneskelige kapacitet og respekterer den – ikke kun på jobbet men i hele dit liv.




Følg, like og del:
20

Previous

Det svære (over)forbrug

Next

På nogle områder minder jeg lidt for meget om Dory, og det koster retning og fremdrift.

2 Comments

  1. Kloge ord, som jeg trængte til lige i dag. Tak for dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Enjoy this blog? Please spread the word :)