Griegs: Peer Gynt

Da vi sad en kold februar-aften og sippede vin. den Sunde og Raske og jeg. Og min veninde Nanna. Som var på besøg for at bage kager med mig til den Sunde og Raskes fødselsdag næste dag, hvor begge familier skulle på besøg. Faldt vi over årsprogrammet for DR’s symfoniorkester. Og pludselig kom det helt af sig selv, hvad den Sunde og Raske skulle have i fødselsdagsgave: En billet til symfonien.

Vi var af sted i går. Nanna var erstattet af en af den Sunde og Raskes venner- men så må hun sgu lade være med at rejse til Athen midt i det hele. Men altså. I går. Tog vi i koncertsalen for at fejre, at det måske smukkeste stykke musik, der nogensinde er skrevet, skulle opføres live.

Og at både mine pigefølelser og den Sunde og Raskes technotendenser kunne tilgodeses i én og samme koncert.

Symfoniorkestret spillede musikken fra Peer Gynt fra ende til anden, med børnekor, voksenkor, solister og Nis Bank-Mikkelsens karakteristiske stemme til at bære os igennem fortællingen mellem numrene, så man hele tiden havde en fornemmelse af, hvad den musik man hørte bidrog til det oprindelige stykke.

Forestillingen var lang. Og fordi musikken var kronologisk var det bedste overstået 10 minutter inden i anden akt. Heldigvis havde både dirigent Kristian Järvi OG en person på bagerste balkon forudset dette.

Personen på bagerste balkon valgte derfor at dejse omkuld midt i Solvejs vuggevise, som var koncertens sidste annoncerede nummer, og for første gang nogen sinde hørte jeg sætningen ‘Er her en læge?’ brugt i ramme alvor, hvorefter personer fra flere steder i salen satte i fulde firspring, uden at musikken stoppede på noget tidspunkt. Jeg kunne ikke finde ud af, om jeg synes det var fedt eller forkert, at koncerten ikke lod sig mærke med, at en person havde akut brug for lægehjælp midt i det hele. Da vi gik kunne vi se ambulancepersonale deroppe tale roligt med folk uden anstrøg at travlhed eller panik, så hvadend der skete, antager jeg, at de fik styr på det.

Da alle havde klappet, rejst sig, nogen havde fået blomster, alle havde klappet noget mere, nogen havde bukket, andre havde vendt sig om og bukket til den anden side og dirigenten kom ind til – hvad jeg troede var – den sidste tiljubel, tog djævlen ved ensemblet og vi fik en magtdemonstration af, hvad et symfoniorkester kan i volumen, variation og energi. Så fedt leveret, helt uden forbehold eller advarsel, at folk brød ud i spontane jubel-brøl, der var et fodboldstadion værdigt, da de sidste strygere havde svunget armen. Absolut den helt, helt rigtige måde at slutte en koncert på.

Stjerner?

* * * * * * ()

Fuldt hus, skatter. Intet mindre.

 

 

2013-02-02 13.23.52Sådan fejrer man en kæreste.

Følg, like og del:
20

Previous

Så hold dog kæft, København

Next

Definitely Forår

2 Comments

  1. M

    Det ville jeg gerne have oplevet!
    Fantastisk læsning og god gaveinspiration til min kæreste.

  2. Marianne

    Det smukkeste musik i verden! Hvis du ikke har set den, så forkæl lige dig selv med Sjællands symfoniorkester i Københavns metro. Tror den hedder flash mob in Copenhagen metro på youtube. Vidunderligt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Enjoy this blog? Please spread the word :)