Hvad hvis man ikke kan måle, det som gør dig til noget særligt?

Jeg har en ny teori af en art. Og i denne vil jeg ikke forklejne, at nogle mennesker er gladere for eksempelvis at røre sig end andre. Jeg vil ikke tage fra nogen, at de har flere IQ-point end mig og resten af gennemsnittet, eller tage fra nogen at deres karakter eller resultat i en given test har været høj.

Men når mit selvværd halter i en periode. Og her mener jeg ikke selvtilliden i form af troen på mine evner, mine kompetencer eller ’hvor god jeg er til ting’ men selvVÆRDET. Følelsen af om jeg er noget værd som menneske. Og den kan halte for mange af os. Også selv om vi ved med vores intellekt, at vi er elskede og noget værd, i kraft af at vi er til. Selv om der faktisk er mennesker i vores liv, der elsker os – og vi godt ved det. Så kan selvværdet alligevel godt have dage, uger og måneder, hvor det ikke er helt og hvor det ikke virker.

Selvværd er som et usynligt skjold, der skærmer os imod fjollede tanker som ”Der er ingen, der kan elske det virkelig jeg, og hvis folk vidste, hvordan jeg i virkeligheden er, ville alle, jeg elsker, forlade mig”. For den slags tanker eksisterer – uagtet at du hver eneste dag handler, tænker og taler som dig selv og derfor repræsenterer netop dig og at dine mennesker elsker dig netop i denne form.

Du kan ikke skjule dit sande jeg for andre, selv om du måske tror, det er det, du går rundt og gør. Vores handlinger afspejler vores indre, og det ved du, hvis du tænker på de mennesker, som har været dårlige oplevelser men gode erfaringer i dit liv. Dem, der siger de elsker dig, men opfører sig anderledes. Eller siger, de er her for dig men opfører sig anderledes. Du har mødt dem, og du kan tænke på et eksempel lige nu. For vi er ikke dem, vi fortæller os selv og andre, at vi er. Vi er dem, vi viser os selv og andre, at vi er. Så dine omgivelser kender dig sandsynligvis bedre end dig selv – for de bliver ikke forstyrret af din indre fortælling om dig selv, som du gør. Tænk over det. Alle har gennemskuet dig bedre end dig selv, og de er i dit liv og elsker dig alligevel.

Men nok om det.

Når MIT selvværd halter, får jeg altid en ubærlig lyst til at løfte mit værd gennem ting, man kan måle. Uden at ville tingen måske. Men jeg får den fjollede idé at gennemføre en triatlon, læse en svær russisk bog, som andre vil være imponerede over, at jeg kom igennem. Jeg overvejer at begynde at løbe, uagtet at det er min mest forhadte motionsform, og jeg har så mange andre gode bevægelser i mit liv.

Jeg får – har jeg opdaget – lyst til at styrke min selvtillid ved at gøre ting som

1) er helt atypiske for mig og derfor vil være en præstation (at løbe)

2) er flot og anerkendt i en sammenhæng, jeg med min fornuft godt ved, jeg skal være helt ligeglad med (at læse litteratur som er ’anerkendt’)

3) som udmærker mig ved at være, en præstation ikke alle andre kan klare (triatlon)

Men trangen udspringer ikke af en reel lyst til de her ting. Den udspringer af, at jeg føler mig uværdig til min plads som menneske og til det liv, jeg lever, og derfor forsøger jeg at finde målbare parametre, jeg kan udmærke mig ved, så jeg kan få ’bevis’ for mit værd.

For man kan ikke måle, at jeg altid gør mig umage, når jeg laver mad. Man kan ikke måle, at jeg kæmper indædt for at støtte mine venner og tale dem op og hjælpe dem med at sige fra i svære situationer.

Man kan ikke måle, at jeg gør en indsats for at finde plads i kalenderen, når min bror har brug for børnepasser eller mine veninder har brug for tid og opmærksomhed. Man kan ikke måle, at jeg elsker med så store følelser, at jeg kan blive rørstrømsk af at tale om det. Og man kan ikke måle, at jeg gør alt hvad jeg kan for at skabe et rum for min nevø og niece, hvor vi er kun hinandens, så tid med faster bliver noget ‘andet’ end voksentid. Så vi skaber vores egne minder sammen uden far og mor – fordi jeg gerne vil være en betroet voksen i deres liv om 10 år.

Man kan ikke måle, at jeg får mange, gode idéer, som andre kan bruge, og at jeg selv ringer og byder dem til, når jeg ved de kæmper med gaver, opgaver og planlægning. Man kan ikke måle, at jeg siger ja, når mine venner skal flytte. Eller når de skal klippes. Det ved jeg faktisk heller ikke, om man som sådan vil rose mig for…

Man kan ikke måle, at jeg sætter mig ind i reglerne i Dansk Kennelklub, laver Facebook-opslag, dba-annonce og annonce på hundeweb, når mine forældre får hvalpe for at de ikke skal rode med the interwebz.

Man kan ikke måle, at jeg inviterer og samler og er vært, så mennesker kan komme og spise, drikke, tale, grine, danse eller blot blive set og hørt i nogle timer. Man kan ikke måle, at jeg er blevet meget bedre til at stoppe mine negative tanker, når de spinder ud af kontrol og at det sker meget sjældnere.

Man kan ikke måle, at jeg har fundet en vis skønhed i melankoli, som gør, at den ikke længere er et vilkår i mit liv, som forringer det men nu en facet, som jeg mærker og sender videre.

Man kan ikke måle, hvor god jeg er til at være et menneske, og derfor tror jeg nogle gange, at jeg skal gøre målbare ting for at jeg selv og andre kan se min værdi.

Og der er ikke nogen magisk løsning på at slippe helt for den trang, er jeg bange for.

Men det hjalp mig at lære, hvorfor den trang kommer. For jeg gider jo ikke de ting. Og derfor fejler jeg i dem, og så kan de blive en ny skam i mit liv.

Og hvis det også sker for dig nogle gange, så håber jeg, at du kan bruge den her viden til noget: Når du gerne vil excellere i ting, som du ikke har flair for eller lyst til – så spørg dig selv, om det egentlig er fordi, du gerne vil kunne måle, hvor god du er? Eller sikre dig, at du i hvert fald kan noget, andre ikke kan?

For det kan du allerede. Og du er allerede god. Du må bare ikke lede efter selvværd, i ting der kan måles. Det er ikke, dér selvværdet sidder. Det sidder allerede i dig, hvis du leder, blandt ting som ikke kan måles.

Følg, like og del: